Når en rumæner bliver anholdt for at have begået indbrud i Danmark, skal han afsone sin straf i Rumænien og ikke i et dansk fængsel.

Det mener Venstre, efter Task Force Indbrud ifølge Berlingske vurderer, at rumænere og andre udefrakommende kriminelle står bag op imod halvdelen af de indbrud, der begås i Danmark.

»I stedet for at man sidder i et dansk luksusfængsel, så skal man som rumæner afsone i et gennemsnitligt rumænsk fængsel i Bukarest. Så tror jeg, at nogle indbrudstyve vil tænke sig om en ekstra gang, hvorvidt de vil tage til Danmark og begå organiseret kriminalitet,« siger strafferetsordfører Karsten Lauritzen (V).

Han mener desuden, at der er behov for at hæve strafferammen for indbrud.

»Vi bliver nødt til at se på nogle af strafferammerne, fordi i Danmark har vi lavet et system, hvor man får en relativ mild fængselsstraf, fordi der er en stor grad af social straf. Man får for eksempel en plet på straffeattesten og dermed svært ved at finde arbejde, men den del af straffen rammer jo ikke udlændinge,« siger Karsten Lauritzen.

Karl Erik Agerbo, politiinspektør og leder af Task Force Indbrud, vurderer ifølge Berlingske, at omrejsende kriminelle, hvoraf langt størstedelen er rumænere, står for op imod 50 procent af de indbrud, der bliver begået i øjeblikket.