Natten til tirsdag er der blevet affyret et haglgevær ind gennem et vindue på et asylcenter i Dronninglund i Nordjylland.

Ingen personer er blevet ramt, oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet modtog anmeldelsen om et skyderi på asylcenteret klokken 02.37.

Der blev også sendt brandvæsen til stedet, da en brandalarm var blevet aktiveret.

Der var dog ingen ild at spore, da brandvæsenet ankom til stedet.

Politiet arbejder i øjeblikket på at finde gerningsmanden og har patruljer på stedet.

Politiet søger vidner til hændelsen og kan kontaktes på telefonnummer 114.

Nordjyllands Politi har tirsdag morgen ikke yderligere kommentarer til episoden.

/ritzau/

Senatsudvalg godkender Pompeo som ny udenrigsminister i USA

Senatets udenrigsudvalg har med et snævert flertal godkendt tidligere CIA-direktør som ny udenrigsminister.

Præsident Donald Trumps nominerede til posten som ny udenrigsminister i USA, tidligere CIA-direktør Mike Pompeo, er med et snævert flertal nået igennem første store forhindring i Senatet.

Kort tid inden afstemningen i Senatets Udenrigsudvalg ombestemte den republikanske senator Rand Paul sig og meddelte, at han alligevel ville bakke op om Pompeo.

Dermed endte afstemningen i udvalget med stemmetallet 11-10. Nu går godkendelsen af Pompeo videre til samtlige Senatets 100 medlemmer. Her ventes han at blive godkendt senere på ugen.

Rand Pauls jastemme var afgørende i Udenrigsudvalget, og Paul ventede til sidste øjeblik med at vise sin hånd.

- Efter at have fået forsikringer fra præsident Trump og direktør Pompeo om at han (Pompeo, red.) er enig med præsidenten i disse vigtige spørgsmål, har jeg besluttet at støtte hans nominering som vores næste udenrigsminister, skrev Rand Paul på Twitter.

Han nævnte ikke, hvilke spørgsmål der er tale om.

Præsident Donald Trump har nomineret den 54-årige Mike Pompeo til posten som udenrigsminister efter Rex Tillerson, der trak sig i midten af marts.

Mike Pompeo betragtes som mere af en højrefløjshøg end sin forgænger.

Han har forsvaret forhørsmetoder, der ifølge Demokraterne minder om tortur, han benægter klimaforandringer, og han ønsker at skrotte atomaftalen med Iran.

Han har desuden antydet, at USA skal indtage en skrappere linje over for Rusland.

Mike Pompeo blev for godt et år siden udpeget af Trump til chef for CIA. Han er respekteret af Trump, og han står for de stort set daglige briefinger af præsidenten.

Pompeo vil - hvis han får det samlede senats opbakning - slutte sig til et hold, der tidligere på måneden fik tidligere FN-ambassadør John Bolton ind som sikkerhedsrådgiver i stedet for general H.R. McMaster.

/ritzau/Reuters

Facebook fjerner millioner af opslag med ekstremistisk indhold

I første kvartal af 2018 har Facebook fjernet dobbelt så mange ulovlige opslag som i det foregående kvartal.

Facebook har fjernet dobbelt så mange opslag med ekstremistisk indhold i de første tre måneder af 2018 sammenlignet med det foregående kvartal.

Således har det sociale medie enten fjernet eller advaret om 1,9 millioner opslag relateret til Islamisk Stat (IS) eller al-Qaeda i årets første kvartal.

Det oplyser selskabet Facebook Inc. mandag.

Den Europæiske Union har lagt pres på Facebook og dets konkurrenter inden for teknologiindustrien for at få selskaberne til at fjerne ekstremistisk indhold hurtigere og dermed overholde lovgivningen.

Af de 1,9 millioner opslag med ekstremistisk indhold er "langt størstedelen" blevet fjernet. En lille del er blevet mærket med en advarsel, oplyser Facebook.

Netværket bruger automatiseret software som eksempelvis billedsammenligning til at identificere ekstremistisk indhold.

I årets første kvartal tog det i gennemsnit mindre end et minut for Facebook at fjerne et opslag med ekstremistisk indhold, efter det var publiceret.

Mandag har verdens største sociale medie desuden offentliggjort sin interne definition af "terrorisme" for første gang. Det sker som del af bestræbelserne på at være mere gennemsigtig.

