»Jeg indså alle de ting, det er forkert at lade sig drive af. Pænhed. Ambition ... Fuck det!«

1981 - Alene i mørket

20 minutter har Birthe Neumann siddet i sin femårige datters klædeskab. Hun griner for sig selv, forventningsfuldt.

Hendes mand – skuespillerkollega Poul Hüttel – er i færd med at hente deres barn, Stine, i børnehaven. Men Birthe fik tidligt fri fra prøverne på det nye stykke. Derfor aner de to andre ikke, at hun allerede er til stede, når de kommer hjem til det store hus på Frederiksberg. Eller for den sags skyld, at hun har hittet på at sætte sig i klædeskabet på 1. sal for at overraske dem.

Så hører hun yderdøren gå op og atter lukke i. Hun hører hyggesnak. De er hjemme. Hun griner igen ved tanken om, hvor overraskede de bliver. Der går nogle minutter, før de kommer op for at lægge Stines taske på værelset. Birthe åbner skabslågen. Lamslåede ser de hende træde ud i værelset. Henslængt siger hun »hej«, giver et lille vink og spankulerer ud af værelset. Men så begynder de at skrige. Og skrige. Og skrige.

2014 - I garderoben

»De blev rædselsslagne. Det var så frygteligt.« Sådan afslutter Birthe Neumann skabshistorien.

Når hun fortæller episoder fra sit liv, foregår det i et adstadigt tempo. Ofte lukker hun øjnene, mens hun med et sekund eller to mellem hvert ord rekonstruerer minderne. Når historien er bragt til ende, åbner hun øjnene og stirrer direkte på mig. Med et blik, der spørger: »hvor skal vi nu hen?«

Interviewet finder sted i Birthe Neumanns garderobe i Skuespilhuset. Hun har netop overstået en lang dags prøver til teaterstykket »Koks i Kulissen«, der har premiere 26. januar. Her spiller den nu 67-årige kvinde en aldrende skuespillerinde, der satser sin formue på opførelsen af den platte sovekammerfarce »Uden en trævl«. Men nær ved intet går efter planen. Det er Nikolaj Cederholm, der instruerer, så »stykket bliver trukket ud i samtlige hjørner. Det er sjovt, men hårdt at være en del af,« fortæller hun, mens hun hælder et glas vand op og sætter sig over for mig i den lavbelyste garderobe.

Nu når vi er ved komedier, så gentager hun sin rolle som enkefru Fjeldsø i »Badehotellet« på TV2 – første afsnit af 2. sæson vises i aften. Da holdet optog de seks nye afsnit, glædede hun sig særligt over at gense kollegerne. Den folkeligt populære (flere end 1,5 millioner ugentlige seere) men kritikermæssigt udskældte TV-serie er som en ny, ekstra familie for hende. Det giver hende noget både personligt og professionelt, et tilhørsforhold, ligesom Det Kongelige Teater er det. Her har Birthe Neumann været tilknyttet i snart 40 år.

Fælles for begge aktuelle roller er, at Birthe Neumann bruger sin skæve sans for komik tilsat momenter af dyb alvor. Hendes personlige stil har indtil videre sikret hende to Robert-priser (for »Kun en pige« og »Festen«) og to Bodil’er (for »Kærlighedens smerte« og »Lykkevej«). Hun er desuden ridder af 1. grad af Dannebrogordenen.

En anden lighed mellem de to roller er, at hun spiller en kvinde, der tilhører den borgerlige overklasse. Hvilket hun ofte har gjort gennem karrieren.

»Når jeg siger ja til roller som disse, tænker jeg aldrig, at »hende« har jeg lavet før. Men jeg kan godt lide at spille overklassekvinden. Det er, fordi jeg har en lille feminist siddende i mig – jeg føler en stor omsorg over for kønnet, og jeg føler en ømhed over for de kvindeskikkelser, som jeg her portrætterer. Kvinder, der i den grad er underlagt den maskuline magt,« siger hun.

Hun zoomer ind på sin rolle som fru Fjeldsø i Badehotelet. Denne overklassekvinde er enke i 1920ernes Danmark. Men selv uden sin mand kræver fru Fjeldsø af sig selv, at hun stadig kan være en mor, en søster og en relevant samtalepartner.

