Selv om han overdriver, skal Christian Foldager have tak for sin provokation her i bladet, hvor han forudser, at vi er på vej til at få den dårligst uddannede generation (Indspark i Berlingske 10. februar). Jeg har siden diskuteret med ham i Radio24syv og mener, at dele af hans kritik bør tages alvorligt.

Man kan indvende, at gymnasieelever, der ikke kan regne og stave og ikke ved, hvor Sønderborg ligger, til gengæld »kan så meget andet«. Men Foldager har jo ret i, at der ikke er nogen undskyldning for ikke at kunne de helt basale ting som at dividere seks op i 1812 (hans yndlingseksempel).

Lad os erkende, at den opvoksende ungdom har gabende huller i deres viden og sproglige kunnen samtidig med, at de på andre områder har en ganske omfattende viden. Det er konsekvensen af valgfrihed, emne- og projektundervisning, store opgaver og let fordøjelige lærebøger. Til gengæld kan de bruge, hvad de har lært, f.eks. de indviklede matematiske formler inkl. sinus og cosinus, som jeg selv kunne jonglere med i sin tid, men som jeg ikke lærte at bruge til noget som helst i den virkelige verden.

I stedet for at gå i forsvarsposition, bør vi alvorligt overveje, hvad vi kan gøre ved de gabende huller. Jeg har nogle forslag.

Jeg har i årtier argumenteret for, at alle gymnasieelever skal have to studieforberedende fag på højt niveau (sprog, naturfag eller matematik). Hvis de også vil have samfundsfag på højt niveau (som universiteterne ikke anerkender som studieforberedende), så må de tage det som et tredje højniveaufag.

Derved undgår vi, at samfundsfag bliver den »gøgeunge«, der fortrænger tysk og fransk, matematik og naturfag og sender titusindvis af studerende på suppleringskurser. Vi undgår, at eleverne fravælger studieforberedende fag til fordel for samfundsfag, fordi de mener, at de derved lettere kan snakke sig til et højere gennemsnit.

Flexication

Dernæst: Stil højere krav ved indgangen til uddannelserne – vel at mærke krav, der kan opfyldes ved en ekstra indsats.

Den faglige supplering skal kunne opfyldes ved en indsats på deltid, i sommerferien eller i forbindelse med skoleårets begyndelse. Al erfaring siger, at hvad eleverne ikke fik lært i et fag i tidligere skoleår, kan klares på tre uger, når de ved, hvad de skal bruge det til. Det har jeg selv erfaringer med, både som far og som højskolelærer i sin tid.

Adgangskravene skal kunne opfyldes af ansøgere, der er klar til at spytte i næverne og gøre en ekstra indsats. Det er bedre, end at de møder en lukket dør eller et års ventetid.

Bureaukratiske forhindringer og forbud bør afløses af »skaf dig de nødvendige relevante forkundskaber og vis, hvad du dur til«. Hvis vi letter vejen til de akademiske uddannelser for dem, der vælger erhvervs- og professionsuddannelser, får vi også flere til at vælge sidstnævnte. Det er det, jeg kalder »flexication«, fleksible uddannelser.

Giv tilbud til de særlige talenter

Lad os løfte niveauet ved at gøre noget mere for de talentfulde. Problemet med den svageste tiendedel er kun en del af forfaldshistorien. For samfundsøkonomien er det i virkeligheden et større problem, at den kvikkeste tiendedel ikke udfordres til at yde det ypperste.

Der er grund til at rose de mange tilbud til elever med særlige talenter, der heldigvis breder sig i uddannelsessektoren – fredagstilbud, sommertilbud, superniveauer osv. Det var utænkeligt, da jeg selv gik i skole. Nu breder det sig også til folkeskolen.

Løft niveauet yderligere ved over en bred bank at gøre det muligt at tage forskud på »overliggende uddannelser. Lad elever i de ældste klasser tage forskud på fag i ungdomsuddannelserne. Lad på samme måde elever i ungdomsuddannelserne tage forskud på fag i de videregående uddannelser, og lad bachelorstuderende tage forskud på fag i kandidatuddannelserne.

Ovenstående er ikke tankespind. Det praktiseres allerede visse steder, og mange elever vil gerne være dygtigere. Med visse regelændringer vil det kunne brede sig hurtigere.

Et særligt problem er indvandringen, som rammer det faglige niveau, hvis vi ikke passer på. Det understreges af, at hvert femte barn, der fødes, har indvandrerbaggrund. Der må stilles langt mere konsekvente krav til forældre til sprogsvage børn. Disse børn skal nødvendigvis i børnehave. Deres forældre skal ud af den sproglige boble og ud på arbejdsmarkedet, hvor der tales dansk.

Men det er en dårlig løsning at begrænse skolevalgfriheden. Det er i sig selv til gavn for niveauet, når utilfredse elever og forældre kan »stemme med fødderne« og vælge en anden skole. Det tvinger både skoler og politikere til at se problemerne i øjnene. Skoler fravælges sjældent, fordi niveauet er for højt.