IT-sektoren tiltrækker en stadigt større del af de danske ventureinvesteringer. En ny kvartalsanalyse fra Vækstfonden og DVCA, Dansk Venturekapital- og Private Equityforening, viser, at flere end en tredjedel af de rekordhøje investeringsaktiviteter i 2013 gik til IT-segmentet. En af de virksomheder, der har tiltrukket sig venturekapital, er Bellmetric, der hjælper andre virksomheder med at forbinde telefonopkald med onlineaktivitet.

»Forhandlingerne begyndte i august, og vi fik SEED Capital ind i november. Der var vi fire gutter i en kælder, og i dag er vi tolv mand i nye lokaler, så det er gået stærkt,« siger Janus Lindau, direktør og medstifter af Bellmetric.

Virksomheden blev grundlagt af fire unge fyre tilbage i 2012. Siden har de brugt tiden på at udvikle produktet og få kunder med om bord – nu bliver kapitalindsprøjtningen brugt til at udvide internationalt i Skandinavien, Tyskland og Holland.

»Det virkede som et logisk næste skridt for os at få noget kapital ind. Både fordi det kræver penge, hvis man vil skalere hurtigere, men også fordi det giver et netværk. Venturekapital tiltrækker venturekapital, så det er et stempel, når man har fået investorer med om bord,« siger Janus Lindau.

Blod på tanden

Den branche, der tiltrækker størstedelen af venturekapitalen, er fortsat life sciences, men en stigende andel af kapitalen bliver investeret i IT. Ifølge ventureselskabernes brancheforening skyldes det blandt andet, at nogle danske iværksættere har været forbilleder.

»Der er helt klart kommet gang i IT-sektoren, og jeg tror blandt andet, det skyldes, at der er nogle dygtige virksomheder, som styrter derudad internationalt, og som også får venturekapital. Trustpilot og Endomondo er gode eksempler på virksomheder, der er med til at give andre iværksættere blod på tanden og trække andre virksomheder med sig,« siger Jannick Nytoft, direktør i DVCA.

Bellmetric har også ladet sig inspirere af succeserne. Janus Lindau er uddannet økonom og har startet virksomhed tidligere, og han har brugt sit netværk i det danske iværksættermiljø både som inspiration og konkret hjælp undervejs i processen.

Intens oplevelse

Janus Lindau fortæller, at både forløbet op til og den efterfølgende udvikling af virksomheden har været en intens oplevelse.

»Det har været stressende, det er nok det bedste ord for det. Det er noget, der tager meget tid – det er hurtigt et par måneder, man får revet ud af kalenderen. Og samtidig med at man ligger i fuldtidsforhandlinger, skal man lige nå at køre sin virksomhed ved siden af,« siger han.

Han understreger, at det har været en stor fordel at være fire medstiftere om projektet:

»Det betyder rigtig meget, at man har et hold og ikke bare står alene og skal banke noget op. Vi har jo haft et rimeligt stort team helt fra begyndelsen. Og så kan man sige, at de første, du skal overbevise, er dine medstiftere. Vi har brugt hinanden meget undervejs i processen,« siger han.