Mandag d. 1. juni
»Jeg blev træt af Panorama-sagen. Det er klart, at vi ikke skal have politikere, der lyver så stærkt, som en hest kan rende, men hvis Lars Løkke refererer noget, så skal det vel ikke pludselig være odiøst? Og hvorfor skal den stakkels mand fra Taastrup jagtes af en flok blodtørstige journalister?«
»Der skal bruges færre kræfter på marginalerne og flere på substansen: Hvor skal Danmark hen? Jeg savner det store billede frem for enkeltsager, hvor én har oplevet noget negativt. Det er forfærdeligt for den enkelte, men er det væsentligt? Uanset politik vil nogle komme i klemme, for vores samfund er komplekst.«
»Jeg synes indtil videre, at Søren Pape gør det rigtig fint, ligesom Kristian Thulesen Dahl, selv om jeg ikke kunne drømme om at stemme på DF, virker afbalanceret. Anders Samuelsen svarer rent faktisk på journalisternes spørgsmål og kommer med en politik, der virker gennemregnet og velfunderet. Det er positivt.«
Torsdag d. 28. maj
»Jeg er i tvivl, fordi partierne er blevet så udvandede og angste for at sige noget, der støder svingvælgerne væk. Man kan nærmest ikke kende forskel på V og S. Der mangler substans, ideologi og flere klare visioner. Venstre kalder sig Danmarks liberale parti, men mange af partiets synspunkter er ikke specielt liberale. Jeg mangler en ren udmelding: Hvad er det egentlig, V står for? Jeg synes, at LA er klarere i mælet, men sommetider ude i et liberalt overdrev, hvor jeg heller ikke ser mig selv.«
»Det vigtigste i valgkampen er, at skatten sættes ned, og at det bliver nemmere at være selvstændig. Jeg har eksempelvis taget en praktikant ind i mit lille firma, men det er meget besværligt. Jeg vil gerne gøre mit til, at nogen kommer i job, men så skal politikerne også gøre deres til, at det bliver lettere at drive en privat virksomhed. Der er for meget bureaukrati og for mange regler.«
