Denne kronik handler om uddannelsespolitik. Den er skrevet af en gymnasiefysiklærer og henter derfor sine eksempler fra gymnasiets fysikundervisning. Gymnasiets forfald er imidlertid ikke begrænset til faget fysik. Kronikkens konklusioner gælder derfor gymnasiet generelt.

Orwell, Newspeak og Blackwhite

Når virkeligheden ikke er, som man vil have den til at fremstå, kan man skjule det sprogligt. George Orwell beskrev metoden i sin berømte roman »1984«. I romanen er det herskende parti, Ingsoc, i færd med at erstatte engelsk (Oldspeak) med et kunstsprog (Newspeak). Ord i Newspeak betyder ofte det modsatte af, hvad de giver udtryk for.