TALLINN: EUs medlemslande skal dele problemer, og alle skal bidrage til at løse dem. Det er grundlaget for den estiske EU-politik, som premierministeren, Taavi Rõivas, fører. Derfor mener han, at det er væsentligt, at den alvorlige flygtningekrise, vi står i nu, bliver løst i fællesskab. Alle skal bidrage – alle skal tage imod deres rimelige andel af mennesker på flugt.
Men Estland er det EU-land, som tager imod absolut færrest flygtninge, og der er ingen udsigt til, at det ændrer sig. Da EU-Kommissionen lavede det første udkast til et kvotesystem for flygtninge, skulle Estland efter planen tildeles omkring 750 flygtninge per år i de næste to år.
Det stejlede såvel befolkningen som politikerne over, og efter hårde forhandlinger i Bruxelles og en heftig offentlig debat indgik esterne et kompromis med kommissionen. I løbet af de næste to år skal Estland tage imod 150 flygtninge og måske op til 180. Det er omkring en tiendedel af det, EU-Kommissionen foreslog til at begynde med.
»Vi mener at alle lande skal tage deres rimelige andel. Men man er nødt til at tænke på størrelsen af vores land, før man begynder at fordele. Vores befolkning og økonomi udgør cirka 0,26 procent af EU, og det taget i betragtning er 150-180 personer vores rimelige andel,« siger Taavi Rõivas.
Manglende kapacitet
Sidste år blev bare 20 personer anerkendt som flygtninge i Estland, mens 6.200 flygtninge til sammenligning fik opholdstilladelse i Danmark. Regeringen herhjemme har dog ikke ønsket at være en del af EUs nye kvotesystem, og derfor kommer Danmark ikke til at tage imod nogen af de nye kvoteflygtninge.
I andre europæiske lande – herunder Danmark – mener man, at de baltiske lande skal tage imod markant flere flygtninge, fordi I har fået så få indtil nu. Hvorfor er det ikke rimeligt?
»Vi skal tage en andel, som er proportionel til vores størrelse, og det er det, vi gør. Derfor mener jeg ikke, at det på nogen måde er for få. Derudover må du tænke på, at antallet af flygtninge fra Ukraine, som vil til Estland og de andre baltiske lande, vil stige voldsomt. Der er en million mennesker, som ikke har et hjem, og det er logisk, at de vil forsøge at komme hertil, for her har de familie eller slægtninge,« siger den estiske premierminister.
Estland er desuden ikke en del af FNs kvotesystem og har dermed heller ikke forpligtet sig til at modtage et fast antal af de såkaldte kvoteflygtninge årligt.
Ud over det principielle i, at landet ikke bør tage flere flygtninge, end hvad der er rimeligt, mener Taavi Rõivas ikke, at det er forsvarligt, at Estland tager imod flere flygtninge på nuværende tidspunkt.
»Estland har ikke været et logisk land for flygtninge at tage til, og derfor har vi ikke den nødvendige kapacitet til at tage imod. Vi vil sikre os, at vi kan tilbyde ordnede forhold og et godt program for integration,« siger han.
Der er også manglende kapacitet i andre europæiske lande. Der finder man alternative løsninger og indlogerer flygtninge i nedlagte bygninger og i nogle tilfælde hoteller. Det kunne I vel også vælge at gøre?
»Vi er optagede af at gøre det ordentligt, og det er det, vi gør nu, når vi gør plads til de her flygtninge i løbet af de næste to år,« siger Taavi Rõivas.
Skeptiske over for kvoter
Der er en særlig historisk grund til, at esterne er kritiske over for kvoteflygtninge. I de mange år, Estland var besat af Sovjetunionen, blev der fra tid til anden flyttet russere til landet. Det var et led i en politisk plan om at sprede russere og russisk kultur ud over hele unionen. Tilflytterne blev både tildelt et nyt hus og en ny bil, når de ankom, og havde dermed langt bedre vilkår end den lokale befolkning.
»Det er en af grundene til, at der er meget stor forskel på, om der er tale om tvungne eller frivillige kvoter for os. Det er meget vigtigt, at det ikke er noget, vi bliver tvunget til,« siger Taavi Rõivas.
Da Sovjetunionen kollapsede i 1991 var der en del af de russiske tilflyttere, som tog tilbage til Rusland. Men mange blev, og i dag udgør russerne lidt mere end en fjerdedel af befolkningen. 91.000 af dem er statsløse og har aldrig lært at tale estisk. De er ringe integreret og lever med grå pas, som gør, at de kan rejse frit i både EU og Rusland.
Af den grund har Estland dårlig erfaring med at integrere folk – og derfor er mange politikere i Estlands parlament skeptiske over for udsigten til at lukke flere personer ind i landet, som skal integreres. Taavi Rõivas affejer dog spørgsmålet.
»Reglerne for at få statsborgerskab er meget nemme og gennemsigtige. Det er nemt at få statsborgerskab. Døren er åben, men vi kan ikke tvinge nogen til at blive statsborger,« siger han.
Mangel på arbejdskraft
På trods af den skepsis, der er over for kvoteflygtninge, skriger Estlands demografi på flere hænder. Fødselsraten faldt drastisk i 1990erne, hvor den estiske økonomi var igennem en hård omvæltning på lige fod med de andre tidligere sovjetiske lande. Oveni købet har landet oplevet en stor udvandring, siden det blev medlem af EU. Det gør, at Estland står til at miste tusindvis af hænder på arbejdsmarkedet.
Det er voldsomt for et land, som kun har 1,3 millioner indbyggere. Derfor mener Annika Uudelepp, direktør for den estiske tænketank Praxis, at esterne burde være mere åbne over for indvandringen i stedet.
»Intelligent indvandring kan meget vel være det, der kan redde os fra det problem. Der er en tendens til, at esterne vender hjem, når de bliver ældre, men vi får brug for indvandringen,« siger Annika Uudelepp og fortsætter:
»Det, jeg anbefaler, er, at vi åbner for at få flere familier til Estland og kvinder i den fødedygtige alder.«
Lige nu arbejder myndighederne dog på at markedsføre Estland bedre, sådan at den kvalificerede arbejdskraft kommer af sig selv – og at nogle af fraflytterne kommer tilbage.
»Vi ser allerede en tendens til det nu, at mange kommer tilbage, når de skal have børn. Jeg håber, at udviklingen fortsætter, men jeg tror ikke, vi kan klare os med det. Vi har brug for flere folk udefra,« siger Annika Uudelepp.