December er lig med TV-julekalender, og i år er det DR, som står for den nyproducerede af slagsen, mens TV 2 genudsender »Alletiders julemand« med nissen Pyrus. At dømme ud fra første låge i »Tidsrejsen«, som vi åbnede mandag aften, er der tale om solid og velturneret underholdning for hele familien.

Vi får mindelser til science fiction-film som »The Matrix« og »Tilbage til fremtiden«, da en godt forklædt Søren Pilmark »engang i fremtiden« overlader en art tidsmaskine til teenageren Dixie, som forsvinder for øjnene af nogle mystiske forfølgere.

Han lander – efter en ørehængende titelsang – i et snedækket Dragør anno 2014, hvor fysikpigen Sofie, med et sidekick i form af en ganske nuttet lillebror, drømmer om, at hendes mor og far finder sammen igen inden juleaften, så alt kan blive som tidligere.

I mellemtiden kan hun passende begynde at rode med den såkaldte gyro – en art tidsmaskine – som hendes »Ole Opfinder«- farfar har bygget på i 30 år. Det skal der nok komme megen sjov ud af, Dixie synes i hvert fald meget interesseret i opfindelsen.

Originale og ambitiøse

Bebiane Ivalo Kreutzmann og Hannibal Harboe Rasmussen (kendt fra DR-serien »Pendlerkids«) som hhv. Sofie og Dixie har fra første færd fundet formen, samspillet og troværdigheden.

Og de er omgivet af solide skuespillere. Rolf Hansen og Patricia Schumann som far og mor, to »børnevoksne« der mest af alt går op i astrologi, selvrealisering, musik og god karma, leverer en sjov og underspillet kommentar til tidens forældre. Mens Lars Knutzon og Karen-Lise Mynster som farfar og farmor sidder lige i julekalender-skabet.

Jo, jo, der er da undervejs replikker og scener, som ikke er helt fri for det lidt gumpetunge og skurrende, men Poul Bergs manuskript får nu alligevel fra første færd tegnet figurerne op, så vi får lyst til at følge dem, og instruktøren Kaspar Munk, der tidligere har lavet flere ungdomsfilm, har helt generelt et sikkert greb om iscenesættelsen og sine unge hovedrolleindehavere.

De seneste år har DR stået for de mest originale og ambitiøse TV-julekalendere med bl.a. Maya Ilsøes spændende »Pagten« (2009) og Wikke & Rasmussens herligt soulede »Julestjerner« (2012). Om »Tidsrejsen« formår at nå det samme niveau er endnu for tidligt at sige, men mange af brikkerne er der, ligesom ambitionen om at fortælle mere end blot en hyggelig gennemsnits-julefortælling. Så vi skal helt sikkert åbne en låge mere.

Hvad: »Tidsrejsen«, første afsnit.

Hvem: Manuskript: Poul Berg, Instruktør: Kaspar Munk, medvirkende: Bebiane Ivalo Kreutzmann, Hannibal Harboe Rasmussen m.fl.

Hvor: DR1, mandag aften.