Jeg læste et forstemmende indlæg i en landdækkende avis skrevet af en 13-årig pige. Alt for ung til de kvaler hendes indspark gav udtryk for: At hun var rystet over, at de voksne ikke tog klodens tilstand alvorligt. At ingen åbenbart havde tænkt sig at gøre noget.
Blev flash-backet tilbage til Birkerød 1968, hvor jeg var i krise over Biafra-krigen og de sultne børn med udspilede hunger-maver. Det var, hvad de voksne uafladeligt talte om, og hvad Pressens Radioavis og TV-Avisen flød over med.
Dengang demonstrerede de voksne mod Vietnam eller »Jetnam«-krigen, som det hed, og børnene sad på skuldrene i kampen mod USA. Jeg har venner, som reelt troede, at der ville blive atomkrig, eller antomkrig som det hed, i 1980erne. Og jeg troede faktisk, at vi, belært af erfaring, var blevet bedre til at lade børn være børn.
Men så læser jeg den 13-åriges appel om, at vi voksne passer på verden. Men nedenunder hører jeg noget andet. Jeg hører et ungt menneske, der beder om ikke at skulle have ansvaret endnu. Et ønske om at få lov til blot at være en ganske almindelig teenager, som kan købe en lipgloss eller en bluse uden at få skyld over klodens tilstand. Et barn der frabeder sig ansvaret.
Mennesker finder altid en vej
Måske er nogle af os erklærede pessimister, og så skal man jo ikke holde sig tilbage, for så ved man, at »der bliver verdenskrig, og Trump er en sindssyg, sexistisk fascist, og den globale opvarmning er på sit højeste og den sidste isbjørn ligger på den bare jord og sveder, fordi isen er smeltet og dens unger er skudt og pelset af en barbarisk jæger, eller er det babysælerne?
Nå, ligemeget for det er noget lort, og mennesker er onde, og det ender galt, det er allerede for sent, selv om vi alle sammen holder vejret og ikke udleder CO2 og lover amar’ halshug aldrig at spise kød mere, og alle køerne holder op med at prutte, så er det for sent, og hvad sagde jeg, og det er for sent, alt er for sent ,og ungerne kan lige så godt lære, at verden er et lortested og ikke engang de stærkeste overlever«. Det er pessimistens privilegie.
Men der er også en anden vej: Vi kan ae vore børn på kinden og læse »Mio min Mio« for dem, inden de sover og forklare, at »verden altid har været af lave, men at mennesker altid finder en vej ud. Det er derfor, der stadig er mennesker på Jorden. Og vi er ikke ligesom dem i Mærsk, så det der med rettidig omhu har aldrig været vores stærke side. Vi handler for det meste i sidste øjeblik.
Og lille skat, der har altid været krige og sult og undertrykkelse, og i gamle dage opførte alle sig som dem i »Game of Thrones« eller Islamisk Stat. Men aldrig i verdens historie har så mange mennesker været rykket ud af sult og fattigdom som i disse tider.
Aldrig har så mange mennesker haft adgang til rent drikkevand. Aldrig har så mange børn gået i skole. Og vi kan sagtens fjerne alt det plastic, der flyder rundt som enorme øer i verdenshavene og ødelægger økosystemerne, og vi kan genbruge det. Og det kommer vi til. Og fossile brændstoffer er ved at blive udfaset.
Det kunne gå hurtigere, men det kommer det også til. Bare vent og se. Mennesker bliver sundere og mere civiliserede og bedre uddannede for hvert år, der går. Men fordi vi kan meget, er vi utålmodige og vil have, at det skal være nu. Men vi finder en løsning, min egen. Og det er ikke altid kønt at se på lige inden, vi løser det, men vi løser det, lille skat, det lover jeg, og nu skal du sove«.
Og ja, vi voksne kan også være bange. Men lad os vente med de lange bange sange, til børnene er faldet i søvn. Vi tager ansvaret. Også det følelsesmæssige. Vi er nemlig de voksne.
Hella Joof er komiker, instruktør og forfatter.