De danske venturefonde har lagt finanskrisen bag sig. En frisk analyse fra Vækstfonden og kapital- og ventureselskabernes brancheforening, DVCA, viser, at 2013 satte rekord for ventureinvesteringer med godt to milliarder kroner. Det er det højeste niveau siden 2008.

»Vi ser en positiv udvikling, hvor investeringsaktiviteten har været stigende i løbet af de seneste kvartaler. 2013 har generelt været et rigtig fornuftigt år,« siger Ditte Rude Moncur, analysechef i Vækstfonden.

Analysen omfatter 77 procent af venturemarkedet, og de omfattede selskaber investerede i alt 1.592 millioner kroner i 2013. Når man medregner de resterende ventureselskaber, estimeres det samlede beløb til omkring to milliarder kroner.

Jannick Nytoft, direktør i DVCA, peger på, at 2013 bygger oven på en længere positiv udvikling.

»Der har været solid fremgang i det danske venturemarked de seneste to tre år, og ser man på hele 2013, må man sige, at det går rigtig godt,« siger han og fortsætter:

»Nu har statsministeren talt om, at der er et generelt stemningsskifte i økonomien. Vi må konstatere, at når vi taler om ventureinvesteringer, så er det mere end et stemningsskifte. Og det vidner om god, fornyet optimisme i branchen.«

Hotte iværksættere

SEED Capital er den største danske venturefond for virksomheder i de tidlige udviklingstrin. Her er billedet det samme som i analysen.

»Det har været et rekordår for os. Kigger du på investeringsaktiviteten inden for tidlige aktiviteter, havde vi 19 sidste år. Det er det højeste, vi nogensinde har haft,« siger investeringsdirektør Niels Vejrup Carlsen.

Han peger på, at kvaliteten hos de virksomheder, der henvender sig, bliver bedre og bedre, og han mener, det skyldes et stemningsskifte i iværksætterbranchen:

»Det er igen blevet moderne at være entreprenør. Tidligere var der måske en tendens til, at »sønnike skulle ud og have et rigtigt job«, men i dag er det blevet hot at være iværksætter. Det er en utrolig positiv tendens for os som investorer og for samfundet.«Investorerne har dog blandede forventninger til 2014. Efter to kvartaler hvor alle forventede at investere mere eller fastholde niveauet, forventer 29 procent af venturefondene at investere mindre i første kvartal af 2014. Ifølge Ditte Moncur Rude er der dog ikke grund til bekymring.

»Det kan der være mange årsager til. Forventningerne er ofte lidt lavere i årets sidste kvartal, så der kan være noget sæsonbias i det. Det hopper meget op og ned. Det kan være, fondene her i sidste kvartal fik lukket en masse investeringer og ikke har noget konkret liggende, de forventer at lukke nu,« siger hun.

Hos SEED Capital forventer Niels Vejrup Carlsen, at det høje niveau fra 2013 fortsætter:

»Vores muligheder ser fortsat rigtig gode ud, så vi forventer egentlig en investeringsaktivitet på samme niveau. Jeg tror ikke nødvendigvis, 2014 bliver endnu et rekordår, men jeg tror, det bliver et godt år.«