- Nogle mennesker ser mere venstreorienterede ud end andre, fortalte massemorderen Anders Behring Breivik ifølge Reuters på retssagens sjette dag.Og det var de mennesker - med marxistisk udseende - som Breivik gik efter, mens han lod dem gå, som lignede personer fra højrefløjen, da han 22. juli dræbte 77 mennesker i Norge. Det var en af forklaringerne på, at han undlod at give en mand samme skæbne som de 69 primært unge på politisk sommerlejr på Utøya og de otte i Oslos regeringskvarter.Den 33-årige mord- og terroranklagede knækkede ikke sammen følelsesmæssigt, som han ved fredagens afhøringer var tæt på. Også selv om han ifølge BT tøvede, tænkte over tingene og havde glemt detaljer. Men han gjorde alligevel noget, som overraskede. Han undskyldte.
- Til alle de, der ikke var legitime mål, vil jeg godt rette en stor undskyldning, sagde han.
Blandt andre til en mand i regeringskvarteret og til de mange sårede fra bomben, mens han kaldte en dansk kvinde, Hanne Fjalestad, som var frivillig for Norsk Folkehjælp for en »uskyldig civil«.
- Til alle dem... Jeg vil sige, at jeg dybt beklager, hvad der skete. Men sket er sket, sagde han.
Han forklarede også, at det var »grusomt« at tage liv, men alligevel nægtede han, at andre af drabene skulle beklages. For, som han tidligere har beskrevet, det var nødvendigt.
Tirsdag skal vidner fra regeringskvarteret afhøres. I alt skal omkring 140 personer fra 22. juli vidne.