Grisevittigheder er det rødglødende emne på britiske sociale medier i øjeblikket.
De politiske kommentatorer diskuterer om én anonym kilde med henvisning til en anden anonym kilde er for tyndt et grundlag til, at en ny biografi kan tillade sig at udsætte premierministeren for hånlatter og spot.
Spørgsmålet er, om David Cameron som studerende på University of Oxford virkelig deltog i et outreret optagelsesritual, der involverede hovedet fra en død gris, i den berygtede Piers Gaveston-studenterklub, hvor »den fremtidige premierminister placerede en privat del af sin anatomi i dyrets mund«.
Faktisk er det nok nærmest tvivlsomt, om det er sket, lyder vurderingen i flere medier. Det angivelige foto fra optagelsesritualet er heller ikke dukket op. Nogle hæfter sig dog ved, at Camerons regeringskontor i Downing Street i stedet for et klart dementi har valgt tavshed, mens argumentet om at ville undgå en uværdig polemik giver plads til fortsatte angreb.
I hvert fald står det klart, at den konservative milliondonor Michael Ashcroft, oftest benævnt lord Ashcroft, og journalisten Isabel Oakshott ikke har haft et venligt ærinde over for Cameron med deres nye biografi om premierministeren, »Call me Dave«. Drypvis har de dag for dag i den seneste uge med uddrag i Daily Mail fra deres endnu ikke udgivede bog sendt dele af den britiske presse i selvsving.
Pigesjov »på samlebånd« i studiekammeret, fester hos det unge Cameron-par med kokainsniffende gæster, hashrygning til Supertramps musik sammen med skolekammerater er andet tabloid-guf fra biografien – som regel bundet op på en eller få anonyme kilder, og hvad angår hashrygningen på en enkelt navngivet fortæller.
Lord Ashcroft har selv i Daily Mail lagt ud med at understrege, at forholdet til Cameron ikke er det bedste. De to var gamle venner, men da Cameron skulle sammensætte sin første regering i 2010, brød han et løfte om at give Ashcroft en betydningsfuld ministerpost. Milliardæren Ashcroft har igennem årene doneret millioner af pund til Det Konservative Parti.
»Hun synes, at han var overfladisk«
Her og nu med de foreløbige »afsløringer« er den generelle vurdering, at det ikke er så slemt, og at Cameron kan tage selv de mere velunderbyggede personangreb forholdsvis roligt. Han har lige overrasket ved at vinde det første konservative flertal i næsten 20 år. Oppositionen er splittet for alle vinde, efter at venstrefløjens Jeremy Corbyn er blevet valgt som Labour-formand. Cameron erklærede desuden i valgkampen, at denne periode som premierminister bliver den sidste.
Den konservative avis The Daily Telegraph vurderer, at biografien ikke vil ryste premierministeren:
»Det er alt sammen i fuldkommen samklang med Camerons offentlige image – bortset fra at det ikke er et image,« lyder det fra klummeskribenten Fraser Nelson, som konstaterer, at premierministeren rent faktisk er, som han fremtræder. Det vil sige formet af sin overklassebaggrund uden at være outreret som en del af sine venner og ret uideologisk.
Det fører til gengæld til en anden facet af biografien, som ifølge Nelson står endnu skarpere i en anden ny biografi, »Cameron at 10« af Anthony Seldon og Peter Snowdon. Mange omkring Cameron mener ikke, at han er nogen særlig stor leder.
Ashcroft-biografien beskriver, hvordan Cameron op til den skotske uafhængighedsafstemning blev mere og mere bange for, at han havde tabt unionen på gulvet og til sidst næsten ikke kunne sove om natten af bekymring.
Forsøget på at få flertal i parlamentet til at støtte USAs angreb på Assad-styret i Syrien blev et ydmygende nederlag, hvor Cameron fik kritik for ikke at have gjort det politiske benarbejde forud for afstemningen. Da han fik Storbritannien med i den allierede indsats i Libyen, blev han belært af sin egen efterretningschef om, at det ikke, som Cameron bombastisk erklærede, var »nationale interesser«, der stod på spil, men at der derimod var tale om en humanitær operation.
The Guardian viderebringer gladeligt et andenhåndscitat fra en anonym kilde i biografien, der bliver beskrevet som »ven af« afdøde Margaret Thatcher: »Hun synes, at han var overfladisk, simpelthen. Hun ville sige: Hvis du er leder, er du nødt til at stå for noget.«
Måske er det uretfærdigt. Cameron har overlevet en lang række kriser og politiske skæbnestunder. Nogle kalder det politisk svineheld, men Cameron har fire år og både en Syrien-krig, en EU-afstemning og kommende politiske projekter til at forme sit eftermæle. Og få briterne til at glemme den med grisen.