Hvis statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) går og drømmer om at kunne besætte en europæisk toppost, kan hun godt tro om. Det mener Venstres Jens Rohde (V), der er medlem af Europa-Parlamentet.
Han er sikker på, at socialdemokraten Jens Stoltenberg, der blev væltet som norsk statsminister sidste efterår, ender med at afløse Anders Fogh Rasmussen som generalsekretær for NATO senere på året.
»Når en nordisk socialdemokrat får en toppost, så er der ikke endnu en nordisk socialdemokrat, der får en toppost i EU. Det vil forskubbe alle balancer, så det kommer ikke til at ske. Det sætter reelt Helle Thorning-Schmidt ud af spillet, at Jens Stoltenberg bliver generalsekretær for NATO,« siger Jens Rohde.
I løbet af de kommende måneder skal en række topposter besættes, og ifølge venstremanden er der tale om fire topposter. Ud over tjansen som NATO-generalsekretær er der tale om posterne som formand for EU-kommissionen, EU-præsident og formand for Europa-Parlamentet. Det sidste job er udelukket for Helle Thorning-Schmidt, fordi det skal besættes af et medlem af Europa-Parlamentet.
BT har talt med centrale kilder, der siger, at Helle Thorning-Schmidt i al diskretion har aktiveret sit internationale netværk for at blive bragt i spil. Det er blandt andet posten som EUs udenrigschef, den danske statsminister sættes i forbindelse med.
Det er helt forkert at betegne udenrigschef-jobbet som en toppost, mener Jens Rohde.
»Den kan man simpelthen ikke betragte som en toppost. Der er ingen beslutningskompetence i den - på den post er man rejsende i diplomati og ikke andet,« siger Jens Rohde.
Kan Helle Thorning-Schmidt blive EUs næste udenrigschef?
»Det kan man ikke afvise, men jeg tvivler meget stærkt på det,« siger Jens Rohde.
Jens Stoltenberg er ikke udnævnt til NATO-generalsekretær. Hvordan kan du være så sikker på, han bliver det?
»Alle mine kilder siger, at han bliver det. Der skal gå rigtig meget galt, før det ikke holder,« siger Jens Rohde, der har mange pæne ord at sige om den norske socialdemokrat:
»Jeg opfatter Stoltenberg som en glimrende diplomat og en på mange måder dygtig politiker. En mand med hjertet på rette sted. Jeg har meget stor respekt for ham.«