»Kvinder som hende føler jeg stor beundring for. Hun er ikke noget længere, men hun føler sig som noget og opfører sig med værdighed. Hun nægter at lade sig kue. I dag findes der ikke længere så mange kvinder som hende, men engang var de overalt. Tag bare hele min mors generation. De var hjemmegående. Hvis de ikke havde nogle mænd – hvis han skred eller døde – så var der ingen anden identitet at påtage sig end rollen som bedstemor for eksempel.«

Birthe Neumann var barn i 50ernes Vanløse. Hendes far var skolelærer og moderen hjemmegående. Hendes bedstemor var stort set altid hos dem i den toværelses lejlighed. Her hjalp hun med madlavningen og rengøringen, og hun puttede Birthe og hendes lillesøster Elin. Men meget ændrede sig for den generation af kvinder, som Birthe tilhørte. For hende og søsteren blev det standard at tage en uddannelse. Efter et halvhjertet forsøg på at studere litteratur på universitetet – bortset fra at læse fiktionen var studiet »ulideligt kedeligt« – skiftede Birthe Neumann retning og blev efter andet forsøg optaget på Statens Teaterskole i København.

»I adskillige tidligere interviews har jeg fortalt, at skuespiller-idéen blev påtvunget mig af min lærerinde allerede i 1. klasse. Hun opdagede, at jeg havde nemt ved at lære udenad og fik mig altid til at recitere noget, når der var forældredage. Jeg hadede det. Alligevel roste hun mig for mine evner. Sagde, at jeg skulle holde fast i det, at jeg en dag kunne blive skuespiller. Hun satte den tanke i mig. Det er sandt. Men fra skolen husker jeg kun det at optræde som noget negativt. Det var sammen med min far, jeg morede mig, når jeg spillede roller.«

1954 - Fars fængsel

Birthe var fars pige, og lillesøster Elin var mors. Birthe og farmand pjattede og pjankede, indtil moren sagde:

»Nu stopper vi«

eller

»nu skal vi have ro«

eller

»hvad vil fru Frandsen (nabokonen, red.) ikke sige, hvis hun hører, at I snakker så højt om den slags pjat?«

Faktisk var det tre mod to i den toværelses lejlighed i Vanløse, for bedstemor – mormor – tog altid morens og Elins parti. De tre brød sig aldrig om, når Birthe og farmand teede sig. Og teede sig gjorde de altid om søndagen, når hele familien skulle på udflugt. En dag gik turen til Thorvaldsens Museum i Indre By. Fra de forlod opgangsdøren i Vanløse, og til de nåede sporvognen med linje 14, haltede Birthes far. For sjov, forstås. Og Birthe gjorde det samme, som det lille ekko hun var. Når hun fnisende kiggede sig over skulderen, kunne hun se afstanden til Elin, moren og bedstemoren vokse sig stadigt større. Trekløveret var så flove, at de nægtede at følges med familiens to klovne.

Scener udspillede sig også, når de fem sad i S-toget for at besøge familien på Østerbro. Her førte far Svend og Birthe lange samtaler om hans seneste ophold i fængsel. For sjov, forstås.

»Det er dejligt at være ude igen,« sagde han.

»Ja, men du har også siddet inde længe denne gang,« sagde hun.

Herefter fortalte faderen om sine fiktive oplevelser i fængsel, mens trekløveret rødmende forsøgte at forsvinde ned i togets sæder.

Birthe og hendes far kunne ikke standse fjolleriet. For de elskede det. Ikke kun, fordi det var sjovt at spille roller, mere bestemt også, fordi de andre hadede det. Det var en form for mobning, indrømmer hun.

2014 - Tilbage i garderoben

Det kan godt være, at Birthe Neumann var god til at lære udenad, sådan som hendes lærerinde opdagede i 1. klasse. Men det var gennem faderen, at hun opdagede sin personlighed og sit virkelige talent.

»Den der lille fryd ved at leve sig ind i en rolle og spille en lille pige, der var glad for, at faren blev sluppet ud fra fængslet. Det var noget helt specielt. Jeg tænker, at det må være det nærmeste, jeg har været, på at have skuespillerambitioner som barn. At det var lige der, den drøm blev plantet,« siger hun.

»Det, min far og jeg gjorde, kendetegner meget min måde at spille på. At være lidt skæv og skille sig ud i forhold til omgivelserne. Jeg har et særligt talent for at vække forkert opmærksomhed. De her lege fortsatte hele min barndom. Ja, jeg tog dem faktisk med over i den familie, jeg selv stiftede.«

Her blev datteren Stine Birthes allierede, og ægtefællen Poul Hüttel blev offeret. Ofte legede mor og datter, at Poul var en fremmed mand, de havde fået lov til at bo hos. Så de omtalte ham udelukkende som »manden«. For eksempel var sætninger som »vil du spørge manden, om han vil skrue op for TV’et?« ingen sjældenhed i hjemmet på Frederiksberg. Med andre ord har Poul Hüttel måttet leve med drilleriet gennem 42 år, for Birthe Neumann kan ikke lade være.

