Flere og flere danske boligejere sætter kursen mod sikker havn. De tilvælger fast rente og afdrag på deres realkreditlån, selv om det med de rekordlave renteniveauer er op til fem gange dyrere end det billigste alternativ med variabel rente og afdragsfrihed.

I første kvartal nåede andelen af boliglån med afdrag op på 52,6 procent, hvor den for fem år siden kun var 43,3 procent. Andelen af lån med fast rente er nu 40,8 procent, mens den i 2012 kun lå på 30,7 procent.