DRs julekalender »Tidsrejsen« er så god, at man hører om, at granvoksne mænd ligefrem ser den alene, når skilsmissebørnene er hos deres mor. Instruktøren, Kaspar Munk, har brugt sin flair for at lave fintfølende ungdomsfilm til at trække nisser og lalleglade musikvideoer ud af Sofies følsomme historie om at finde sig selv, tilsat en farverig tidsrejsetematik. Og han har gjort det uden at give køb på humanistiske kerneværdier som familie og kærlighed.

Da han fik ideen til »Tidsrejsen« præsenteret i form af en ganske få linjers pitch, stak to ord ud: »Skilsmisse« og »Tidsrejse«. Han tændte med det samme på ideen og videreudviklede den sammen med manuskriptforfatter Poul Berg.

Berlingske satte den succesrige instruktør stævne, dagen før han skulle til Thailand for at holde 14 dages velfortjent ferie med sin egen heldigvis stadig intakte familie, inklusive to børn på 9 og 11 år.Skilsmisser er ikke nye i julekalendersammenhæng. Hvorfor tage temaet op igen?»Skilsmisser er simpelthen en virkelighed for mange børn og forældre, og dermed er det vedkommende stof. Men vi ville behandle temaet på en ny måde og bringe et eventyr ind over. Vi valgte at fokusere på Sofies rejse, hvor hun lærer sig selv bedre at kende. Den skulle være bærende, og så byggede vi eventyrlandet op omkring den røde tråd,« siger Kaspar Munk og fortsætter:

»Samtidig havde vi lyst til at prøve at favne hele familien foran TV-skærmen, ikke kun børnene. I tidsrejselementet ligger det her med at gå tilbage i tiden og møde nogle bedsteforældre, man aldrig har set, eller få muligheden for at få en relation, man ønskede, man havde gjort noget mere ud af. Dén appellerer nok til de voksne.«

Missionen er lykkedes

På seertallene og reaktionerne vurderer Kaspar Munk, at i det mindste dele af missionen er lykkedes.

»Ud fra et filmfagligt synspunkt var jeg tiltrukket af at finde ud af, om vi kunne få noget fint og poetisk og ret stille til at spille sammen med eventyret. Det har vi arbejdet bevidst med hele vejen igennem. For eksempel med musikken, hvor vi går fra det fine til det pompøse og tilbage igen,« siger Kaspar Munk.

Selv om det er tillokkende at lave film om tidsrejser, kræver det også, at man holder hovedet koldt og har styr på logikken.

»Vi har brugt mange blokke med gule sedler i arbejdsprocessen. Når man åbner for det umulige, giver det uanede muligheder på papiret, så vi måtte lave nogle dogmer for, hvem Sofie skulle møde og ikke møde, for at det samlet set skulle give mening for hovedpersonen og dermed seerne. Helt konkret får hun mulighed for at ændre på forældrenes opdelte liv, og det er fristende at forsøge at bringe dem sammen på den konto, men det giver samtidig uoverskuelige konsekvenser,« siger Munk og fortsætter:

»Oven i det så havde vi jo ikke et Hollywood-budget, så jeg kunne ikke vise min egen erindring om 1980erne, som naturligvis er bredere. Vi kunne for eksempel ikke lige pludselig inddrage BZ-bevægelsen, selv om det kunne være nok så interessant. Vi måtte ty til de enkle greb, som vi havde råd til. Vores tilgang til tidsrejser blev dermed mere direkte og humoristisk.«Hvordan holdt I styr på logikken?»Praktisk har det været hårdt, for alt er filmet i én stor rodebunke. I de første tre uger alene var vi i fire forskellige tidsaldre på kryds og tværs af 18 forskellige afsnit, så skuespillerne skulle af og til lige have at vide, hvor de var i historien, hvem de lige havde mødt, og hvem de nu var sure på eller glade for.«Hvad har du lært af at lave ni til ti timers film på én gang?»I min seneste ungdomsfilm, »You and Me Forever«, der pr. definition var smal, fik jeg fat i noget i mit personlige udtryk, som lykkedes. Heldigvis viser det sig, at fokus på det indre liv i karaktererne godt kan bruges i en bredere fortælling. Vi skulle naturligvis ikke ligefrem være kunstfilmagtige i en julekalender, men jeg tror på, at publikum efterhånden er så intelligent, at du ikke er forpligtet til at køre ren mainstreamstil.«Har du aldrig i processen været bange for sidenhen at blive kategoriseret som »ham med julekalenderen«?»Jo, i begyndelsen var jeg helt klart bange for at blive kaldt for julekalender-dude bagefter, men jeg syntes alligevel ret hurtigt, at historien havde nogle af de ting, som jeg kan lide og har beskæftiget mig med før. Det har ikke bare været en produktion med to kameraer, hvor vi har høvlet derudad.«Hvad nu hvis der opstår et folkekrav om mere?

»Der er allerede visse spekulationer, men det tager jeg helt roligt. Projektet skal i givet fald være godt. I det hele taget berettiger en god serie ikke pr. automatik en film eller omvendt. Indholdet skal passe til projektet, ellers kan det være ligegyldigt, og i øjeblikket planlægger jeg i øvrigt et drama for voksne for at prøve noget helt nyt.«Hvad sker der i de resterende afsnit før juleaften?»Jeg kan jo ikke afsløre, hvad der sker i de allersidste afsnit, men vi har en stærk og til tider irriterende hovedperson, der kun tror på det eksakte. Fortællingen handler meget om, at hun måske også skal lære at tro på det mirakuløse. Det, som ikke sådan lige kan forklares. Sofie forandrer sig – også fordi hun møder kærligheden. Og den pointe kan jeg godt lide.«