Kostumerne hænger på rad og række på førstesalen i Designmuseum Danmarks baghus, der de næste to måneder agerer garderobe for de medvirkende i Grønnegårds Teatrets store sommerforestilling, »Visen om Sidsel«.

Nikoline Werdelins ansigt lyser begejstret op ved synet, og med forsigtige fingre trækker hun først det ene, så det andet kostume ud og betragter dem indgående – grove kjoler i vadmel og hør, der har ligget i te for at få det helt rigtige brugte og slidte udtryk. Tykke frakker og hvide stivede kyser. Og her – noget af det allervigtigste – et par slidte skindbukser, der ser ud som om ejeren har boet i dem i flere år, selv om de kommer lige fra teatrets systue.