Tirsdag d. 16. juni
»Jeg er glad for, at rød blok haler ind på blå blok i meningsmålingerne, for jeg er jo rød. Hvor jeg sætter mit kryds, ved jeg dog stadig ikke. Mit håb er, at folkeskolen kommer endnu mere på dagsordenen. Jeg vil gerne vide, hvordan skolereformen kan blive en succes med den store underfinansiering, der er.«
»Jeg har ikke bidt mærke i mit gamle parti, SF, endnu. Det er meget anonymt, og Pia Olsen Dyhr har ikke haft pondus til at slå igennem. Alternativet er med i mine overvejelser, men jeg er usikker på, om partiet kommer over spærregrænsen. Selvom det ligger stabilt i meningsmålingerne, kan meget stadig nå at ske.«
»Johanne Schmidt-Nielsen er ærlig i sin retorik, og det kan jeg godt lide. Det tiltaler mig meget, at Enhedslisten kalder folkeskolereformen for, hvad den er - nemlig en besparelse. Jeg kunne godt overveje at stemme på Socialdemokraterne. Dem, Enhedslisten eller Alternativet.«
Torsdag d. 28. maj
»Jeg er i tvivl, fordi jeg ikke kan se, hvem der kan gøre det bedre for mig, mit erhverv og min familie. Jeg havde store forventninger efter sidste valg og glædede mig til en ny regering, men mine forventninger er ikke blevet indfriet. Det skyldes lærerlockout, skolereform og al det interne kaos med SF, mange ministerrokader og partihoppere. Jeg synes, det er utroværdigt.«
»Det vigtigste i valgkampen er, at et parti genvinder min tro på de folkevalgte. Jeg har fået politikerlede og har brug for at føle mig hørt og forstået. Der er for meget udenomssnak, og jeg mangler partier, der interesserer sig for den almindelige danskers dagligdag.«