»I virkeligheden er det lykken ved at drille, jeg stadigvæk mærker, når jeg arbejder. Jeg har ikke megen fornøjelse ved at klæde mig ud. Men at jeg har drillerier kørende med de andre på scenen eller under optagelser, siger mig utroligt meget. Det gør det skævt, uforudsigeligt. Jeg elsker at give det trygge og det pæne et svirp.«

I den seneste generation er narrestregerne i familien dog nedtonet. Datteren Stine – der er uddannet jurist og arbejder som anklager på Grønland – opfører sig helt anderledes over for sine to børn, end Birthe gjorde for hende.

»Stine er tusind gange mere følsom og omsorgsfuld og moderlig, end jeg var i stand til at være. Jeg tror, at hun er alt for klog til at lave de her drillerier. For jeg har jo også lavet frygtelige ting. Historien om dengang, jeg sad i klædeskabet og forskrækkede Poul og Stine, er blevet et traume i vores familie. Jeg vil aldrig kunne sone den episode.

Det er et glimrende eksempel på, at min personlige situationsfornemmelse ikke altid har været helt skarp. Men i mellemtiden vil jeg påstå, at jeg er blevet rigtig voksen. Jeg ville aldrig opføre mig dumt og barnligt over for børnebørnene.«

1989 - Alene i mørket

Der findes to versioner af Birthe Neumann. Hende før 1989. Og hende efter. For det var året, hvor træernes grene lignede krogede, døde knogler. Virkeligheden forvrængedes. Synet blev sort. Det var året, hvor hun oplevede følelsen af at stå med næsen mod en mur. Ude af stand til at bevæge sig.

Hun havde i lang tid bevæget sig mod den tunge depression, hun oplevede dette år, som 42-årig. Men hun ænsede det ikke, før den opslugte alt. I årevis havde hun følt sig som en dårlig mor, kone og skuespiller. Hun var uværdig til hvad som helst. En svækling.

Men hvor det tog hende adskillige år at blive syg, tog det blot et øjeblik at blive rask. Så hurtigt virkede medicinen. Herefter fulgte måneders selvransagelse, som hun »bøvlede« sig igennem. Hvad skulle hun ændre? Hvordan kunne hun passe bedre på sig selv? Det var i denne proces, hun blev voksen, fortæller hun. Det var her, hun fandt sit nye jeg.

2014 - Tilbage i garderoben

Egentlig var det ikke meningen, at Birthe Neumann ville have fortalt om sin depression i dette interview, forklarer hun. Fordi hun har nævnt det så ofte før, og fordi hun ikke kun vil være hende, der er kendt for at være disponeret for den mentale lidelse.

»Men det er bare en hjørnesten i min fortælling. Når vi taler om arbejdsglæde, og hvordan jeg har det i livet generelt, er det umuligt at komme udenom,« siger Birthe Neumann, der helt tydeligt bliver bevæget, når hun taler om sit livs mørkeste år.

Alligevel tøver hun ikke et sekund, da jeg spørger, hvilken version af sig selv, hun bryder sig bedst om. Hende før eller efter?

»Efter! Men det handler ikke så meget om at bryde sig om den ene eller den anden. Det handler mere om, at det i en stor del af tiden ikke var rart at være mig før depressionen. Det var meget smertefuldt.«

Derfor ser hun på sin vis depressionen som noget positivt. En sygdom, hun ikke ville have været foruden. For gennem den havde hun følelser og oplevelser, der var så stærke og barske, at det satte alting i relief.

»Det gav mig en større forståelse for proportioner. Af væsentligheden i de ting, jeg foretog mig,« siger hun.

»Jeg indså alle de ting, det er forkert at lade sig drive af. Pænhed. Ambition ... Fuck det! Det er slet ikke der, lykken ligger. Før spillede jeg aldrig skuespil, fordi det var sjovt. Jeg gjorde det for at blive sindssygt dygtig, for at blive berømt og for at bevise, at jeg kunne noget. Jeg spillede, fordi jeg brændte for at fortælle den ene eller den anden historie. Men jeg spillede aldrig, fordi jeg syntes, at det var sjovt. I dag spiller jeg udelukkende for at more mig,« fortæller hun og understreger, at hun på grund af sin alder også har lidt mindre travlt nu end tidligere.

»I dag handler mit liv i højere grad om glæde, og det handler om ro. Det er ikke sådan, at jeg går rundt og oplever en euforisk jubel konstant, men set i forhold til perioder af mit liv, der bestod af kaos og mørke, er jeg mere lystfuld og forventningsfuld. Jeg tør håbe, og jeg tør være glad.

Jeg er ikke længere på flugt hele tiden.«

Se her en forfilm til anden sæson af Badehotellet, der har premiere på TV2 klokken 20.00 i aften.