Før jeg stak hovedet ind i Hemingways badeværelse i det, der havde været hans hus på Cuba, opsøgte jeg for næsten 30 år siden Graham Greenes bopæl i Sydfrankrig.

Greene var på sine gamle dage - fra engang i 1960erne - flyttet til den franske riviera og boede i Antibes med sine bøger og resten af sit forfatterskab i en lejlighed med en mageløs udsigt til havet.

Jeg var helt henne ved døren til hans opgang og stod længe og så på ringeklokken, inden jeg undlod at ringe på. Det var lidt hen på efteråret, for jeg havde læst mig til, at han holdt allermest af Antibes, når højsæsonen ebbede ud, samtidig med at bladene faldt på Boulevard Général Leclerc.

Til at begynde med, inden træerne var begyndt at tabe blade, var de udenlandske biler for hjemadgående. Han gik og holdt øje med nummerpladernes nationaliteter på vejen mellem havet og Place de Gaulle, hvor han hentede sine engelske aviser. Det kolde vejr kunne komme tidligt, og så har Antibes kun sol om morgenen – lige tilstrækkeligt til morgenmad på terrassen – men det sikreste var at spise frokost inden døre.

Det var den tid af året, hvor Juan les Pins blev lige så trøstesløs som en lukket forlystelsespark, med brædder for boderne og plakater med »vinterlukket« uden for forlystelsessteder som Pam-Pam og Maxim. Antibes blev sig selv, en lille by med sit opland, med Auberge de Provence fuldt af lokale folk og med gamle mænd siddende inden døre i færd med at drikke øl eller pastis på Place de Gaulle.

Det følgende årti fulgte jeg Greenes litterære fodspor til bl.a. Vietnam.

Det vietnamesiske ord for »opstand« er Dong Khoi, og det hedder den gade i Saigon (nu officielt: Ho Chi Minh Byen), der nævnes i »Den stilfærdige amerikaner«s første sætning som Rue Catinat. Det var kolonibyens mest elegante strøg. I 1954 skiftede den navn til Tu Do, der betyder »frihed«, og den gade blev luder- og bargade for de amerikanske soldater under den ulyksalige Vietnamkrig. Da neonlysene slukkedes, fik den sit nuværende navn, og den er igen blevet byens forretningsstrøg.

Navnene beskriver den udvikling, der foregribes i »Den stilfærdige amerikaner«.

Her lever den midaldrende englænder Thomas Fowler, korrespondent for The Times, i Saigon med sin vietnamesiske veninde, Phuong, på tryg afstand af konen hjemme i England. Titlens stilfærdige amerikaner er diplomaten Alden Pyle, der, indtil han selv findes myrdet, er på fordækt mission mod kommunismen. Samtidig er han ved at stjæle Fowlers elskerinde ved at stille hende ægteskab og et hjem i Amerika i udsigt.

Tilrejsende har let ved at forelske sig i Vietnam, og det var, hvad Graham Greene gjorde, da han ankom i 1951. Han tilbragte de fire følgende vintre her - tiltrukket ligeligt af krigen mod franskmændene, bordellerne, opiumshulerne og landets skønhed. På Greenes tid var det de færreste beskåret at rejse til Vietnam, og i de følgende årtier var det umuligt på grund af krig og kommunisme, men i dag er det muligt at få visum og som turist opleve det massive tropiske klima, de lysende skarpe farver og den eksotiske kultur, der var romanens kulisse.

I dag kan man i byerne mellem cykler og osende knallerter stadig se de blåmalede franskproducerede busser fra kolonitiden, og når solen står op over Det Sydkinesiske Hav, kan man fra de store hoteller ud til havet se lokale vietnamesere gøre gymnastik på stranden.

Siden tog jeg til Cuba og inspicerede Hemingways badeværelse. Det lå i forlængelse af arbejdsværelset i hans finca, der ligger et stykke vej uden for Havana. Tidløst indrettet med toilet og brusebad og en stor badevægt. I bekvem afstand fra toilettet stod op ad væggen en lille reol med læsestof og på gulvet foran en tidskriftholder. I det modsatte hjørne, ved siden af bruseren, stod forfatterens bidet og badevægt. På væggen over vægten havde han med blyant anført sin vægt og sin puls på udvalgte datoer.

