Folketinget har al den magt, Folketinget kan ønske sig

En overskrift i Berlingske i sidste uge lød »Folketinget vil have magten tilbage«.

Baggrunden for overskriften er en forestilling om, at magten gennem en årrække er blevet flyttet fra Folketinget til regeringen. Men er forestillingen om en magtforskydning nu også rigtig?

På det principielle plan er det svært at forstå, at Folketinget skulle have tabt magt. Vi har siden 1901 haft parlamentarisme, der indebærer, at der ikke er reel magtdeling mellem den lovgivende og udøvede magt, fordi den udøvende magt – regeringen – helt er underlagt Folketinget.

Regeringen må hoppe og danse efter Folketingets pibe. Folketinget kan når som helst vælte en minister og hele regeringen. Det indebærer mildt sagt et ulige magtforhold mellem regering og folketing. Regeringens eneste modsvar er truslen om at udskrive folketingsvalg, men den trussel er ofte et tveægget sværd.

Kan der på det mere praktiske plan være tale om, at magten er flyttet fra Folketinget til regeringen på trods af parlamentarismen, der burde sikre Folketingets overmagt?

VLAK-regeringen kan næppe genkende billedet af, at regeringen har taget magten fra Folketinget. I regeringsgrundlaget står der, at beskæftigelsen skal løftes med 55.000-60.000 personer, færre skal betale topskat, tilbagetrækningsalderen skal hæves og danske virksomheders adgang til udenlandsk arbejdskraft skal styrkes.

De og en række andre af regeringens målsætninger har ikke kunnet realiseres, fordi der ikke har været flertal for det i Folketinget. Så alt tyder på, at Folketinget fortsat sidder tungt på magten.

Flertallet bestemmer

Når der alligevel på Christiansborg kan brede sig en opfattelse af, at Folketinget har mistet magt til regeringen, kan det have flere årsager. Det er værd at huske på, at det ikke er Folketinget som sådan, der har magten, det er Folketingets flertal.

Hvis et parti eller et folketingsmedlem tilhører mindretallet, kan det naturligt føre til en følelse af magtesløshed. Det skyldes ikke, at Folketinget har mistet magten, men at man tilhører mindretallet, som i et demokrati giver mindre magt end hvis man tilhører flertallet.

En anden faktor kan være den offentlige sektors uhæmmede vækst både målt på udgifter og omfanget af offentlig regulering, som gør det svært at bevare overblikket, og derfor kan føre til en følelse af magtesløshed.

Men på den front deler Folketinget skæbne med regeringen og embedsapparatet, som også kan have svært ved at bevare overblikket over en uoverskuelig offentlig sektor.

Uanset om forestillingen om Folketingets magttab hviler på et tyndt grundlag, barsler et udvalg af folketingsmedlemmer fra alle partier snart med en stribe forslag om at ændre og forny Folketingets arbejdsformer for at styrke Folketinget i forhold til regeringen, men måske nok så meget for at styrke folketingsmedlemmernes anseelse i befolkningen.

Dårligt forslag

Et af forslagene indebærer, at embedsmænd skal kunne deltage i høringer, uden at ministeren skal være til stede. Det er et mindre gennemtænkt forslag. I Danmark har vi ministerstyre, dvs. at alt, der foregår i et ministerium, er på ministerens ansvar og under ministerens ledelse.

Det betyder ikke, at ministeren kan skalte og valte. Ministeren skal overholde love og regler, og ministeren kan når som helst afsættes af et flertal i Folketinget. Når ministeren skal være ministeriets ubetingede chef, er det ikke af hensyn til ministeren, men af hensyn til demokratiet.

Ministeren er den eneste i ministeriet, der bringer demokratisk legitimitet til ministeriet. Embedsmændene kan være dygtige og indsigtsfulde, men demokratisk legitimitet kan de ikke bidrage med. Vi har demokrati, vi har ikke ekspertvælde.

Derfor er forslaget om at kunne slippe embedsmændene løs problematisk og potentielt udemokratisk.

Forslagsstillerne er opmærksom på problemerne, som de tror kan løses ved, at embedsmændene ikke skal kunne optræde i fri figur, hvis det drejer sig om »en politisk betændt sag«.

Det er i bedste fald naivt at tro, at der i praksis kan sondres mellem sager, der er »politisk betændte og ubetændte«.

De rigtige synspunkter

Embedsmænd har nok stor viden og indsigt, men de har også dagsordener og holdninger. Oppositionspolitikere vil altid, hvis de får mulighed for det, bore i om en embedsmand har synspunkter og holdninger, der afviger fra ministerens og regeringens politik. Hvis det er tilfældet, bliver sagen straks »politisk betændt« på et forkert grundlag.

Regeringens politik skal ikke baseres på holdninger i embedsværket, men på et flertal i Folketinget. Der kan være allehånde holdninger og synspunkter i embedsværket, men det vil være en demokratisk glidebane, hvis de skal tillægges en særlig vægt i den politiske proces, og det vil uundgåeligt blive konsekvensen, hvis embedsmændene får lov til at optræde i fri dressur.

Et andet forslag fra udvalget om at undersøge antallet af ministerbemyndigelser er der mere ræson i. Meget af Folketingets lovgivning rummer udover de præcist udformede paragraffer bemyndigelser til ministeren om at udforme regler til supplement af de regler, der er i selve loven.

Omfanget af bemyndigelser og regler, der udstedes i medfør af bemyndigelserne, er formentlig stigende. Venstres Eva Kjer Hansen har i nogen tid med god grund haft fokus på det problem.

Det udgør potentielt et demokratisk problem, fordi en stigende mængde af regler, som borgere og virksomheder skal rette sig efter, er underkastet svag eller ingen politisk kontrol.

Man kan sige, at Folketinget ligger som det har redt, Folketinget kunne bare undlade at indskrive de mange bemyndigelser i lovgivningen. Men det er svært, når Folketinget har en overdreven trang til at lave regler for alt muligt mellem himmel og jord.

Demokratisk kontrol

Problemet stikker endnu dybere, fordi det er mere end tvivlsomt, om ministeren har styr på alle de regler, der udstedes i systemet i kraft af bemyndigelserne. Meget skabes i embedsværket uden effektiv indsigt og kontrol hos ministeren. Det rejser et vigtigt spørgsmål om politisk og demokratisk kontrol, hvor regering og folketing har fælles interesse.

Det er en meget ensom post at være minister i Danmark. Ministeren sidder ene mand/kvinde – suppleret med en relativt afmægtig særlig rådgiver – over for et mægtigt embedsapparat. Embedsapparatet er dygtigt og tjenstvilligt i forhold til ministeren, men det har også sine egne dagsordener, som det kan være vanskeligt for ministeren at hamle op med.

Der er derfor behov for at styrke den politiske ledelse i ministerierne, både for at sikre den demokratiske legitimitet i almindelighed og i særdeleshed i anvendelse af lovgivningens mange bemyndigelser.

Det vil også bringe Danmark på linje med andre demokratiske lande, hvor en større del af ledelsen i et ministerium er politisk udpeget, og dermed har demokratisk legitimitet.

En styrkelse af den politiske ledelse i ministerierne bør kunne få bred opbakning i Folketinget, fordi det i sidste ende også styrker Folketinget. Politisk udnævnte chefer i ministerierne kan Folketinget kalde i høring, så tit det lyster.