Før man overhovedet overvejer at ændre i eritreiske asylsøgeres rettigheder, må man afvente FN's konklusioner om menneskerettighederne i det lille lukkede land på Afrikas Horn. Det mener menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch, som i dag retter skarp kritik af Danmarks rapport om Eritrea, som var grundlag for et oplæg til kraftige begrænsninger i eritreeres ret til beskyttelse. Samtidig opfordres Europas regeringer til at afholde sig fra at ændre asylpraksis ind til en FN-undersøgelseskommission er klar med konklusioner om landet.
Som Berlingske beskrev i mandags, er Danmarks rapport om Eritrea til inspiration for andre lande. I Norge vil man gøre som Danmark: Undersøge om desertører og illegalt udrejste, der ifølge international konsensus hidtil har været i fare, hvis de blev nægtet asyl, nu trygt kan vende tilbage til deres fædreland.
»Den danske rapport ligner mere en politisk indsats på at begrænse migration end en ærlig vurdering af menneskerettighederne i Eritrea,« siger Leslie Lefkow, vicedirektør i Human Rights Watch med ansvar for Afrika.
»I stedet for at spekulere i potentielle reformer i det eritreiske styre, burde man afvente og se, om sådanne løfter faktisk bliver til reelle forandringer,« siger Leslie Lefkow.
I Danmark har rapporten skabt stort postyr, men Udlændingestyrelsens direktør Henrik Grunnet understreget, at rapporten, som var grundlaget for at Danmark ville ændre asylpraksis, stadig »står«. Dog blev planerne om at ændre på dansk asylpraksis rullet tilbage efter massiv kritik af rapporten.
Eritrea er under hårde FN-sanktioner på grund af støtte til terrororganisationen Al-Shabaab i Somalia. Landet anklages i øvrigt for omfattende krænkelser af menneskerettighederne. I juni vedtog FN at nedsætte en særlig undersøgelseskommission, der skal afdække forholdene.
{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}
FN-Kommissionen har et år at arbejde i, og da kommissionen trådte sammen i november, sagde formanden, den australske professor Mike Smith, at formålet var at forbedre menneskerettigheds situationen i landet.
Kommissionens to øvrige medlemmer, Victor Dankwa og FN's særlige rapportør for Eritrea, Sheila B. Keetharuth, henviste til at undersøgelses kommissionen har fået et meget klart mandat fra FN's Menneskerettighedsråd:
»Rådet har udtrykt den stærkeste fordømmelse af de fortsatte og vidt udbredte og systematiske krænkelser af menneskerettighederne, som begåes af det eritreiske styre,« sagde Victor Dankwa.
»Det handler om at forstå den nuværende menneskerettigheds situation i landet og især om at undersøge årsagerne til, hvorfor eritreere, herunder mange uledsagede børn og unge, flygter fra landet i tusindvis.«
Mens Human Rights Watch frygter følgevirkningerne af Danmarks rapport om Eritrea, ventes Justitsministeriet senere i dag at offentliggøre redegørelse nummer to om, hvordan rapporten er blevet til. Berlingske har afsløret en række fejl, mangler, kilder der har trukket sig og sågar medforfattere, der sagde fra under rapportens tilblivelse. I sidste uge forlangte justitsminister Mette Frederiksen redegørelsen, og mandag forsøgte Udlændingestyrelsen at give en forklaring, som ministeren fandt utilstrækkelig. I går afleverede styrelsen en supplerende redegørelse, som ministeriet ventes at offentliggøre senere i dag.


