Midt i august sendte Alternativet en pressemeddelelse ud med en opsigtsvækkende nyhed.

Partiet gennemførte en større ledelsesrokade, hvor René Gade overtog posten som gruppeformand efter Josephine Fock, mens Carolina Magdalene Maier blev politisk ordfører i stedet for Rasmus Nordqvist.

Uffe Elbæk fortsatte som politisk leder.

Årsagen til manøvren var ifølge partitoppen, at der skulle gives plads til de to nye profiler, og at Fock og Nordqvist skulle hellige sig nye opgaver og ordførerskaber.

Det var den officielle forklaring, lige indtil Josephine Fock i lørdags stod frem i Jyllands-Posten og gav sin version af forløbet omkring rokaden.

Her lod hun forstå, at hendes afgang som gruppeforkvinde også skyldtes interne uenigheder i Alternativets ledelse på Christiansborg. Uenighederne bundede hovedsagligt i en række sager, som Jyllands-Posten har afdækket de seneste dage.

Sager om blandt andet en overgrebsanklaget medarbejder, der blev genansat, en skriftlig advarsel til en ledende medarbejder, der har opført sig uprofessionelt og grænseoverskridende, samt et opråb fra flere medarbejdere om en forstyrrende »festkultur«, der har gjort dagligdagen på Christiansborg »kaotisk«.

Senest har Jyllands-Posten kunnet fortælle, at Alternativets pressechef i en mail har opfordret de ansatte til at sende billeder af deres »pik i slap tilstand« i anledning af et jubilæum på partiets stamværtshus.

Alternativet er et parti, der bryster sig af åbenhed og transparens, men i forbindelse med rokaden blev de interne uenigheder som følge af sagerne på intet tidspunkt nævnt som en forklaring.

Alligevel siger den nye gruppeformand, René Gade, at forklaringen på rokaden var todelt.

»Den ene del var, at det var gået lidt i hårdknude for de tre, og at de derfor gerne ville have friske kræfter ind. Den anden del var, at vi op til kommunal- og folketingsvalget gerne ville positionere vores to største profiler ud over Uffe: Josephine på finansområdet og Rasmus på klimaområdet. Der var bestemt også uenigheder,« siger han.

Men I kommunikerede jo intet ud om de uenigheder, og de er ikke nævnt med ét ord i jeres pressemeddelelse. Hvorfor ikke?

»I de citater, jeg gav til medierne umiddelbart efter, lægger jeg ikke skjul på, at der var uenigheder.«

Valgfest med sexgynge

René Gade udtalte til Ritzau i forbindelse med rokaden, at der »altid« vil være »forskellige holdninger i en folketingsgruppe«, og at Alternativet altid har »haft grundige diskussioner«.

»Men vi rykker rundt for at stille os bedst muligt frem mod kommunal-, regions- og folketingsvalget, så vi hver især kan bruge vores kompetencer og ordførerskaber bedst muligt for Alternativet,« lød hans forklaring i august.

Det lyder meget som det, der blev skrevet i pressemeddelelsen. Du siger jo intet om sagerne. Du siger bare, at der generelt er forskellige holdninger i partiet?

»Det er ingen hemmelighed, at der har været interne diskussioner. Men det, jeg kommunikerer, er netop det, den gamle daglige ledelse sagde til os. De ville gerne have en ny ledelse, og så får jeg et spørgsmål om, hvorvidt der har været diskussioner. Og så svarer jeg afmålt, at ja, der vil altid været uenigheder, og at vi også har diskuteret tingene grundigt,« siger René Gade i dag.

Kan du forstå, at man ude fra overhovedet ikke har kunnet se, at der lå intern splid bag beslutningen om rokaden?

»Jeg kan fuldstændig forstå, at man har fokuseret på, at vi ville positionere to af vores profiler, og kun sekundært taler om, at der altid vil være uenighed i et parti. Der tillader jeg mig at pege ret meget tilbage på den gamle daglige ledelse. De må selv stå på mål for, hvad de udtaler i dag, i forhold til hvad de udtalte dengang,« siger gruppeformanden.

I har værdier om åbenhed og gennemsigtighed – hvorfor har I ikke kommunikeret klart ud, at der var andre årsager til rokaden?

»Jeg kan kun tage udgangspunkt i den gamle ledelses argument om, at de ville have nye folk ind, og at de ikke selv ville mere. Det er præcis det, jeg kommunikerer. Derudover må de jo selv kommunikere deres uenigheder ud, og det er der så nogen, der gør skarpere nu end tidligere. Jeg sagde fra start, at der var uenigheder, men du har da fuldstændig ret i, at der i pressemeddelelsen klart har været fokuseret på det, der var mest positivt for os som parti,« siger han.

René Gade gør det samtidig klart, at folketingsgruppen ikke har været bekendt med de sager, der nu er kommet frem. Han er indsat som midlertidig sekretariatschef og står nu i spidsen for en større »kulegravning« i partiet.

Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra Uffe Elbæk, Josephine Fock og Rasmus Nordqvist. Ingen af dem har ønsket at udtale sig.

Mandag kom det ligeledes frem, at Alternativets lokalafdeling i København holder kommunalvalgsfest på baren Monastic, hvor der normalt er et såkaldt »dark room« samt en sexgynge.

Det fik René Gade til at opfordre de ansatte på Christiansborg, som han har ledelsesansvaret for, samt folketingsmedlemmerne til at holde sig fra festen.

»Den lokation er sikkert rigtig god til at feste, men jeg synes ikke, den er rigtig til at levere seriøse politiske budskaber,« siger han.

Siden er det dog kommet frem, at tiltagene blev droppet i sidste uge.