I sidste uge gik jeg en tur i Tallinns vidunderlige gamle bydel sammen med en pensioneret britisk general, der ligesom jeg selv havde været dybt involveret i de baltiske lande efter at de genvandt friheden i 1991. Vi havde besøgt den smukke skovkirkegård lidt udenfor bycentrum, hvor Estlands tidligere præsident Lennart Meri ligger begravet. Og var naturligvis lidt påvirket af den højtidelighed, der griber en ved at stå ved en gammel vens grav. Da vi gik forbi en af de gamle bygninger, som vi begge havde set stå afpillede og sølle efter de mange år under den sovjetiske besættelse, men som nu stråler som et symbol på den fantastiske genrejsning af de baltiske lande, sagde generalen: Det vil altså være synd, hvis de igen skal opleve at se dette skønne land blive undertrykt af en fremmed magt!

Jamen, stop engang! vil mange danskere sige: Estland er da medlem af NATO, verdens stærkeste forsvarsalliance. Hvordan i alverden kan man så frygte, at en nok så stor og hensynsløs nabo undertrykker dét lands frihed? Sådan bør det naturligvis også være. Men bekymringen er stor både i de baltiske lande og i Polen for, at den form for aggression, Rusland har anvendt i Ukraine – den »hybride« krigsførelse – vil kunne skabe uklarhed om landenes sikkerhedssituation. Det fornemmedes klart på den årlige »Lennart Meri sikkerhedskonference« i Tallinn, som var årsagen til, at den britiske general og jeg var i byen. Det gjorde også indtryk, at flere af de svenskere, der deltog i konferencen, udtrykte stor bekymring for sikkerheden og stabiliteten i vores ellers så fredelige Østersøregion. Finnerne virkede mere robuste. Men de har også lært at gemme deres bekymringer under en hård skal.

Ved konferencen blev der holdt en mindehøjtidelighed for den myrdede russiske oppositionsleder Boris Nemtsov. Han var i en årrække en fast og livlig gæst på Lennart Meri Konferencen, hvor han altid advarede Putin. Der var adskillige russere med på konferencen – oppositionspolitikere, journalister, akademikere – og et gennemgående træk var deres beskrivelse af stemningen i den russiske befolkning som en form for krigspsykose. Den meget store opbakning til Putin, som meningsmålingerne viser, skyldes ikke begejstring for manden – men angst, fremkaldt af den massive propaganda i medierne, især TV-kanalerne. Der er oppisket et had til USA og Vesten, som er større end på noget tidligere tidspunkt siden Den Kolde Krig, og folk frygter for en krig, lød budskabet.

Annekteringen af Krim – et groft brud på international lov og ret og indgåede traktater – og det brutale overfald på Ukraine har lagt et mønster, som skal afskrække andre tidligere Sovjetrepublikker fra at søge for tæt på Vesten. Der lyves groft om den russiske militære tilstedeværelse. Meningsmålinger viser, at 37 pct. af russerne tror på, at der ikke er russiske tropper i Donbass, mens 38 pct. tror, at tropperne nok er der, men at det var korrekt at lyve om sagen…

Putins omgang med sandheden blev beskrevet som en ny form for »doubble-talk«: Man siger noget, som man ikke regner med, modparten vil tro. Putins mål synes at være anerkendelse af Rusland som en stormagt, man ikke skal komme på tværs af. Selv med en skrumpende økonomi og store interne problemer satses der hårdt på at gennemtvinge »respekt« ved at sprede frygt. Og noget særligt bekymrende er de mange trusler om anvendelse af atomvåben. Vi skal helt tilbage til Den Kolde Krigs tidlige og farlige fase for at se noget tilsvarende. »Putin-forståerne« i Vesten finder vi i de mange EU-kritiske partier: Lige fra franske Front National (som finansieres af Putin) over engelske UKIP og til Geert Wilders’ hollandske »frihedsparti« fremstilles Putin som et forbillede for den nationalisme, de selv prædiker. De vil hellere end gerne give ham den »respekt«, han fordrer.

Hvad ville der ske, hvis man siger: Lad dog barnet! og lader ham te sig som han vil i sit nærområde? Ja, hvis man bare trækker på skuldrene og ser den anden vej, når der provokeres med overflyvninger, kidnapninger og massive øvelser, vil han blive ved med at udforske grænserne for, hvor langt han kan gå, uden at fremkalde en reaktion fra NATO.

I Estland og Letland er der store russisktalende befolkningsgrupper (over en fjerdedel af landenes befolkning), som henter deres informationer fra russisk TV. De tror på Putin – men har dog ikke noget ønske om at blive indlemmet i Rusland igen. De har oplevet hvordan uafhængigheden har bragt velstand og frihed. De vil ikke bytte. Men slipper der »små grønne mænd« over grænsen, og starter optøjer, kan der muligvis opstå en situation, hvor Putin henviser til sine løfter om at forsvare russisktalende overalt, hvor de bor – og foretager indgreb, mens han bedyrer, at det kun er noget rent lokalt og humanitært….

Vil NATO så slå igen med risiko for at udløse en storkrig? Og kan NATO overhovedet få de nødvendige forstærkninger frem i tide? Hvis ikke – så er NATO færdig som troværdig forsvarsalliance. Og hvad så? Næste skridt kan blive fortsat russisk sabelraslen med udstationering og øvelse i brug af små taktiske atomvåben i Østersøregionen. Kan europæerne holde til det pres? Der er allerede lande i EU, som arbejder for at skabe afspænding næsten for enhver pris – og EU er plaget af indre problemer. Forsvarsbudgetterne er skåret voldsomt ned. Der er store økonomiske problemer i Sydeuropa og tvivl om briternes fortsatte europæiske engagement. Og fra USA kan man næppe vente en massiv indsats, hvis europæerne ikke er rede til at forsvare sig selv….

Risikoen er, at NATO går i opløsning. Amerikanerne vil begynde at koncentrere sig om de presserende problemer i Sydøstasien – og europæerne vil falde over hinanden for at sikre sig bilaterale olie- og gasaftaler med Rusland. Russerne vil til gengæld kræve – og få – garantier for, at man ikke blander sig i Ruslands »indre anliggender«. Afviklingen af demokratiet i Rusland og nabolandene vil tage fart. Og min ven generalen og jeg kan ikke længere vandre rundt i Tallinns smukke gader…

Budskabet er, at europæerne – herunder danskerne – skal vågne op og forstå, at den nye sikkerhedspolitiske situation kræver nyvurdering af Europas evne til at forsvare sig selv.