Skal vi være bange for Rusland i Europa? Skal de baltiske lande, Estland, Letland og Litauen, være bange? Og skal vi være bange i Danmark og i de andre vesteuropæiske lande?

Når man ser på de historiske erfaringer er der i hvert fald grund til en vis bekymring. Men det er primært en bekymring, vi skal have på de central- og østeuropæiske landes vegne. Og især på vegne af de europæiske stater, som indtil udgangen af 1991 var en del af Sovjetunionen: Estland, Letland, Litauen, Ukraine, Hviderusland og Moldova.

Derimod er der p.t. sandsynligvis ikke grund til en større bekymring på vores egne vegne her i Vesteuropa. Rusland og Putin vil næppe – selv om man selvfølgelig aldrig kan udelukke det 100 pct. – angribe et eller flere af de gamle vesteuropæiske NATO- og EU-lande. På den måde er forskellen på Europa anno 2015 og Europa i tiden før Anden Verdenskrig markant. Den store forskel i forhold til 1930erne, da Hitler og Nazi-tyskland gradvis begyndte at »æde sig ind på« flere europæiske stater, er, at vi i dag har en række store, internationale samarbejdsorganisationer i Europa. Ikke mindst NATO og EU. I 1930erne stod hvert af de europæiske lande som udgangspunkt næsten helt alene, når der kom nogen udefra og truede dem.

Læs også: Ukraine-krisen

Til gengæld viser de historiske erfaringer, at der er god grund til at bekymre sig på vegne af staterne i den østlige del af Europa. De lande, der hverken er nået at komme med i NATO eller EU, er i højrisikogruppen af lande, når det gælder truslen fra Rusland. Det viser det seneste års udvikling i Ukraine med al ønskelig tydelighed. De østeuropæiske lande, som er nået at komme med i den ene af disse samarbejdsorganisationer, er lidt bedre stillet. Men selv lande som Estland, Letland og Litauen, der er nået at komme med begge steder, inden den russiske bjørn for alvor begyndte at vise kløer her for et års tids siden, har grund til en vis bekymring.

De metoder, som Rusland har anvendt over for Ukraine, bringer på flere måder mindelser om den udvikling, man var vidne til i Europa i 1930erne. Måden, Krim er blevet annekteret på, og den østlige del af Ukraine er blevet »infiltreret« og angrebet på, minder om Tysklands metoder i tiden frem mod Anden Verdenskrig.

Da Nazi-Tyskland lagde Østrig ind under sig ved det såkaldte »Anschluss« i foråret 1938 skete det ved, at Hitler først ved hjælp af sine sympatisører i Østrig sørgede for at skabe uro i landet. Dernæst lagde han på forskellig vis pres på regeringen i Østrig med bl.a. krav om, at den skulle skabe ro. Til sidst besluttede den østrigske regering sig for at imødegå det stadigt stærkere pres fra Tyskland ved at udskrive en folkeafstemning om Østrigs eventuelle sammenlægning med Tyskland. En folkeafstemning som regeringen i Østrig, der var modstander af en sammenslutning med Tyskland, følte sig overbevist om, at den ville vinde stort.

Men inden folkeafstemningen nåede at blive holdt, sendte Tyskland tropper ind i Østrig. Og ligesom på Krim sidste forår blev der efterfølgende gennemført en folkeafstemning, som på ingen måde kan anses for at være fair og demokratisk, når den bliver holdt, mens der står udenlandske tropper i landet med alle de muligheder, som dette giver for at lægge pres på vælgerne, for at lave forskellige former for valgsvindel osv.

En anden historisk lighed med det, som Tyskland foretog sig i 1930erne, er, at Hitler hele tiden brugte argumentet med, at der jo boede tyskere i de områder, han et efter et lagde direkte ind under sig. Det gjaldt, da han i 1936 sendte tropper ind i Rhinlandet, som ganske vist i forvejen formelt hørte til Tyskland, men som ifølge Locarnopagten, som stormagterne havde indgået i 1925, skulle være demilitariseret område.

