Jeg kan huske det fra ungdommens isvinter. Vreden, der brusede i brystet. Blodsmagen i munden. Følelsen af at være marginaliseret, og at det var nogens skyld. Primært ens forældres, men også bare de voksnes generelt.

Dem, som stillede urimelige krav, intet forstod og havde glemt, hvordan det var at være et ungt menneske i splid med sig selv og resten af verden. Glemt, hvor hårdt det er at være til, når fontanellen ikke er helt lukket, billedligt talt.