Virksomheden oplyser, at den definerer terrorisme som:

- Enhver ikkestatslig organisation, der beskæftiger sig med overlagte voldshandlinger mod personer eller ejendomme for at skræmme en civilbefolkning, regering eller international organisation for at opnå et politisk, religiøst eller ideologisk mål.

Facebook og selskabets beskyttelse af brugernes oplysninger kom i fokus i marts, efter oplysninger om at analyseselskabet Cambridge Analytica var kommet i besiddelse af 87 millioner brugeres oplysninger.

Siden da har Facebook-stifter Mark Zuckerberg været til høring i den amerikanske kongres. Også i EU-Parlamentet ønsker et flertal at stille spørgsmål til Zuckerberg.

/ritzau/Reuters

Kim Jong-un besøger sårede kinesere efter fatal busulykke

Nordkoreas leder har besøgt et hospital i Pyongyang efter en ulykke søndag med 32 dræbte kinesiske turister.

Den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, har besøgt den kinesiske ambassade i Pyongyang i kølvandet på en dødelig trafikulykke, der søndag kostede 32 kinesiske turister livet.

- Han fortalte, at den uventede ulykke har medført en bitter sorg i hans hjerte, og at han ikke kan kontrollere sin sorg, når han tænker på de mange familier, der har mistet deres kære, rapporterer det statslige nyhedsbureau KCNA tidligt tirsdag morgen lokal tid.

Kim Jong-un har ligeledes besøgt et hospital, hvor flere af de sårede fra ulykken er indlagt. Her lærte han ifølge KCNA "personligt om behandlingen af de sårede".

Nyhedsbureauet citerer desuden den nordkoreanske leder for at sige, at Nordkoreas regering vil følge op på ulykken "for at lindre smerten hos de efterladte familier".

Ulykken skete søndag i den nordlige Hwanghae-provins, da en turistbus styrtede ned fra en bro. 32 kinesere og fire nordkoreanere blev dræbt.

Kinas ambassadør i Nordkorea, Li Jinjun, oplyser, at præsident Xi Jinping og de dræbtes pårørende vil blive underrettet om Kim Jong-uns besøg. Samtidig siger ambassadøren, at de kinesiske myndigheder vil samarbejde tæt med Nordkorea om efterforskningen af ulykken.

Nordkorea er et populært turistmål for kinesere, især fra det nordøstlige Kina.

Kinesiske turister udgør omkring 80 procent af alle udenlandske besøgende til Nordkorea, vurderer den sydkoreanske tænketank Korea Maritime Institute.

Den nordlige Hwanghae-provins grænser op til Sydkorea og er hjemsted for byen Kaesong, der er tidligere hovedstad under det koreanske kongedømme Goryeo.

/ritzau/Reuters

18 personer er døde i mulig påsat brand på karaokebar i Kina

Politiet mener, at en brand, der har dræbt 18 personer på en karaokebar i det sydlige Kina, er påsat.

Mindst 18 personer har tirsdag mistet livet i en brand på en karaokebar i Kina. Branden menes at være blevet påsat.

Det oplyser kinesisk politi ifølge det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.

Yderligere fem blev såret i branden, der ramte en treetagersbygning i byen Qingyuan i Guangdong-provinsen i det sydlige Kina.

Politiets første undersøgelser tyder på, at branden blev påsat. Det oplyser Qingyuans offentlige sikkerhedsmyndigheder på det sociale medie Weibo.

- De offentlige sikkerhedsmyndigheder optrapper efterforskningen, lyder det på baggrund af mistanken om en påsat brand.

Politiet i Qingyuan modtog anmeldelsen om branden lidt over midnat tirsdag lokal tid. Branden var slukket klokken 00.55.

Dødelige brande er ikke et ukendt fænomen i Kina.

I 2015 kostede en brand på et plejehjem 38 mennesker livet. Det satte gang i en stor debat om brandsikkerheden i landet.

I dagene efter branden oplyste den kinesiske vagthund for sikkerhed, at bygningen blandt andet havde ringe brandudgange. Der var heller ikke nogen ordentlig nødplan i tilfælde af brand.

Sidste år blev 21 personer - heriblandt brandmænd og medlemmer af regeringen - anholdt som følge af branden i 2015.

Over 24 personer mistede sidste år livet i to brande i et nabolag i Beijing, hvor mange migranter holder til.

En af brandene ramte i november og kostede 19 personer livet. Den fik myndighederne til at begynde at rive usikre bygninger ned. Det betød samtidig, at en række indbyggere pludselig stod uden hjem.

/ritzau/AFP