Hvis en særpræget og fascinerende skæv historiebevidsthed og et uhyggeligt skarpt øje for de mindre glamourøse sider af kroppens liv er vigtige træk i signalementet af Harald Voetmanns forfatterskab, og hvis sammenskrivningen af forskellige virkelighedslag og tidsspor nærmest ligner en tilbagevendende metode, så er »Amduat. En iltmaskine« en meget typisk Voetmann-bog. Der er – som det med forfatterens egen håndskrift er anført på bogens bagside – tale om »en sammenskrivning af to fortællinger«.
Den ene fortælling er malet på væggen i faraoen Tuthmosis III.s grav i Kongernes Dal og handler om den ægyptiske solgud Re og hans rejse i den hellige båd igennem natten og dødsriget, mens den anden fortælling er henlagt til en hospitalsstue på Holbæk Sygehus, hvor en mand, forfatterens far, dør af lungebetændelse.