Der var ikke noget toiletpapir, men det er der generelt ikke på Cuba.

Hvis man er opmærksom på det, er der også en del andre fine eksempler på forfatterhjem spredt rundt om i geografien, hvor man midlertidigt kan få stillet sin kulturelt indpakkede nyfigenhed:

På Mårbacka i Sverige kan man se Selma Lagerlöfs gustavianske soveværelse, man kan se Herman Hesses flygel i det sparsomt møblerede Casa Carnuzzi (Schweiz), Lawrence Durrells efterladte hatte på en buste i huset på Korfu, Alberto Moravias Edward Hopper-agtige havudsigt i funkishuset i Sabaudia syd for Rom, Mark Twains billardbord i det skumle victorianske hus i Hartford, Connecticut, Knut Hamsuns småborgerlige indretning af godset Nørholm syd for Oslo eller Karen Blixens rejsegrammofon i den grønne stue på Rungstedlund. (Var det virkelig den, hun og Denys spillede Mozart på, når de var på safari?)

På Cuba gik jeg og indsnusede atmosfæren i gaderne i det gamle Havana og drak Mojitos sidst på dagen og lyttede til salsa og spiste lune bananchips, chicharritas. De sidste tilberedes af grønne »macho«-bananer, der skæres i tynde skiver og steges i olie eller svinefedt til de er sprøde, hvorefter de overdrysses med salt og lægges på fedtsugende papir, før de serveres, mens de endnu er varme. Aftenen genlød af klikkene fra de parringslystne edderkopper og koret af cikader og frøer, hvis vil ellers kunne høre noget for den evige underlægningsmusik fra Buena Vista Social Club.

Hemingways finca lå uden for byen i San Francisca de Paula. Her boede indtil for få år siden Gregorio Fuentes, der havde været styrmand, kok og bartender på Hemingways yacht, »Pilar«. Han levede i 102 år og tog 50 dollars for at lade sig fremvise og fotografere og for at gentage mindre om forfatteren, end man kan læse på et bogomslag.

Don Gregorio døde i 2001. Han skulle angiveligt have været modellen for den gamle mand i »Den gamle mand og havet«, men historien om kampen med sværdfisken og hajerne havde Hemingway fra en ældre fisker ved navn Abelardo Riveros.

I haven kan man se hans swimmingpool, hvor Ava Gardner svømmede nøgen, og hvor hans hunde ligger begravet. Selve huset er ikke tilgængeligt, man går rundt om det og ser ind gennem de åbne vinduer. I dagligstuen ser man en sofagruppe, spisestuen, soveværelset og biblioteket. Et bord med flasker står mellem to lænestole og væggene er dekorerede med jagttrofæer.

Til venstre for dagligstuen ligger hans arbejdsværelse. Døren til stuen holdes åben af en stor blå bog, »Aerosphere«, der handler om flyvemaskinemotorer. Hans Royal-skrivemaskine står på en spansk-amerikansk ordbog på en lav reol. Det var her han stod barfodet eller i mokkasiner og skrev, når han forinden havde nedfældet sine manuskripter i hånden.

Under vinduet er der en reol med hyttesko og sandaler. Nogle damer, der også holder huset rent og støver af, sidder på stole og holder øje med, at ingen forgriber sig på samlingen.

Hemingways yndlingsgevær, en østrigsk Mannlicher Schoenauer fra 1903, står under det udstoppede hoved af en bøffel. Det er det våben, der optræder i »Francis Macombers korte, lykkelige liv«, »Sneen på Kilimanjaro«, »Afrikas grønne bjerge« og »Øen og havet«. Rummet måtte oprindelig have været tænkt som soveværelse, for døren til badeværelset er lige ved siden af skrivebordet.

Jeg har det med forfatterhjem som med med katedraler og boghandeler. Må simpelthen indenfor.