Vinden rammer kajakken, og den skifter kurs. Min kajak har nu kurs direkte mod stenmolen, og med et fast tag med pagajen forsøger jeg at dreje båden. Pagajens bevægelse gennem vandet retter båden op et kort øjeblik, men så rammer vinden igen.

Da kajakken endnu engang har retning mod stenene, kan jeg mærke nervøsiteten nærme sig. Jeg er klar til at følge instruktørens råd, hvis båden kæntrer og jeg falder i vandet. Det gælder om at puste ud, så man ikke får vand i munden, forklarede hun, inden jeg satte mig til rette i den smalle båd. Vores instruktør, Anne-Mette Hansen, har spottet, at jeg er i knibe, og sætter kurs mod min kajak. Med et rutineret greb hægter hun vores kajakker sammen med et reb, så jeg får mulighed for at se Bornholm fra vandsiden uden at blive blæst ud af kurs.