Skal man kunne bevise sandheden af sine erindringer, når de udkommer i bogform? Ja, lyder det fra størstedelen af kommentarer på sociale og ikke-sociale medier i kølvandet af Karina Pedersens erindringsbog »Helt ude i hampen«, hvor hun gengiver stærkt negative minder om sin mor, familie og opvækst i Fredericia. Nej, lyder svaret fra forlaget.

Men spørgsmålet giver slet ikke mening, mener forfatteren Kristian Ditlev Jensen, der blandt andet udtaler sig på baggrund af sin egen erindringsbog »Det bliver sagt« om en pædofils overgreb mod ham i barndommen.

»Når noget udgives som erindringer, så har der jo aldrig været en påstand om, at det er objektivt sandt. Det ligger simpelthen i, at det er en person, der har erindret det, og i dette tilfælde er det endda en rapport – og der ved man jo, at den, der rapporterer, kan godt være farvet,« mener Kristian Ditlev Jensen.

»Når man for eksempel tager ud for at tale med hendes skoleklasse, og det så viser sig, at hun har gået i mange skoleklasser, så kan det, der er sandt i den ene skoleklasse, jo godt være forkert i den anden. Samtidig kan det sagtens tænkes, at hun har brugt nogle litterære virkemidler, som overdrivelse eller sarkasme. Men alle nuancer falder til jorden, når man bare spørger: sandt eller falsk?« mener Kristian Ditlev.

»For mig var det vigtigt, at den pædofile havde fået en dom, så det stod fast. Alligevel mødte jeg for nylig en af hans venner, som sagde til mig, at det da var fint, at jeg havde fået succes med den bog, men at det jo var løgn alt sammen. Og så beskrev han sådan en typisk pædofil fantasis udlægning af historien. Og det var altså efter en sag med en lang fængselsdom. Men vi har jo allesammen forskellige interesser i, hvordan vi husker fortiden,« siger Kristian Ditlev Jensen.

Heller ikke på forlaget Gyldendal mener man, at en erindringsbog skal bevises.

»Man kan ikke faktatjekke erindringer. Man vil få lige så mange forskellige svar, som man spørger personer,« sagde forlagsdirektør Johannes Riis i tirsdags til DRs Deadline.

Og det gør de forskellige medier i dagspressen i øjeblikket med forskellige resultater.

Og som Kristian Ditlev Jensen konkluderer, så sker der tit det, at når man finder en modsat erindring af den første, så erstatter sandhed to sandhed et i den offentlige opfattelse:

»Selv om man faktisk nu slet ikke ved noget om, hvad sandheden er.«