NARVA, ESTLAND: Både børn og voksne strækker halsen for at få et glimt af soldaterne, der står i rækker på den centrale plads i byen Narva i det nordøstlige Estland. Foran soldaterne står ministre og ambassadører højtideligt og ser til, mens det lille baltiske lands nationaldag bliver markeret. Det er en nationaldag som så mange andre med festtaler og en militærparade og så alligevel ikke. Det er den første nationaldag, siden krigen brød ud i Ukraine, og Rusland annekterede Krim. Tilfældet vil, at det er grænsebyen Narvas tur til at være vært for begivenhederne, og at amerikanske soldater skal gå med i paraden.
Få hundrede meter fra soldaterne og politikerne på pladsen bruser en flod, og på den anden side blafrer det russiske flag i vinden i Ivangorod.
Narva ligger nemlig ikke bare i hjørnet af Estland, men også i hjørnet af NATO. Det hundrede meter brede vand er intet mindre end militæralliancens grænse til Rusland.
Mange vil sige, at det her er, hvor NATO ender, men det vil Estlands premierminister, Taavi Rõivas, ikke. Han træder op på et podium foran de mange soldater og siger, at det er stedet, hvor EU og NATO begynder.
»Vi, en nation af en million mennesker, har vores frihed, vores uafhængighed og vores egen stat på trods af alle vores fjender. Det er en stor bedrift, som vi skal værdsætte og vedligeholde,« siger han til folkemængdens jubel.
Når man kender Estlands historie, forstår man, hvad premierministeren mener, når han taler om fjender. Landet har været hærget af både danske, tyske og svenske korstoge og været besat af både tyskerne og russerne i løbet af de sidste 100 år.
»Sådan noget vil vi ikke lade ske igen. Det er vi overbeviste om,« siger Taavi Rõivas.
Soldaterne sætter i march, og så snart den sidste mand begynder at gå, starter motorerne i Estlands nyindkøbte, pansrede kampvogne og følger efter ud gennem Narvas gader. Strømmen af militærudstyr fortsætter, og efter nogle minutter drejer to amerikanske kampvogne fra NATO-styrken ind på pladsen.
Folkemængden nærmest holder vejret, mens vognene triller over asfalten med Stars and Stripes hævet højt. De kører lige forbi grænsekontrolposten til Rusland. Enkelte i mængden gisper og hvisker »amerikanerne« på russisk, mens de peger på de fem soldater, der vinker fra vognen.
Tilskuernes hvisken bliver til hujen, og de blå, røde og hvide farver er knap kommet til syne på vejen, der fører paraden igennem byen, før den spredte begejstring bliver til et gigantisk jubelbrøl.
Efter en lille runde i Narva til ære for indbyggerne, vender vognene tilbage til pladsen. De amerikanske køretøjer parkerer i det yderste hjørne og gør klar til at blive vist frem for folkemængden.
To unge fyre i camouflagetøj, løjtnanterne Boldt og Baker, hopper ud af kampvognen og bliver omringet af børn og forældre, der vil tage billeder af dem. De stiller troligt op og smiler til kameraerne.
Størstedelen af indbyggerne i Narva er etniske russere, og det vidste soldaterne ikke, før de blev briefet om paraden.
»Der var nogle, der råbte, lavede grimasser og rakte nogle interessante fingre i luften. Vi så nogle lidt blandede følelser, men overordnet set var folk meget entusiastiske,« siger den 24-årige Chris Boldt fra Oklahoma i USA.
Boldt og Baker er en del af en styrke på i alt 600 mand, der har roteret mellem de baltiske lande og Polen siden foråret 2014 som en direkte reaktion på Ruslands annektering af Krim.
»Vi er glade for at kunne støtte de baltiske lande,« siger 21-årige Mike Baker og bliver afbrudt af en begejstret mor med to børn i den ene hånd og en smartphone viftende i den anden.
De estiske myndigheder udtrykker jævnligt deres bekymring over Ruslands indblanding i konflikten i Ukraine. De mener, at det nye forhold til Rusland er kommet for at blive i mange år.
»Det her er ikke bare dårligt vejr, det er klimaforandringer,« som premierministeren udtrykker det.
