BRUXELLES: Efter måneders skyggespil og mere eller mindre åbne kandidaturer er feltet af kandidater til at blive førstemand i verdens mægtigste forsvarsalliance ifølge Berlingskes kilder i NATO-hovedkvarteret nu snævret ind til to kandidater: Nordmanden Jens Stoltenberg, tidligere statsminister, og italieneren Franco Frattini, tidligere udenrigsminister og EU-kommissær.

Dermed er det dog langtfra sikkert, at det endelige valg ender med at falde på italieneren eller nordmanden. For Anders Fogh Rasmussens efterfølger udpeges af de 28 NATO-lande i enighed, og hvis blot et enkelt land blokerer, må man begynde forfra.

Derfor er der stort fokus på det besøg, som USAs præsident, Barack Obama, aflægger i Italien i dag.

Rivalerne sendes til Bruxelles

Ifølge Berlingskes oplysninger er amerikanere positive over for Stoltenberg, og hvis Italien kan bringes til ikke længere at insistere på, at det er en italieners tur til at ligge i spidsen for alliancen, kan vejen være banet for en hurtig udnævnelse – en begivenhed der allerede kan blive aktuel på NATO-mødet for alliancens udenrigsministre i Bruxelles tirsdag og onsdag i næste uge.

Ikke overraskende bakker Norges regering stærkt op om Stoltenberg. Hvis han ender på posten, vil det være en gevinst for landet, ligesom det har givet Danmark langt større gennemslagskraft end vores kampvægt tilsiger med den danske bemanding i toppen af forsvarsalliancen.

Men for den norske statsmininster, Erna Solbergs, regering vil det også være en bekvem måde at slippe for at have Stoltenberg som oppositionens frontfigur, ligesom det utvivlsomt også har været en fordel for Danmarks statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), at have en tidligere Venstreleder siddende i Bruxelles, hvor han er afskåret fra at kommentere dansk politik i andet en ufarlige og generelle vendinger. Italien presser stærkt på, og ser det ikke som en forhindring, at man med Claudio Bisogniero sad på posten som vicegeneralsekretær frem til 2012. Det samme gælder det faktum, at ti ud af 15 vicegeneralsekretærer siden funktionen blev indført i 1952 har været italienere – eller at italiernerne frem til 2012 havde siddet på denne post permanent siden 1971.

USAs klare interesse i Bruxelles dette forår er at sikre sig retten til at være førstevælger, så amerikanerne og NATO ikke skal nøjes med resterne, når EU-kabalen om chefposterne for EU-Kommissionen, Det Europæiske Råd, EUs udenrigstjeneste og muligvis også en ny post som permanent formand for eurogruppen skal fordeles.

Kandidaterne ligger på lur

En kandidat fra Norge, der ikke er medlem af EU, er naturligvis irrelevant med hensyn til de europæiske topposter. Men bag støvet fra opgøret mellem Norge og Italien ligger en række skyggekandidater på lur – hvoraf nogle har fløjet over og andre langt under radaren.

Blandt andre har den britiske forsvarsminister, Philip Hammond, været nævnt som kommende generalsekretær i NATO, selv om få anser ham som reel mulig, og Belgiens forsvarsminister, Pieter De Crem, kunne godt lade sig overtale.

Den polske udenrigsminister, Radek Sikorski, der har været dybt engageret i Ukraine-krisen, har bevist sine evner, og han nævnes ikke alene som oplagt kandidat til NATO-posten, men også som en effen kandidat til posten som udenrigsrepræsentant for EU.

Et tredjevalg uden om Stoltenberg eller Frattini i næste uge kan ikke helt udelukkes, for processen er uforudsigelig. Og hvis det ikke lykkes at lande en aftale på tirsdag eller onsdag om, hvem der skal være NATOs næste leder, er én ting sikkert: Så bliver feltet større igen.