Hvorfor fungerer Det Kongelige Teaters opsætning af »Helligtrekongersaften« så godt på Skuespilhusets Store Scene? Fordi den er en klassiker, som er grebet moderne og uhøjtideligt an uden angst for at flå lidt i Shakespeares blankvers. Bogstavtro, men ikke så meget at det gør noget. Men den er stadig et eksempel på en forestilling, som har tillid sit forlæg. Og dermed ender den med at respektere sine tilskuere, som ikke hægtes af, men i stedet inviteres indenfor til en legesyg teaterfortælling med ord og krop. Den er alt andet end udtryk for en instruktørs golde onani for indviede, lemfældig omgang med klassikere foran et forudsætningsløst publikum.
Kig lidt på den: Den ligner jo en hvilken som helst anden trendy klassikeropførelse, sådan som de skal se ud for tiden. Kostumerne er alt godt fra klæd-ud-kassen, Scenografien er ikke meget andet en poleret cementmur med pink neonbogstaver, der staver »Illyrien«, eventyrlandet, hvor Shakespeare har sat sin kåde kærlighedskomedie, hvor alle elsker de forkerte, indtil brikkerne falder på plads. Alle skuespillerne er placeret på stole langs væggen, sådan som det også bruges i disse år, hvor teater helst skal gøre opmærksom på sig selv som netop teater.