Den seneste uge har forfatteren Karina Pedersen og hendes bog »Helt ude i hampen – mails fra underklassen« ikke bare rokket ved forfatterens troværdighed, den har også bragt Danmarks største forlag i skudlinjen.

Gyldendal er i ugens løb fra flere sider blevet kritiseret for ikke at have varedeklareret Karina Pedersens bog tilstrækkeligt, for man kan intet sted læse, hvad der er tale om: Et personligt vidnesbyrd? Dokumentarisme?

Gyldendal har – da shitstormen brød ud – fastholdt, at en bog som Karina Pedersens levner forfatteren en stor grad af frihed. Med andre ord: Man skal ikke måle værket på journalistikkens nidkære vægt. På den anden side har Karina Pedersen fastholdt, at hendes beskrivelser og bogens mail-form matcher virkeligheden. Om ikke én til én, så næsten.

Berlingske kan nu opridse, hvordan Karina Pedersens bog over år vandrede fra memory stick til bogstak og undervejs kunne være blevet en bog i dagbogsform, men endte som »mails fra underklassen«.

Da Karina Pedersen i foråret kom i kontakt med Gyldendal, blev forlaget præsenteret for i alt fire tekster: Et manuskript i dagbogsform, to mindre gennemarbejdede dokumenter i dagbogsform og endelig et dokument med en samling e-mail.

På forlaget så man, at det stort set var de samme oplevelser, som Karina Pedersen beskrev i forskellig form. Men når man læste teksterne på deres egne præmisser, vurderede forlaget, at Karina Pedersen skrev bedst i den stramme e-mail-form, for teksterne rummede her det tragikomiske. Derfor besluttede Gyldendal at udgive Karina Pedersens beretninger fra en opvækst i underklassen i e-mail-udgaven og gav den senere titlen »Helt ude i hampen – mails fra underklassen«.

Hurtigt stod det klart, at den ene udgave – den længere dagbogsform – reelt ikke var i spil, idet Karina Pedersen allerede i 2013 havde henvendt sig til forlaget Peoples Press med samme. Dette bekræfter forlagets direktør, Jakob Kvist, over for Berlingske. I forordet, der fulgte dagbogsudgaven, kaldte man historierne »anekdotiske«. Samarbejdet mellem Karina Pedersen og Peoples Press løb dog ud i sandet, men så trådte en af forfatterens venner til og samlede værket op.

Faktatjek hos Gyldendal

Karina Pedersen er venner med forfatter og antropolog Dennis Nørmark. Han er som Karina Pedersen rundet af et liberalt miljø og arbejder som konsulent hos Gyldendal, hvor han udtænker ideer til kommende udgivelser. På et tidspunkt spurgte Dennis Nørmark Karina Pedersen, om ikke der var noget om, at hun havde nogle gamle tekster liggende. Det havde hun. På en memory stick havde hun gemt tekster, hun gennem tiden havde skrevet.

På Gyldendal var man imponeret over kvaliteten af teksterne, der krævede meget lidt gennemskrivning. Karina Pedersen forsikrede Gyldendal om, at alle e-mail var skrevet til en veninde. E-mail-hovedet var ikke med i den version, forlaget så, hvorfor man ikke umiddelbart kunne se, hvem der var afsender og modtager.

Ved flere lejligheder konstaterede Gyldendal, at der ikke var divergens mellem Karina Pedersens beskrivelser af barndommen i samtaler og i det skrevne – det hele hang sammen, da Gyldendal spurgte ind til historierne.

Redaktøren på bogen, Michael Jannerup, læste også op på tidligere avisinterview med Karina Pedersen. Heller ikke det gav grund til at betvivle det, hun skrev, vurderede man. Og hvad ville man i øvrigt få ud af at spørge Karina Pedersens mor om beskrivelserne af vold og druk i hjemmet? Et ja? Nej, man måtte tro på sin forfatter.

Desuden anså forlaget den problemstilling for at være uvedkommende. Det var Karina Pedersens subjektive erindringer om barndommen, det sagde titlen om mails fra underklassen klart, mente man. For Gyldendal var det ikke vigtigt, hvem der var i den anden ende. Brev, e-mail eller dagbog – det var lige meget.

Gyldendal gjorde efterfølgende ikke meget ved værket ud over at udskifte navnene og flytte én e-mail, fordi bogen sluttede en kende abrupt. Ingen gjorde noget, uden at forfatteren godkendte alle rettelser undervejs.

Omslaget blev råt, med skæv børneskrift og en gul, hengemt farve. Man besluttede samtidig at udelade et forord, der introducerede den liberale debattør. Det ville være synd for teksten, der stod mere rent uden, mente forlaget. Endelig diskuterede man genren. En roman var det ikke, så man endte med mail-betegnelsen. I forlængelse af traditionen for brevromaner, fordi breve er subjektive.

Shitstormen indtræffer

På Gyldendal havde man ikke forudset den shitstorm, der opstod med krav om tilbagetrækning af bogen, redegørelser og anklager om at føre læseren bag lyset.

Da Metroxpress kunne oplyse, at der var markante sammenfald mellem en dagbog med titlen »Tanker om underklassen« – den, der blev forsøgt afsat til Peoples Press – og udgivelsen i e-mail-form fra Gyldendal, forsvarede Johannes Riis sig på DR:

»Om der er kommet nogle afsnit fra dagbogen ind i bogen, kan jeg ikke se er et problem.«

Samtidig kom det frem, at versionen, der blev sendt til Peoples Press, ifølge Metroxpress bar et forord, der beskrev Karina Pedersens oplevelser som »anekdotiske beretninger«, men dog ikke »fiktion«.

Selv om Karina Pedersen senere skulle sige, at hun da ikke havde læst bogen, og at der var ting, hun gerne ville have fjernet, har Gyldendal hele tiden været bekendt med, at Karina Pedersen har været tæt på processen og godkendt manuskriptet.

Forlaget har hele tiden stolet på, at Karina Pedersen har fortalt det, som hun oplever som sin egen historie. Men det har Gyldendal nu heller ikke fundet så afgørende. Selv om det har været et omdrejningspunkt i den seneste uges heftige debat.

Nu venter man bare på, at stormen løjer af.