Den blodige bylt - en fattig piges dødfødte barn, svøbt i klude - rækkes videre til publikum. Vand skvulper suggererende på lydsporet og flimrer i lyssætningen. Værsgo at sende videre! Værsgo at blive berørt! Instruktøren Katrine Wiedemann gør, hvad hun kan for at koble dramatiseringen af John Steinbecks socialt indignerede depressionshistorie fra 1939, »Vredens druer«, til nutidens ulykkelige flygtningstrømme. Hvem husker fotografiet af den druknede dreng, der ligger i vandkanten ved Middelhavets kyst? Det gør alle, der har set dem.
»Vredens druer« på Betty Nansen Teatret vil så gerne have os til at føle noget. Den vil så gerne gribe om hjertet, vække os gennem vores medlidenhed med en gruppe udsatte mennesker, som scenografen Maja Ravn ovenikøbet i sin cementhyldescenografi placerer på meget lidt plads, med ryggen mod muren og på kanten af afgrunden for ligesom at understrege alle pointerne. Vi skal mobiliseres med sentimentaliteten som våben mod umenneskelighed og værdiløshed. Spørge os selv, hvor vi egentlig er på vej hen, ja, hvem vi overhovedet er. Men er det overhovedet muligt at få et dansk middelklassepublikum i sikker forvaring til at begribe det, vi strengt taget ikke kan forholde os til? Eller er vi blevet immune? Tillad mig at tvivle. Men forsøget skal jo gøres.