Og det er ikke kun fortiden som et sovjetisk land, der gør esterne bange for russerne. Rusland har angiveligt både kidnappet en grænsevagt på estisk territorium og krænket Estlands luftrum syv gange siden maj 2014. Det er især i luften, esterne mærker, at russerne opruster.
Russiske fly kommer jævnligt tæt på landene, uden de har informeret om det i forvejen. Flyene har heller ikke deres transpondere tændt, som internationale luftfartsregler ellers foreskriver. Derfor får de baltiske lande støtte fra 16 til 20 kampfly fra NATO-allierede, som bidrager til luftpatruljeringen i fire måneder af gangen.
Og den russiske ageren stopper ikke ved grænsen til Estland. De russiske fly har også ændret på luftfartssikkerheden i Danmark.
Så sent som i denne uge blev fire russiske fly ifølge svensk forsvar opdaget i luftrummet tæt på Bornholm. I marts sidste år var et russisk militærfly bare 90 meter fra at kollidere med et SAS-fly, der netop var lettet fra Københavns Lufthavn med kurs mod Rom. Det var ifølge en NATO-rapport bare et ud af 40 tilfælde i Europa på otte måneder sidste år, hvor russerne var til fare for andre i luften.
Det øgede antal russiske militærfly gjorde, at de danske F16-fly var på vingerne 58 gange sidste år, og det er mere end dobbelt så mange som tidligere.
Flyene identificerer, markerer og eskorterer flyene væk, fordi de flyver med transponderne slukket. Uden transponderne kan flykontrollørerne i nærheden nemlig ikke vide, hvor hurtigt, højt og i hvilken retning, flyet bevæger sig.
Sverige, Finland, Norge, Holland og Tyskland mærker også Putins oprustning.
Ifølge NATO har der i år været 20 tilfælde i Østersøen med russiske fly til og med 1. marts, men ifølge den øverstkommanderende på basen, Jaak Tarien, har der været endnu flere.
»Det sker måske ikke hver dag, at vi flyver ud og møder et russisk fly, men det er tæt på,« siger han.
Jaak Tarien har været bekymret for Ruslands fremfærd siden krigen i Georgien i 2008, men han er mere bange for det russiske militær i dag.
»De har lavet en meget succesfuld reform af hæren. Deres militære optræden i Georgien var faktisk miserabel. De vandt kun, fordi de var i overtal. De har investeret meget i militæret med træning, våben, maskiner og soldater. Så der er grund til at være bange,« siger han.
Selv om oberst Tarien ikke tror, at Rusland vil indlede en militær aggression i Estland, er han parat til at reagere, hvis det skulle ske: »Vi forbereder os hele tiden på det værste,« siger han.
I NATOs hovedkvarter vækker det bekymring, at Rusland afholder et stærkt stigende antal såkaldte snap-øvelser, som er pludselige militærøvelser.
»Øvelserne bliver ofte foretaget på grænsen til Ruslands nabolande,« forklarer oberstløjtnant Jay Janzen.
På en snap-øvelse træner militæret i at indtage et område hurtigt, og typisk er alle dele af militæret repræsenteret. Og der er en særlig grund til, at det de øvelser, der vækker bekymring.
»De tropper, der endte på Krim, var sendt til grænsen af Ukraine under påskud af at deltage i præcis sådan en øvelse. Rusland maskerede simpelthen deres militærinvasion med en øvelse. Så nu, hvor vi ser snap-øvelser, er det ikke hændelser, som vi mener, bidrager til stabilitet,« siger Jay Janzen.
Rusland afholder også store øvelser med mange tusinde mand tæt på de baltiske lande. Den sidste store blev afholdt uden varsel i den russiske enklave Kaliningrad i december 2014, hvor alt fra kampvogne til 9.000 fodsoldater og 55 krigsskibe satte i bevægelse over fem dage. På et tidspunkt under øvelsen var de svært bevæbnede krigsskibe bare fem kilometer fra grænsen til Letlands territorium i Østersøen.
NATO har også holdt større øvelser i området, og sammen med de ekstra kampfly og soldater på jorden, bliver det opfattet som en provokation i Rusland.
