Magtkamp. Japan er midt i et opgør med sin pacifistiske fortid. Det er ikke længere nok at se til, mens Kinas militær bliver stadigt mere dominerende i regionen. Regeringen vil styrke våbenindustrien, danne tættere alliancer og ændre lovgivningen.
TOKYO: På bare to år har premierminister Shinzo Abe besøgt over 50 lande. Med sig bringer han altid et dokument, der gør rede for Japans sikkerhedspolitiske situation. For det kræver international opbakning at gøre, hvad hans regering er i færd med. Den nye magtbalance i Østasien og Japans rolle i en region, hvor Kina fylder mere og mere, er en afgørende drivkraft for Shinzo Abes politiske projekt. En kombination af løfter om økonomisk fremgang og national genrejsning. Japanerne skal være stolte af at være japanere. De skal se fremad og ikke bagud. De skal være aktive internationalt – og de skal kunne forsvare sig selv. Nye toner i et land, der siden nederlaget i Anden Verdenskrig, har ført en tilbagetrukket udenrigspolitik rammet ind af en pacifistisk forfatning. Så hvad har ændret sig? Spørger man i Tokyo, lyder svaret, at det ikke er Japan, men derimod Kina, der har ændret sig.
»I Fjernøsten plejede Japans og USAs militære magt sammenlagt at være stærkere end Kinas, men nu ændrer situationen sig, og Kina er ved at overgå os, hvilket giver grund til bekymring,« siger Yosuke Isozaki, særlig sikkerhedspolitisk rådgiver for den japanske premierminister.
Kinas militærbudget er vokset til over det tredobbelte af Japans. Der er stadig lang vej op til USA på den globale førsteplads, men i Kinas nærområder er styrkeforholdet ved at tippe. Hvis det ikke allerede er sket. Her fylder USAs stillehavsflåde ikke mere, end den plejer, mens Folkets Befrielseshær konstant bliver styrket.
»Som et resultat af Kinas omfattende og hurtige militære modernisering er magtbalancen mellem Kina på den ene side og USA samt USAs allierede på den anden side skiftet i retning af Kina,« fremgår det af en rapport offentliggjort i sidste måned af en ekspertgruppe i den amerikanske kongres.
Udviklingen er dog ikke ny. Og med de ressourcer, Kina poster i sit forsvar, er resultatet nærmest uundgåeligt. Derfor var sikkerhedsspørgsmålet et af de emner, der for to år siden var med til at sikre Shinzo Abe en overlegen valgsejr. Siden har han hævet forsvarsbudgettet for første gang i over et årti, indført en ny national sikkerhedsstrategi og påbegyndt et opgør med landets forfatning. Konservative japanske politikere har længe beskyldt Japans pacifistiske lovgivning for at svække landets rolle i regionen og give plads til kinesisk dominans. Af forfatningen fremgår det, at Japan ikke må gribe til militær magt, bortset fra hvis landet selv er under angreb. Altså heller ikke hvis allierede bliver angrebet. Men det ændrede regeringen ved en politisk beslutning om at fortolke forfatningen på en ny måde.
Derudover har regeringen bestemt, at den japanske våbenindustri igen må eksportere til udlandet. Det skal styrke den hjemlige produktion og føre til besparelser i forsvaret. En række lande har allerede udvist interesse for den japanske våbenteknologi. Indien forventes at erhverve japanske amfibiefly, og forhandlingerne er gået i gang om et muligt australsk køb af ubåde.
»Det her vil styrke den japanske forsvarsindustri. Men lige nu er vi inde i en overgangsfase. Vores politik ændrede sig hurtigere, end industrien havde regnet med, så den er stadig bagefter. Det kommer til at tage tid for branchen at blive mere international,« siger Shigenori Mishima, direktør for våben og krigsskibsdivisionen i det japanske forsvarsministerium.
Falder sidstnævnte handel på plads, er der ikke kun tale om en milliardforretning for Mitsubishi og Kawasaki, der producerer ubådene. Det vil også knytte Japan og Australien sammen i en endnu tættere forsvarsalliance. Og det er netop, hvad Japan har brug for, mener Narushige Michishita, sikkerhedsekspert ved National Graduate Institute for Policy Studies.
»Når lande er på fremmarch, som Kina er det, har de en tendens til at være mere aggressive. Det skete for Japan, hvor militæret tog kontrollen fra regeringen. Jeg håber, at vi sammen med USA og andre lande i regionen kan skabe en balance, der forhindrer, at det sker igen,« siger han.
Forholdet mellem Kina og Japan har de seneste år været præget af dyb mistro. Uenighed om ejerskabet til en gruppe småøer i Det Østkinesiske Hav har skabt nye fjendebilleder og fastfrosset de diplomatiske forbindelser.
»Jeg tror ikke, at vi kan konkurrere med Kina for altid, men det kan tænkes, at vi skal igennem en overgangsfase på 10, 20 eller 30 år. Kina er lykkedes med at adskille politik og økonomi, men det kan ikke lade sig gøre for evigt. På et tidspunkt vil der komme en demokratiseringsbølge. I Japan skal vi forberede os på den bølge, fordi den kan lede til en meget ustabil situation,« siger Narushige Michishita.
I en undersøgelse offentliggjort af China Daily og en japansk NGO i september svarede halvdelen af kineserne, at en militær konflikt mellem de to lande er forventelig i fremtiden. I Japan mente 29 procent det samme. Undersøgelsen viste også, at næsten to ud af tre japanere ser Kina som en trussel. Men ikke alle japanere er enige i regeringens nye kurs på sikkerhedsområdet. Nyfortolkningen af forfatningen og indførelsen af en lov om statshemmeligheder har mødt stor folkelig modstand. Det ændrer dog ikke ved, at Shinzo Abe er storfavorit, når Japan den 14. december går til valg.