Det gjaldt i forbindelse med det østrigske »Anschluss« i foråret 1938, og det gjaldt, da Hitler med Münchenaftalen i september 1938, med stormagternes accept, lagde Sudeterland, som hørte til Tjekkoslovakiet, ind under Tyskland. Ligesom det gjaldt Memelområdet i Polen.

Først da Hitler i foråret 1939 også besatte resten af Tjekkoslovakiet, blev det tydeligt for alle – hvis de da ikke havde opdaget det før – at argumentet med, at der boede mange tyskere i de forskellige områder, som var blevet lagt ind under Tyskland, kun var et pseudoargument, en undskyldning for Hitler til at udvide sin egen økonomiske, politiske og militære magt i Europa.

Læs også: Minsk-mask

Der var således to grunde til, at stormagterne ikke reagerede, før Hitler 1. september 1939 gik ind i Polen. Den ene var, at det naturligvis altid er ubehageligt at skulle involvere sig i en krig, hvis det overhovedet kan undgås. Og den anden var, at den britiske premierminister Chamberlain (»Fred i vor tid«-premierministeren) og en række andre europæiske politikere lidt naivt i en eller anden grad nok havde troet, at Hitler ville stille sig tilfreds, når blot han havde fået de områder i Europa, hvor der boede mange tyskere, lagt ind under Tyskland.

Et tredje historisk lighedspunkt med de metoder, som Rusland i dag tilsyneladende anvender i sin politik i forhold til Ukraine, er strategien med ikke at give sig til kende. I modstrid med de traditionelle spilleregler for god krigsførelse (hvis man da kan tale om noget sådant) gav Tyskland sig heller ikke altid til kende, når landet angreb andre lande. For eksempel var det sådan, da der for snart præcis 75 år siden afsejlede tyske krigsskibe med kurs mod Danmark for at deltage i besættelsen af landet 9. april 1940, at man havde fjernet alle de tyske symboler på skibene og lod som om, der var tale om britiske skibe.

De baltiske lande har med udgangspunkt i de historiske og aktuelle erfaringer god grund til at være bekymrede i dag. Ganske vist er de som sagt ikke i samme grad i farezonen som de lande, der ikke er nået at komme med i NATO og EU. Men mange i de ledende russiske politiske kredse i Rusland opfatter Estland, Letland og Litauen som naturlige dele af Rusland, fordi de i lange perioder i historiens løb har været tæt knyttet til eller ligefrem en del af dette land.

Samtidig findes der i de tre baltiske lande (især i Letland og Estland) et stort russisk befolkningselement. Præcis hvor stor den russiske befolkning er i de enkelte af de pågældende lande, afhænger af, hvordan man definerer det at være russer. Om det er ud fra sprog, kultur, etnicitet eller noget helt fjerde. Men det russiske argument med, at tilstedeværelsen af et russisk mindretal giver Rusland ret til at blande sig i de pågældende lande, kan snart blive bragt i anvendelse.

Med baggrund i de historiske erfaringer er det også et paradoks, at EU-modstanden i disse år er voksende i en række lande. Ikke kun i Vesteuropa, hvor især mange unge mennesker er begyndt at være mere EU-skeptiske end tidligere, men også i flere øst- og centraleuropæiske stater. For eksempel i Estland, hvor det EU-skeptiske parti, som på dansk nærmest kan oversættes til Det Konservative Folkeparti (selv om det intet har at gøre med det danske parti med et tilsvarende navn), står til en stor fremgang og op imod ti pct. af stemmerne ved parlamentsvalget, som finder sted på søndag.

For det er netop tilstedeværelsen af EU og NATO i Europa i dag, der gør, at situationen trods alt er anderledes, end den var i 1930erne. I dag er det formentlig »kun« de østligste lande i Europa, der for alvor behøver at frygte den russiske bjørn, mens faren ikke er så stor for os andre her lidt længere mod vest i Europa.