I efterkrigstiden var opbygningen af velfærdsstaten det store politiske projekt i den vestlige verden. I årtier fordelte politikerne den stigende velstand og udvidede grænserne for velfærdsstatens solidaritet.

Velfærdsepoken kulminerede med ulandshjælpen og flygtningepolitikken, der gjorde solidariteten grænseløs. I den vestlige selvforståelse kunne man efter Murens fald redde hele verden.

Den idé er nu endegyldigt død, og det dominerende politiske spørgsmål i vor tid er, hvordan vi redefinerer grænserne for og omfanget af vores solidaritet. Et simpelt, men potentielt sprængfarligt spørgsmål, der i disse år skaber politiske jordskælv på stribe.

Efter finanskrisen har det været det altafgørende politiske spørgsmål på grund af de løbende velfærdsnedskæringer og offentlige besparelser. Det er den centrale problemstilling i alt fra Brexit til flygtningekrisen, og forbinder konflikten om kommunale udligningsordninger i Danmark med Trumps krav om »America First« i international politik. I en tid, hvor middelklassen er hårdt trængt økonomisk, afføder velfærdsforringelserne voldsomme modreaktioner og krav om politiske omprioriteringer. Middelklassen vil ganske enkelt ikke acceptere visionen om den grænseløse solidaritet, hvis statens solidaritet med dem indskrænkes eller forsvinder.

Det har fået dramatiske, destabiliserende politiske konsekvenser for Vesten. I de fleste lande vil de rige regioner ikke længere være solidariske med og betale for de fattige regioner i samme grad som tidligere. I Spanien og Italien har dette krav ligefrem styrket separatister og løsrivelsesbevægelser, som ønsker selvstændighed. Ligeledes er EU og NATO truet af opløsningstendenser, fordi ingen medlemslande længere vil betale mere for samarbejdet end de øvrige. Og på samme vis er opbakningen til Vestens flygtninge- og indvandringspolitik definitivt kollapset de seneste ti år på grund af de voksende økonomiske omkostninger for middelklassen.

Velfærdsnedskæringerne vil fortsætte i årtier på grund af ældrebyrden, hvilket understreger de historiske dimensioner af forandringerne. Politikerne skal ikke længere fordele en voksende velstand, men byrderne fra de stigende udgifter.

Vilkårene for politik er fundamentalt forandret. Ideen om den grænseløse solidaritet var en naiv drøm og finanspolitisk illusion, der med globaliseringen er blevet til et politisk mareridt for den vestlige elite. Spørgsmålet om solidaritetens nye grænser og byrdernes fordeling er en motor for vor tids politiske kriser, der accelererer i takt med forringelserne af den vestlige middelklasses økonomiske vilkår.

Indtil videre har krisen medført, at politiske institutioner er krakeleret, internationale alliancer smuldret, politiske partier nærmest forsvundet og hele nationer gået i opløsning. Ingen kan vide, hvor det fører hen. Men én ting kan vi konkludere: Den grænseløse solidaritets æra er slut.