Alene i Oslo mødtes 40.000 nordmænd på Youngstorget for sammen at synge sangen ’Barn af regnbuen’, skriver vg.no.
- Det var meget overvældende, siger initiativtageren til eventen, Lill Hjønnevåg, til vg.no.
Da klokken slog tolv, løftede de fremmødte de roser, de havde taget med, mod himlen og brød ud i sang.
- Sammen skal vi leve hver søster og hver bror, små børn af regnbuen og en frodig jord, lød ordene ikke bare fra torvet i Oslo, men også fra 16 andre byer rundt om i Norge og en enkelt på Island.
Breivik kaldte sangskriver for marxist
Ideen til aktionen blev født, efter Anders Behring Breivik under sin afhøring i retten i Oslo kaldte den norske sangskriver og visesanger Lillebjørn Nilsen, der er ophavsmand til sangen, for ’en marxist som filtrerer kultursektoren’.
Breivik mener, at sangen ’Barn af regnbuen’ hjernevasker børn.
Med dagens sangaktion ville de fremmødte signalere, at Breivik er alene med sit synspunkt.
- Hans syn på sangen er så langt fra min opfattelse af den. Han skal ikke have lov til at træde på den. Vi er nødt til at tage den tilbage, sagde Lill Hjønnevåg til VG Nett.
Blandt flere andre nordiske politikere deltog også Norges kulturminister Anniken Huitfeldt i eventen.
Kilde: bt.dk
