EU har et milliardbeløb liggende klar, som potentielt kan blive skudt i Femern-forbindelsen. Det siger koordinator for Europa-Kommissionens infrastrukturprojekter Pat Cox til Jyllands-Posten.

Regningen for den kommende Femern-forbindelse ventes at ende på over 40 milliarder kroner. Og fra dansk side har man hidtil kalkuleret med at få ti procent af projektets anlægsomkostninger hentet hjem i form af EU-støtte.

»Det er min fornemmelse, at de midler, man har budgetteret med, nok skal blive støttet fra EUs side, og måske endda mere,« siger Pat Cox til Jyllands-Posten og tilføjer:

»Så jeg vil ikke fraråde, at man fra dansk side øger sine ambitioner en smule, når man skal søge om midlerne«.

Transportminister Magnus Heunicke (S) glæder sig over meldingen, der ifølge ham viser, at man på EU-plan tror på projektet.

Han ventes at fremlægge anlægsloven for Femern-forbindelsen i Folketinget inden årets udgang. Derefter skal loven behandles og ventes vedtaget i starten af 2015.

Administrerende direktør Claus F. Baunkjær fra Femern A/S, der har til opgave at planlægge udførelsen af Femern-forbindelsen, oplyser til Jyllands-Posten, at ansøgningen om EU-støtte nu formentlig vil rykke tættere på 20 procent end ti procent.

Fristen for at ansøge om EUs støtte til Femern-forbindelsen er februar næste år.