Mammutteatret holder ofte et fabulerende troldspejl op for samtidens normer og viser os dermed absurditeten i den virkelighed, vi ellers kan tage for givet. Således også i ”De danser alene” med manuskript af filosoffen Anders Fogh-Jensen. Han har gjort sig bemærket som skarp iagttager og debattør af strukturelle forholds fortsatte betydning i individualiseringens epoke, og springer nu ganske vellykket ud som dramatiker.
Vellykket, bl.a. fordi han vælger lærestykkets form og dermed gør vejen fra debatstof til drama kort med en præcis, provokationspirrende tekst som resultat. Den veksler fint mellem dialoger og en ramme af ordbogsagtige forklaringer af begreber som transit, fleksibilitet og ad hoc. Teksten lykkes også fint Egill Pálssons iscenesættelse, der tilfører tanke-teksten en passende stilisering via drømmende farvesekvenser, men især ved at arbejde med titlens dans i en variation af koreografier, der visualiserer de usynlige strukturer, der styrer det frisatte individ i netværkssamfundets tid.