Læste et sted, at vi er lige så dårlige til at bryde den sociale arv i Danmark, som de er i USA. Jeg havde det nok på fornemmelsen, men nu har vi fået papir på det.

Det vil simpelthen sige, at vort velfærdssamfund med alt hvad det indebærer af gratis skolegang, gratis adgang til sundhedsvæsenet, gratis biblioteker, boligsikring og børnetilskud, digt selv flere vers, alligevel ikke formår at få alle med.

Uanset hvor meget vi ordner og bakser, så er der nogle (og de bliver flere), som ikke kommer med på vognen. For mennesker bliver ikke altid bedre af, at stenene bliver fjernet på deres vej. Nogle får faktisk kræfter af at kæmpe. Det ved jeg fra eget liv.

I gamle dage kunne man gå på landevejen og blive skærslipper. Men i vores samfund skal man deltage og bidrage. Og man skal være taknemmelig over alle de dejlige tilbud og bruge dem!

At der er nogen der ikke kan, er vi nødt til at fortrænge. Men der er ikke er nogen frokost, der er gratis. Hvis man ikke er med på holdet, så må man finde sig i hån og spot.

Jeg læste  om en kvinde, som følte sig nedladende behandlet af jordemoderen i forbindelse med hendes helt normale graviditeter, fordi hun havde »et problematisk BMI«. Sådan er det ikke i Afrika, der må man stadig godt være tyk, uden at ens medborgere føler sig kaldet til at kommentere det. Fordi det ikke kommer dem ved, fordi det er ens eget ansvar og egen risiko.

I et velfærdssamfund ser vi på overvægtige og rygere og marginaliserede som potentielt udgiftstunge. Mon det er derfor, der kom en helt ny trend indenfor standup og satire i halvfemserne? Man måtte pludselig godt grine af de svage, taberne (første gang jeg hørte ordet var jeg ved at falde ned af stolen): De unge mødre i tv, der giver deres børn pomfritter og tror, det er grøntsager, mens middelklassekvinderne fnisende ser på med  skrækblandet fascination.

Narkomanerne med deres nåleøjne og langsomme snøvlen, var pludselig sjove på film. Men den forråelse er den hæslige bagside af velfærdsmedaljen. For i et velfærdssamfund bliver det på en grusom måde folks eget ansvar at fungere, for der er ingen absolut fattigdom længere, ingen fattige enker og faderløse. Vi har betalt over skatten og den, der betaler orkesteret, bestemmer musikken. Og nu kunne jeg henstille til, at vi behandler hinanden med respekt og det gør jeg gerne.

Men den underliggende struktur kan jeg ikke gøre noget ved, for den er ikke til diskussion: At vi har lavet et kollektiv, hvor vi alle hælder halvdelen af vores indkomst i en fælles pulje og så er der fri bar, men du må endelig ikke være alkoholiker.

Men vores samfund er grundlagt på tanker tænkt i trediverne og er baseret på mennesker, der havde oplevet knaphed og var taknemmelige for et stykke brød og et glas lunkent vand. Som vidste, at man ikke må frådse, at man skal hive sig selv op ved støvlestropperne og ikke belaste fællesskabet. Det er en uskreven regel, skrevet med usynligt blæk på et stykke papir, der er blæst væk, at vi forventer, at folk naturligvis har en høj moral. Men det er en tarvelig regel, for vi er ikke sådan alle sammen.

Og de der ikke kan finde ud af at leve ordentligt efter reglerne i vores kollektiv, bliver set ned på. Da vi afskaffede den absolutte økonomiske fattigdom og kun lod den sociale og kulturelle tilbage, for den kan ikke løses med penge, røg empatien ud med badevandet, som fattig i dag er man ikke værdig, man er en belastning.

Sådan er kapitalismen, ja, men sådan er vores velfærdssamfund også: Det skal forestille at være en næstekærlig favn. Men respekten for dem, der ikke kan navigere i det, de uværdige, gik fløjten.

Hella Joof er komiker, instruktør og forfatter.