Kl. 07.30: Morgentur

Udnyt dagen, og stå tidligt op. I Budapest kan det sagtens betale sig at springe hotellerne over. Der er et utal af muligheder for at bo på airbnb eller i mindre hotellejligheder til en fornuftig pris. Bo f.eks på AnVa House. Det ligger fem minutters gang fra lufthavnsbussen og er pænt og rent. Fordelen er, at du også er tæt på en myriade af caféer, som serverer amerikansk, engelsk eller ungarsk morgenmad. Alt sammen til rørende priser, og ungarerne er ganske gode til at lave mad, hvad enten du er på bistropub, café eller napper en gang streetfood. Et af stederne er arkaden Gozsdu-udvar blot to minutter fra AnVa House. Mellem syv bygninger har en lang række caféer taget gårdmiljøet i en hel karre som gidsel, og de mange beværtninger ligger ganske hyggeligt på rad og række med madtemaer fra hele verden. Det er svært ikke at blive fascineret af stemningen, som drager en indenfor. Også de lokale kommer her, selv om priserne er skruet en smule op i forhold til de talrige øvrige caféer og spisesteder i området.

Sted: Gozsdu udvar
Hvor: Kiralý Utca 13, Pest