Kampvognene var på vej, og det regnede. En tung sommerregn faldt over Moskva den dag, da tusinder og atter tusinder af mennesker besluttede, at nu kunne det være nok.

Et døgn forinden havde kommunistiske hardlinere taget magten ved et kup. Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov var sat i husarrest, og nu svor kupmagerne, at de ville gøre kort proces med hans løfter om demokrati og decentralisering.

Det var svært at se, hvem der skulle stoppe dem.

Blandt de otte aldrende skikkelser, der nu kaldte sig Sovjetunionens overgangsregering, var chefen for supermagtens magtfulde sikkerhedstjeneste, KGB, den øverste chef for det sovjetiske politi og forsvarsministeren, der stod i spidsen for landets væbnede styrker. De beordrede kampvognene ind i centrum af hovedstaden. Og nu rullede de pansrede køretøjer mod parlamentsbygningen, hvor modstanderne af kuppet havde forskanset sig. Ordren var at storme bygningen og arrestere reformlederen Boris Jeltsin.

Men da kampvognene kom inden for synsvidde, blev soldaterne blev mødt af et overraskende syn.

Et regulært menneskehav omgav parlamentet.

»Det regnede voldsomt den dag. Men folk var ligeglade. Der blev ved med at komme nye. Der var virkelig mange, og folk blev bare stående i regnen,« fortæller Leonid Ragosin.

Han var dengang en 18-årig universitetsstuderende, der sluttede sig til demonstrationen på skæbnedagen 20. august.

De tusinder af demonstranter dannede en menneskekæde rundt om parlamentsbygningen for at forhindre militærets stormløb. Blandt dem var kendte forfattere, menneskeretsforkæmpere og rockmusikere. Langt fra alle støttede Gorbatjov entydigt. Men ingen ønskede, at kupmagerne fra KGB, politiet og hæren skulle kidnappe det store lands fremtid, netop som fredelige revolutioner ellers havde spredt sig i Central- og Østeuropa.

»Der var en følelse af, at nu var vores revolution endelig kommet. Men der var også en følelse af fare. Alt kunne ske. Fra en hurtig integration af Sovjetunionen i de europæiske strukturer til en »jugoslavisk« borgerkrig med atomvåben,« siger Leonid Ragosin, der i dag arbejder som journalist.

Det skulle vise sig, at den regnfulde dag ganske rigtigt var af den slags, der udløser et sporskifte i et lands historie.

Store demonstrationer hørte ganske vist – modsat i nutidens Rusland – til dagens orden i Moskva. Mikhail Gorbatjovs reformer og de første direkte valg havde vækket den ellers så apatiske sovjetiske hovedstad til politisk dåd.

Men de tusinder, der slog ring om parlamentet under kupforsøget, satte mere på spil, end nogen anden af de mange demonstrationer. De trodsede kupmagernes kampvogne, der kom rullende for at knuse modstanden.

»Det var dage, da Ruslands historie blev bestemt af folk på gaden og ikke af folk i paladser og ministerier,« siger Georgij Satarov, tidligere politisk rådgiver for Boris Jeltsin.

»Det er en af de vigtigste episoder i vores historie. Hvis noget skal kaldes en national helligdag, så er det disse dage,« siger han.

Officielt har begivenheden faktisk en mærkedag, nemlig den russiske flagdag 22. august.

Men det er mere end svært at få øje på i dagens Moskva. Hverken Vladimir Putin eller hans premierminister ventes at deltage i officielle begivenheder i hovedstaden i forbindelse med 25-årsdagen. Og heller ikke andre må råbe for højt om jubilæet.

Da menneskeretsaktivister i denne uge bad om lov til at holde en mindedemonstration på stedet, fik de således et rungende nej.

Vejarbejde, lød forklaringen.

»Passér gaden, lyder svaret fra bystyret. Og det er klart, at den beslutning ikke er taget uden at konsultere dem højere oppe,« skriver menneskeretsaktivisten Lev Ponomarjov i et harmdirrende indlæg på Facebook.

Skabelsen af den nuværende russiske stat hænger ellers tæt sammen med de dramatiske begivenheder dengang.

Boris Jeltsin – dengang leder af den russiske sovjetrepublik – havde barrikaderet sig i parlamentsbygningen. Her forsøgte han at koordinere modstanden mod de sovjetiske kupmagere.

Til sidst kunne Jeltsin med det blotte øje se kampvognene nærme sig, fortæller en af hans nære allierede, der stod ved hans side i de afgørende timer.

»Fra vinduerne kunne vi se, hvordan demonstranterne forsøgte at standse en kolonne af kampvogne. Der var en, der kastede sig ned foran larvefødderne og nær blev knust,« fortæller den daværende økonomiminister, Viktor Jarosjenko, til Berlingske.

