DR har lavet en aldeles glimrende julekalender, »Tidsrejsen«, der bare bliver bedre og bedre for hvert afsnit. Hjemme hos os sidder vi klinet til skærmen, mor, far og to børn, for at følge med i fortælllingen om videnskabspigen Sofie, der rejser i tid sammen med Dixie, en dreng fra fremtiden, mens mystiske »tidsagenter« jagter dem.
Hvis man skal lede efter en berettigelse for at betale 200 kr. om måneden i licens, er »Tidsrejsen« et godt sted at starte, og den lægger sig i fin forlængelse af tidligere kvalitetsjulekalendere samt danskproduceret børne- og ungdoms-TV i det hele taget.
Og så kunne vi passende være stoppet dér.
Hvis ikke det lige var fordi, at der i »Tidsrejsen« optræder en mystisk skolelærer, Ragnar, som samtidig er medlem af en lokal frikirke-menighed. Nu ved vi ikke endnu, hvilke hemmeligheder Ragnar gemmer på – helt ren i kanten virker han i al fald ikke – men det har ikke forhindret Kristendemokraternes formand, Stig Grenov, i at fare i blækhuset. Han raser til Kristeligt Dagblad over Ragnar-figuren:
»Problemet er, at man i en julekalender udstiller en meget usympatisk og fanatisk person som lige pludselig værende en del af et frikirkesamfund. På den måde udstiller DR frikirkefolk meget usympatisk. Det er dels ikke rimeligt over for børn, som kan blive mobbet, fordi de tilhører en frikirke. Men det er heller ikke rimeligt over for resten af børnene, som kan tro, at sådan er frikirkefolk,« siger Stig Grenov, der mener, at DR skal sige undskyld og tage afstand fra den stigende chikane mod kristne minoriteter.
Det virker som om, at Kristendemokraternes formand har fået et slemt tilfælde af »fiktionsforargelse«, en sygdom der i stigende grad rammer folk og fæ med et dogmatisk snævertsyn og manglende selvironi.
Når man lider af fiktionsforargelse, har man en stor tilbøjelighed til at stirre sig blind på fiktive figurer og plotmæssige spidsfindigheder i film og TV, som skurrer mod ens verdenssyn, og kræve både bodsgang og omredigering fra de ansvarlige parter. Personer, der er ramt af fiktionsforargelse, tror gerne, at fiktionens provokerende og »forkerte« billeder kan være både korrumperende, ødelæggende og gøre ubodelig skade på sarte sjæle.
Problemet med fiktionsforargelse er, at når først vi er i gang, kan stort set alle finde noget, at blive forarget over.
»Tidsrejsen« fremstiller for eksempel fædre som – og her citerer jeg Berlingskes chefredaktør Tom Jensen – »ansvarsløse, guitarklimprende jubelnarre. Derfor kræver vi fædre, at alle resternede scener med hovedpersonens far klippes ud«.
Yngre juletræssælgere udstilles som smådumme og nemme at narre – det er for dårligt, tænk nu, hvis ens far er juletræssælger, så risikerer man mobning. Og de strenge tidsagenter udgiver sig for at være PET-agenter, hvilket bestemt ikke er rimeligt – der findes garanteret mange flinke PET-agenter i virkeligheden.