Gruppeformand René Gade og hans parti, Alternativet, vågnede fredag op til en alvorlig forside på Morgenavisen Jyllands-Posten.

Med avisens ord »plages« Alternativet« nemlig »af sager om interne krænkelser«. Et forhold, der i går fik Alternativet til at holde et krisemøde på Christiansborg.

De »interne krænkelser« handler blandt andet om en ledende medarbejder i partiet, der har fået en skriftlig advarsel for upassende opførsel over for underordnede og partimedlemmer, og en ældre medarbejder, der sidste år blev anklaget for at have krænket et ungt partimedlem. Den pågældende, sidstnævnte medarbejder blev afskediget, og daværende gruppeformand Josephine Fock opfordrede ligefrem det unge partimedlem til at politianmelde sagen.

Men senere blev medarbejderen dog genansat i en projektstilling i udlandet, hvilket »rystede Josephine Fock«, skriver Jyllands-Posten, der også refererer en mail fra juni måned, hvor fem medarbejdere i partiet klagede til partiledelsen over »festkulturen« i Alternativet.

René Gade er Alternativets gruppeformand og står nu i spidsen for en kulegravning af sagerne. Ifølge ham er der tale om få sager, men han understreger, at hver og én er en sag for meget.

»Hvis man ikke har evnet at agere som leder, så man kan møde næste dag på arbejde og have en lige så professionel relation over for den medarbejder, man har været til fest med dagen før, eller man har været i socialt lag med, har man i mine øjne ikke levet op til de standarder, vi skal have i Alternativet,« siger René Gade og kalder det »vigtigt at sikre, at vi fremadrettet ikke kommer til at se sådan nogle eksempler her.«

»Vi kommer aldrig til helt at kunne undgå det - det sker jo alle mulige steder - men vi kan ikke acceptere det i Alternativet.«

René Gade mener, at partiet har fejlet ved ikke »at slå hårdt ned på det, når der var noget, der ikke passede ind i vores værdier«.

»Der har af flere omgange været et ledelsessvigt på et eller andet niveau. Ledelsesfejlen består jo i, at man ikke har draget de nødvendige konsekvenser, så der ikke kom flere eksempler (på dårlig opførsel, red.),« siger René Gade.

Han kalder det for eksempel »uforklarligt«, hvordan den medarbejder, der blev anklaget for at krænke et ungt partimedlem, tilsyneladende efter sin afskedigelse blev projektansat i et internationalt projekt i udlandet.

»Det er noget af det, jeg kigger på nu. Det kunne jo heller ikke forsvares, for vedkommende blev fyret igen,« siger René Gade.

Det var Uffe Elbæks særlige rådgiver, der genansatte den pågældende medarbejder i projektstillingen. Uffe Elbæk har over for DR fortalt, at han overvejer, om genansættelsen skal få konsekvenser for rådgiverens fremtid. Adspurgt, om der er truffet en afgørelse, siger René Gade, at »vi har ikke talt sammen om det«, at det er »en personsag, som vi skal tage internt«.

Gennemsigtighed er en af Alternativets kerneværdier, men i hvert fald den ene sag er over et år gammel, før den i dag kan læses i Jyllands-Posten. Hvorfor har I ikke lagt det her åbent frem selv?

»Jamen, siden jeg har fået ledelsesansvaret, har jeg forsøgt at få altid frem og se, hvad der er rigtigt og forkert, både i rygter, og hvad der ligger af konkrete sager. Mange af tingene her er jo personalesager, som ikke skal offentliggøres. Men det er vigtigt, at vi har en arbejdsplads, hvor folk er trygge ved, at der bliver taget hånd om det, hvis der sker noget,« siger René Gade og slår fast, at »der er alt mulig grund til, at personsager ikke skal offentliggøres«.

»Det helt store spørgsmål er, om vi har håndteret det på en måde, så vores medarbejdere og organisation synes, at vi har gjort det ordentligt.«

Hvornår kan din kulegravning af de her forhold med ledelsessvigt og upassende opførsel forventes færdiggjort?

»Det bliver en løbende proces. Noget af arbejdet er gjort af den tidligere daglige ledelse, hvor jeg så bare kigger på, om det modsvarer den måde, vi gerne vil være på i dag for at agere professionelt. Så vil der kontinuerligt komme nye sager, forhåbentlig af mindre karakter, hvor jeg skal sikre, at der bliver lyttet. Kulegravningen er kun bagudrettet, og der er heldigvis ikke så mange tilfælde, at jeg tror, det tager for lang tid. Man kan sige, at vi gerne skal gå ind i det nye år på en rigtig god måde. Så inden for en overskuelig fremtid, gerne inden 2018.«

René Gade erkender, at sagen tærer på stemningen i partiet her få dage før kommunalvalget. Også fordi Alternativet flere gange i efteråret har døjet med dårlige sager i pressen, blandt andet om at have modtaget pengedonationer fra skattelylande i valgåret 2015, og at en nu tidligere kandidat til kommunalvalget i København har kritiseret partiet for topstyring. Ofte er partiet i forbindelse med sagerne blevet kritiseret af andre politikere for ikke at kunne leve op til sine egne idealer om en »ny politisk kultur«.

René Gade siger, at »jeg har aldrig påstået, at vi er bedre end andre«.

»Men vi skal i hvert fald gå forrest sådan, at vi kan stå på mål for vores værdier, integritet og kultur. I nogle af de her tilfælde har vi ikke kunnet det og været for dårlige, og det skal vi rette op på ved at lære af fejlene og skride konsekvent ind fra ledelseshold«.