Det tog Suzanne Berendt 20 år at finde ud af, hvad hun skulle være, og det endte med at blive dét, hun havde tænkt på allerførst, men af forskellige årsager ikke valgt. Som 43-årig kunne hun kalde sig skolelærer, hun havde fast job og var i sit omskiftelige arbejdsliv omsider glad for at gå på arbejde hver morgen.

»Jeg har aldrig fortrudt. Der er ikke en dag, hvor jeg tænker, at jeg ikke gider,« siger hun, der arbejder mere end nogensinde. Og elsker det.

Som ung student var hun en overgang lærervikar. Hun var god til det, men bl.a. fordi hendes far mente, at lærer var noget, man blev, når man ikke kunne blive andet, droppede hun drømmen om seminariet. I stedet uddannede hun sig til korrespondent og blev ansat som sekretær i skiftende virksomheder.

Jobbet kedede hende

Jobbene kedede hende imidlertid, og hun søgte hele tiden nye stillinger og udfordringer, forsøgte sig på et tidspunkt med sygeplejerskeuddannelsen og byggede oven på korrespondenteksamen med en Erhvervssproglig Diplomprøve.

Men hun blev ikke mere tilfreds i sit arbejdsliv af det.

Som årene gik, blev hun efterhånden klar over, at det arbejde, hun havde været gladest for, var det gamle lærervikarjob. Efter sin anden barsel, hvor hun havde gået hjemme i et par år, tog hun tilløb og vendte tilbage til folkeskolen. Først som vikar, siden uddannede hun sig på aftenseminariet.

»Før havde jeg det sådan, at jeg så frem til den første i måneden, hvor jeg skulle have min løn, eller til jeg havde fri, for så kunne jeg lave det, jeg syntes var sjovt. Men efter at jeg er blevet lærer, tænker jeg ikke over, hvornår lønnen er der, jeg konstaterer det bare. Det siger noget om, hvor glad man er for sit arbejde,« siger Suzanne Berendt, 54, der er en af flere cases i den nyudkomne bog, »Kunsten af skifte spor«.

»Man skal søge, indtil man finder det, man er glad for. Man skal lytte til sin indre stemme, frem for hvad andre siger, at man bør. Det siger jeg også til mine elever, når de skal til at vælge. Det kan godt være, at regeringen og alle andre siger noget andet, men hvis ikke man er glad for det, man laver, så er det ikke sjovt at gå på arbejde.«

Hun ærgrer sig dog ikke over, at hun ikke blev lærer allerede som helt ung. Måske var hun så bare endt med at brænde ud, som hun siger.

»Og det er godt at have noget mere i bagagen. Alle lærere burde lave noget andet, inden de begyndte at læse, så de kendte verden uden for skolens fire vægge og kunne hive deres erfaringer med ind i jobbet.«