Berlingske har talt med en af de unge, der har lyttet til politikerne, erhvervslivet og samfundsdebatten og valgt en naturvidenskabelig uddannelse med gode jobudsigter.

Astrid Friborg Kjeldgaard, hvilken uddannelse havde du først tænkt at starte på?

I folkeskolen og i starten af gymnasiet overvejede jeg at starte på musikkonservatoriet. Jeg ville gerne spille obo i et symfoniorkester. Begge mine forældre er musikere, og det var dermed det naturlige valg. Men de sagde, at jeg kun skulle gøre det, hvis jeg brændte så meget for det, og at jeg ikke kunne forestille mig at lave andet. Det fik mig til at overveje at blive revisor, fordi jeg godt kan lide tal, og sygeplejerske, fordi jeg gerne ville arbejde med mennesker.

Hvorfor valgte du at starte på en naturvidenskabelig uddannelse i stedet for at gå musikvejen?

Jeg kunne godt lide, at der var noget sikkerhed i at vælge en uddannelse, hvor jeg kan blive noget forskelligt og ikke bare er bundet til en form for arbejde. Og på en rejse i løbet af mine sabbatår mødte jeg nogle ingeniører i forskellige lande, som kunne løse en masse problemer i samfundet, som jeg slet ikke kunne forestille mig, at man kunne. Det gav mig lyst til at uddanne mig i den retning.

Hvad mener du om, at der i samfundet i flere år har lydt, at I unge skulle vælge uddannelse med øje for, hvor der er job at få?

Jeg er enig i den opfattelse. Nogle af mine venner, der læser humaniora, bliver nok lidt sure på mig. Men jeg kan ikke se pointen i at tage en uddannelse, hvor man fra starten ved, man ikke får et arbejde inden for det felt bagefter, hvilket i min opfattelse ofte er tilfældet for visse humaniora fag. Og så vil mine humaniora-venner nok sige: Ja ja, men det skal også være interessant at arbejde med resten af dit liv. Men det er ikke særlig interessant, når du ikke kan få et job, tænker jeg. Man bør måske være lidt bedre til at gå på kompromis, når man vælger uddannelse.

Fortryder du nogensinde, at du ikke valgte at starte på musikkonservatoriet?

Nej. Jeg holder stadig meget af musik, men jeg er faktisk glad for, at jeg ikke valgte det som mit arbejde. Og jeg er glad for at have valgt en uddannelse, hvor der er virkelig lav arbejdsløshed.