Når USA holder sig tilbage og taler blidt, er der ingen, der gider lytte! Sagde USA’s tidligere udenrigsminister Condoleezza Rice i den forgangne uge. Og der er desværre noget der tyder på, at hun har ret. Det så vi demonstreret ved sidste uges tre store topmøder i Asia-Pacific, hvor USA’s og de øvrige vestlige landes hårde kritik af præsident Putins fremfærd i Ukraine ikke fik tilslutning fra de øvrige lande. Derfor havde den russiske ambassadør i Danmark en vigtig pointe, da han tidligere i denne uge sagde til Berlingske: »I kan ikke isolere Rusland!«

Det var de vestlige lande, som kritiserede Rusland. Og ganske vist tog en fornærmet Putin tidligt af sted fra G20-mødet i Australien – men han kunne lune sig ved, at kritikken ikke kom fra de store lande i Asien, Latinamerika og Afrika. Det er utroligt, at Ruslands grove brud på folkeretten – annekteringen af Krim med våbenmagt og den åbenlyse militære intervention i et naboland – kun fremkalder lunkne reaktioner fra lande, som ellers er særdeles ømskindede over for den slags angreb på et lands territoriale integritet. Men når disse lande bare trækker på skulderen – og selv Japan helst kigger den anden vej – hænger det i høj grad sammen med USA’s svækkelse i det globale spil om magten.

Præsident Teddy Roosevelt havde i sin tid det berømte motto »Speak softly and carry a big stick!« (tal blidt, men hav en stor kæp i hånden). Og så viste han ved flere lejligheder, at han var parat til at bruge den kæp, hvis nogen skulle blive forledt af den pæne tone. Problemet med præsident Obama er, at han nok taler pænt, men at man ikke rigtig tror på det med den store kæp. Det gik helt galt, da han trak den berømte »røde streg« over for Syriens præsident Assad: Hvis du bruger kemiske våben, må du selv tage konsekvenserne. Men da Assad så brugte kemiske våben, skete der ingenting…

DEN SLAGS NOTERES naturligvis af andre autoritære magthavere, som er rede til at blæse på folkeretten. Især ham, der sidder i Kreml.

Putin vidste godt, at europæerne er papirtigre. Det fik han demonstreret, da han for seks år siden sønderlemmede Georgien. Han blev skældt vældigt ud af EU, isoleret og udsat for sanktioner. Men det varede ikke så længe. Selv om han blæste på den våbenhvile, europæerne havde forhandlet på plads, varede det kun et år, før han igen var inde i varmen. Tyskerne solgte ham avancerede kommunikationssystemer til modernisering af det militær, der havde klaret sig skidt i krigen i Georgien, og franskmændene begyndte at bygge helikopterhangarskibe til hans flåde, så næste krig kunne gå meget hurtigere, som en af hans admiraler sagde…. Så han vidste godt, hvor han havde europæerne.

Nu vidste han så også, at der ikke var vilje i Washington til at bruge den store kæp. Og at han roligt kunne fortsætte med det projekt, han allerede havde sat i gang i Georgien: Sikring af Ruslands »interessesfære« ved at skabe »frosne konflikter«, som underlægger nabolandene Moskvas vilje – og forhindrer en tilnærmelse til Vesten.

Det får han tilsyneladende lov til. Ganske vist er der indført sanktioner, som er ødelæggende for den i forvejen svage russiske økonomi. Men han er ligeglad, og takket være det massive statslige propagandaapparat fyldes russerne med fortællingen om, at de tomme hylder i deres supermarkeder skyldes vestens ønske om at svække Rusland. Og Putin selv og hans marionetter fremturer med påstande om, at det er USA og NATO, som har skabt alle problemerne.

EN MILITÆR VESTLIG indgriben i Ukraine er utænkelig. Det er også tvivlsomt, om yderligere sanktioner fører nogen vegne. Men hvad så?

Europæerne må sætte ind på tre områder: Styrke det fælles beredskab i NATO og EU. Skabe større solidaritet indbyrdes på energiområdet. Og finde veje og midler til at understøtte den ukrainske økonomi, som er på sammenbruddets rand. Det er alt sammen nødvendigt for at demonstrere, at vores samfundsmodel og frihedsidealer er at foretrække fremfor det, Putin har at byde på.

USA kan gå det skridt videre, som verdens eneste supermagt har mulighed for at tage: Tilbyde våbenhjælp til den lovligt valgte ukrainske regering, så den kan forsvare sig mod angreb udefra. Præsident Obama og de europæiske ledere har hidtil afvist dette med, at det kunne friste ukrainerne til at tro, at der findes en militær løsning på konflikten. Det er tom snak. For Putin har netop demonstreret, at det gør der. Nemlig hans egen militære løsning, som hidtil har givet ham, hvad han ønsker. Men hvis ukrainerne får bedre muligheder for at forsvare sig, kan det blive så kostbart for Putin at forfølge den militære løsning, at han måske afstår.

Herved ville USA leve op til det vigtige »Budapest Memorandum« fra december 1994, som garanterede Ukraines territoriale integritet til gengæld for, at landet opgav sine atomvåben. Den aftale har Rusland brudt. Og USA har ikke levet op til den i tilstrækkelig grad.

USA kan også støtte europæerne i at gøre sig uafhængige af russisk olie og naturgas. Og den amerikanske støtte til NATO er helt afgørende for, at der skabes en troværdig afskrækkelse – som fratager Putin lysten til nye eventyr.

Men det hele står og falder med USA’s globale lederskab.

DER TÆNDTES ET lille håb ved aftalen mellem USA og Kina om fremtidens klimapolitik. Bevares – aftalens indhold er særdeles tyndt – men bare det, at de to ledere satte sig sammen og indgik en aftale var et tegn på, at der i deres opfattelse er plads til dem begge to på den globale magtplatform. Det var et første lille skridt. Hvis USA og EU kan give tilsvarende plads til de nye store lande på verdensscenen i ledelsen af de institutioner, der skal sikre freden og stabiliteten – FN’s sikkerhedsråd, IMF, Verdensbanken – kan det måske skabe et nyt internationalt klima, hvor det bliver lettere for USA at finde ørenlyd.

Men det vil stadig være nødvendigt at holde godt fat i den store kæp. Og bruge den, hvis det bliver nødvendigt.