»Jeltsin sagde til os: »Se, folk kaster sig foran kampvogne, og vi sidder her på et kontor. Alle, der ikke er bange, kom med mig.« Og så gik han ned på gaden,« fortæller den i dag 71-årige Jarosjenko.

Omgivet af en klappende folkemængde klatrede Boris Jeltsin op på en kampvogn smykket med det senere russiske flag, den hvide-blå-røde trikolore, der dengang var et symbol for den demokratiske bevægelse.

Viftende med en trodsig næve holdt Jeltsin en dundertale, hvor han bad landets væbnede styrker vende sig mod kupmagerne. Overraskende for mange blev episoden vist i aftennyhederne på sovjetisk TV.

Det blev vendepunktet i krisen og et højdepunkt for Boris Jeltsins popularitet.

Da kupmagerne blæste til angreb samme nat, stod demonstranterne tæt omkring parlamentet- Vejene var blokeret med fejemaskiner. Tre demonstranter blev dræbt, da pansrede køretøjer avancerede. Men få timer senere måtte hæren trække sig tilbage. Kupmagerne tog flugten, og folkemængden foran parlamentet havde sejret.

Få dage senere trimlede statuen af det hemmelige politis grundlægger, Feliks Dsjersjinskij, ned fra sin sokkel foran det gamle KGB-hovedkvarter.

Mange, der deltog i begivenhederne dengang, beskriver det som et af de største øjeblikke i deres liv.

»Folk havde tårer i øjnene. Der var en helt utrolig optimisme, som man slet ikke kan forestille sig i dag,« siger 71-årige Viktor Jarosjenko.

»Det vigtigste var, at det havde været fredeligt. 1917 handlede om vold og terror. Dette var en fredelige revolution, der fødte et nyt land,« siger han.

Men der er ingen officiel fejring af den fødselsdag i dagens Moskva.

For de nuværende magthavere er begivenhederne i august 1991 i dag nærmere forbundet med det, der skete i månederne efter: I december 1991 ophørte Sovjetunionen med at eksistere.

Den del af historien er politisk giftig for Vladimir Putins regering, siger Vladimir Gelman, professor i statskundskab ved det Europæiske Universitet i Skt. Petersborg.

»I dag fremstiller de Sovjetunionen som noget godt, som vi savner. Så er det jo umuligt af fejre dette vendepunkt. Det ville være som at fejre den dag, da bedstemor fik sin dødelige sygdom,« siger Vladimir Gelman.

Men paradoksalt nok er det også politisk umuligt for Putin at tage afstand fra sejren over de gammelkommunistiske kupmagere. Dengang stod han nemlig på samme side som demonstranterne.

Tilbage i 1991 var den unge Putin en betroet medarbejder hos Skt. Peterborgs borgmester Anatolij Sobtjak, en af Jeltsins allierede. I de afgørende timer rejste Sobtjak til Moskva for at støtte Jeltsin. Og Putin har selv fortalt, at han 20. august – i øvrigt for anden gang – indgav sin endegyldige afskedsbegæring til KGB i protest mod kupforsøget.

Dermed valgte Putin side. Havde kupmagerne haft held med deres forehavende, så var den nuværende præsidents spæde politiske karriere sluttet dér, siger Georgij Satarov, den tidligere rådgiver for Boris Jeltsin.

»Hvis kuppet var lykkedes, så ville Putin have været færdig. Så havde han i bedste fald kørt taxa i dag,« siger Georgij Satarov med henvisning til Putins egen formulering i et interview fra 2002.

»Derfor kan Putin ikke sige noget positivt om kupforsøget, og han kan heller ikke sige noget negativt. Det eneste, de kan gøre, er at tie stille,« siger han.

Men Vladimir Putin er ikke den eneste, der i dag ser tilbage på de skæbnesvangre dage med blandede følelser. I dagens Rusland er nostalgien for sovjettiden på det højeste niveau i fem år, viser målinger fra det uafhængige meningsmålingsinstitut Levada-institut. Selv sympatien med kupmagerne er svagt voksende. Blandt dem, der efter eget udsagn husker begivenhederne i august 1991, siger otte procent i dag, at de støtter kuppet, mens 13 procent sympatiserer med demonstranterne og Boris Jeltsin.

»De seneste år har vi haft en omvendt revolution. I dag fortæller de os, at folkemængder ikke er gode, men farlige,« siger Georgij Satarov.

I stedet er begivenheder for 25 år siden blevet en politisk kampplads. Putins regerende parti fordømmer de »vilde« 1990ere som en farlig modsætning til nutidens nødvendige jernstyre. Imens mindes den klemte opposition en tid, da politiske forandringer i Rusland kom nedefra – regnvejr eller ej.

»Det vigtigste er, at det ikke var Jeltsin eller Gorbatjov, der fik det sidste ord. Det fik de folk, der gik på gaden for deres land,« siger Leonid Ragosin.