»Vores største bekymring er eskaleringen af NATO-tilstedeværelse i de baltiske lande og især i Estland. Det strider mod den samarbejdsaftale med NATO, vi underskrev i Paris i 1997,« skriver en talsmand fra Ruslands ambassade i Estland i en mail.
På det anerkendte International Center for Defence and Security (ICDS) i Tallinn forsker Kalev Stoicescu i russisk udenrigspolitik og dens påvirkning af de baltiske lande. Han mener, at omverdenen har lukket øjnene for, hvad Rusland har udviklet sig til, siden krigen i Georgien i 2008.
»Da Rusland indledte krigen i Georgien var vi skrækslagne over, hvor nemt og hurtigt de europæiske ledere gik tilbage til at behandle Rusland som normalt. Nu har vi Ukraine, som er en indirekte konsekvens af Georgien, fordi lærdommen i Moskva var, at de kan gøre, som det passer dem,« siger han.
Der er håb for, at andre lande nu har fået øjnene op for truslen, mener Kalev Stoicescu. Han hæfter sig ved, at medlemslandene vil afsætte flere penge til forsvaret, men alt står og falder med, hvordan konflikten i Ukraine udspiller sig, mener han.
»For os er Ukraine en indikator for, hvad der følger. Russerne vil se, hvordan konflikten udspiller sig, og hvis de slipper af sted med det uden større konsekvenser, vil de begive sig ud på et nyt eventyr på et tidspunkt. Så er spørgsmålet bare, hvem det kommer til at gå ud over,« siger Kalev Stoicescu.
NATO etablerede i februar en aktionsstyrke på 5.000 mand, der skal rykke ud inden for 48 timer i tilfælde af, at der opstår en alvorlig krise i et medlemsland. Aktionsstyrken blev etableret »i lyset af det ændrede trusselsbillede på den østlige og sydlige grænse af alliancen«, men Kalev Stoicescu mener ikke, styrken kan gøre en forskel, hvis Rusland pludselig laver en snap-øvelse om til et angreb på Estland.
»Rusland har omringet os med væsentligt store styrker, og de har den fordel, at de vil kunne rykke ind meget effektivt og på kort tid. Derfor vil vi have soldater permanent på jorden,« siger Kalev Stoicescu.
Estlands forsvarsminister Sven Mikser deler bekymringerne, men glæder sig over den nye aktionsstyrke, som, han mener, giver Putin »et klart signal om sammenhængskraften og solidariteten« i NATO.
»Vi ved, at militære handlinger ikke nødvendigvis er Putins første valg, men han har vist, at han ikke tøver med at bruge militæret, hvis han finder det nødvendigt. Derfor er vi nødt til at være og fremstå stærke, mens vi er opsatte på at svare på en hvilket som helst aggression. Hvis vi virker svage og forvirrede, bliver vi til en fristelse for Putin,« skriver Sven Mikser i en mail til Berlingske.
»Amerikanere«, snerrer to unge mænd på russisk og spytter i jorden, idet de går forbi de to amerikanske kampvogne i Narva. Selv om vognene er fyldt med begejstrede børn og voksne, viser undersøgelser, at befolkningen er splittet, når det kommer til opbakningen til NATO. Esterne mener, at den vestlige militæralliance er den vigtigste aktør for at bevare freden, mens over halvdelen af det russiske mindretal mener, at det vigtigste er, at Estland har et godt forhold til Rusland.
En af dem, der mærker splittelsen, er den 48-årige maskiningeniør Kalmer Niibek, som i modsætning til størstedelen af indbyggerne, kommer fra en estisk familie.
»Nogle af russerne er ikke så glade for, at amerikanerne er her på grund af Sovjetunionens historie. De har en anden mentalitet og et andet syn på historien,« siger Kalmer Niibek.
Selv om han ser modstand til NATO og USA i sit nærområde, kan han mærke forandringer.
»Russerne er gode mennesker, men de bliver vildledt af propaganda. Jeg kan ikke snakke for alle, men dem, jeg kender i Narva, er begyndt at ændre opfattelse,« siger han og fortsætter: »De kan godt fornemme, at vi er gladere og har det bedre på den her side af floden.«