Offentligheden kender hende som Venstre-politikeren, der ikke går af vejen for et slagsmål. Heller ikke når det går ud over hendes egne, hvis hun føler, at menneskelige værdier går tabt. Nu får man et indblik i politi­kvinden og den offentlige anklager Birthe Rønn Hornbech, der ikke er meget anderledes end det, man kender hende som i politik.

Lad det være sagt med det samme: Birthe Rønn Hornbech skriver som en drøm.

Hun sætter i »Politierindringer« scenen for en lang række tragiske efterforskninger og retssager, som hun har været en del af som offentlig anklager ved politiet blandt andet i Roskilde. Og hun har både en alvorlig og en humoristisk tilgang til sagerne alt afhængig af deres karakter.

Man genkender en ung anklager, som er grundig i sin efterforskning, fair over for bevisførelsen og de anklagede og meget kontant, når hun møder dommere, politifolk eller forsvarsadvokater, som hun mener træder over synlige og usynlige grænser.

Men hun har altid fairness som princip i sine erindringer, og selv folk, hun i begyndelsen ikke kunne lide, bliver hun forsonet med og giver i bogen også et mere nuanceret billede af personen.

Og man kan en gang imellem spørge sig selv, om hun ikke også har været for meget for nogle af de garvede politifolk i Roskilde, når hun mødte på alle tidspunkter af døgnet og spurgte ind til alle detaljer. Intet var for småt for Birthe Rønn Hornbech. Heller ikke politiets egne arbejdsgange, som hun i begyndelsen af sin karriere kastede sig over for at forstå politiarbejdet til bunds.

Ingen tvivl om, at der er kommet en professionel og dygtig anklager ud af det. Men det har nok heller ikke været let, når en ambitiøs og ung politifuldmægtig er braset ind ad døren og har udspurgt efterforskerne om, hvordan de selv syntes, at det gik med en sag.

Mange af sagerne er forlængst gået i glemmebogen, men det gør ikke noget. For Birthe Rønn Hornbech er i stand til med sine fortællinger at genskabe scener og fortællingen, så alle kan være med.

Det tredobbelte mord i bogen, som er en familietragedie og heldigvis glemt af de fleste mennesker, fortæller hun om, så alle kan være med. Med så stor en indlevelse og behørig respekt for historien og ofrene, som man kan forlange. Og vi kommer tæt på efterforskningen af mange af disse forbrydelser.

Vi får et indblik i overvejelserne i anklagemyndigheden, og vi er med i retssagerne, hvor vi møder både excentriske dommere og gammeldags journalister, der kender byen og de kriminelle og derfor har en ganske god fornemmelse for retsreportagen. Ikke ét sekund keder man sig i dette selskab.

Birthe Rønn Hornbech skal ikke bebrejdes for, at man som læser måske havde forventet lidt flere retspolitiske overvejelser, for det er ikke bogens primære formål direkte. Men man kan læse mange ting ud af bogen, også om hvordan vores retssystem fungerede, da Birthe Rønn Hornbech var i embedet, inden hun blev politiker for alvor.

Hun er ikke sådan at tage fusen på. Hun forlangte på et tidspunkt i karrieren at være med hos ordenspolitiet. Dengang fandtes der ingen uniformsbeklædning i politiet for kvinder, og derfor var mange kvindelige jurister tilknyttet kriminalpolitiet, der jo ikke går i uniform.

Men Birthe Rønn Hornbech insisterede på at få erfaringer også i ordenspolitiet, og da politiet med hensyn til hendes beklædning måtte opgive og dermed gav hendes frie tøjler til selv at uniformere sig, valgte hun en lårkort kjole til politijakken og hvide lakstøvler. Billedet kan ses på forsiden af bogen og vakte formentligt opsigt på hendes første ordensvagt, som var ved Eremitageløbet.

Da hun var anklager, gik hun til opgaven med stor alvor. Uanset om det var mordsager eller mindre sager som kvier, der var løbet ud på vejene på grund af dårlig indhegning.

»Kvier har det med at blive kåde. Det ved alle, der har med kvier at gøre. Loven kræver helt rimeligt, at dyrene på marken skal gå i en forsvarlig indhegning, men hvad er forsvarlig indhegning. Det var spørgsmålet.« Et eksempel på hendes humor, der også er plads til i en ellers alvorlig bog.

Læs den og bliv bekræftet i, at Birthe Rønn Hornbech er en ordentlig person, der også holder fast, når noget ikke er ordentligt.

Titel: Politierindringer
Forfatter: Birthe Rønn Hornbech.
Sider: 272.
Pris: 300 kr.
​Forlag: Gyldendal.