Jeg er godt og grundigt træt af frelste veganere og øko-hippier, der skal belære os

I en tid hvor det individuelle valg er under pres fra sundhedsfanatiske kollektivister, er vi mere end nogensinde før nødt til at holde fast i, at det er den enkeltes eget valg, hvad man udsætter sin krop for.

For det, der gør os allermest lykkelige, er at have friheden til at kunne vælge, hvordan vi selv vil leve vores liv. Ikke hvor gamle vi bliver, eller hvor sundt vi lever.

Livsstil er i løbet af de sidste årtier gået fra at være en privatsag til noget, alle tillader sig at have en mening om. Det skal selvfølgelig ikke være forbudt at have en mening om andres valg. Men for nogle mennesker er det bare ikke nok. Nej, de vil død og pine bestemme over andres kroppe, sind og penge. Men af »god vilje« og et »godt hjerte« og altid »for folks egen skyld«, forstås.

Den klassiske liberalisme handler om, at man anerkender individets frihed til at leve, som det ønsker, så længe det ikke er til skade for andre. Derfor er sundhed også den enkelte borgers eget valg og ansvar. Når politikere forsøger at tvinge deres egne livsværdier ned over borgerne ved at bruge staten til at adfærdsregulere borgernes sundhed, underkender de samtidig borgernes evne til at tænke selv og træffe deres egne valg på et oplyst grundlag.

Friheden til at leve

Jeg er godt og grundigt træt af frelste veganere og øko-hippier, der alle har det til fælles, at de mener, at de ved, hvad der er bedst for borgerne. De anerkender ikke det frie valg, når de prøver at presse en bestemt levevis ned over hovedet på os andre med værktøjer såsom differentieret moms på økologiske fødevarer og fremme af plantebaseret mad på offentlige arbejdspladser. Det sidste har Alternativet senest foreslået i Københavns Borgerrepræsentation.

Et argument for adfærdsregulering er, at man ligger andre mennesker økonomisk til last, og derved er indirekte til skade for dem, når de gennem skatten er med til at betale for rygeres kræftbehandlinger og overvægtiges fedmeoperationer. Ja, der vil være penge at spare, hvis rygere røg mindre, og vi spiste flere grøntsager frem for fedt og sukker. Men der vil også være penge at spare, hvis færre brækkede benet, når de stod på ski, eller forstuvede en fod når de løb et maraton.

Jeg vil til enhver tid kæmpe for andre menneskers ret til at ryge ti smøger om dagen, selvom de ved, at der er en forhøjet risiko for, at de måtte leve et kortere liv på grund af deres valg. Borgernes måde at leve deres liv på skal ikke gøres op i, om de er en god forretning for staten. Jeg vil hellere dø lykkelig og fri som 70-årig end være underlagt adfærdsregulerende afgifter og forbud for alt i verden at blive så gammel som overhovedet muligt.

Friheden til at leve som du selv vil kombineret med trygheden i, at der altid er et sundhedssystem, som kan hjælpe dig, hvis du bliver syg, er i sandhed ægte velfærd.