Samtidig med, at regeringen er ved at lægge allersidste hånd på sit udspil til en reform af beskæftigelsessystemet, kommer Rockwool Fondens Forskningsenhed med en omfattende analyse, der peger på alvorlige problemer ved vores højt besungne flexicurity-model, som hele vores arbejdsmarkedspolitik bygger på.

Ikke alene er det tvivlsomt, hvad vi får ud af aktivering og kurser til arbejdsløse. Men ved at se på, hvordan dansk økonomi har klaret sig igennem krisen, viser det sig, at den model, hvor staten spænder et sikkerhedsnet af ydelser og uddannelse ud under fyrede lønmodtagere, så det bliver lettere for arbejdsgivere at hyre og fyre, ikke har gjort økonomien ekstraordinært tilpasningsdygtig, sådan som man ellers har troet og sagt fra politisk hold gennem mange, mange år.

Så klar er konklusionen fra Torben Tranæs, ph.d. og forskningschef i Rockwool Fondens Forskningsenhed i en artikel i den kommende udgave af »Nationaløkonomisk Tidsskrift«.

»Den samlede flexicurity-model med aktivering skulle sikre os et højt beskæftigelses­niveau og dermed også, at vi skulle være gode til at tilpasse os ændrede vilkår, der kommer udefra. Her er krisen fra 2008 den helt store test. Men når man kigger på tallene, er konklusionen, at vi ikke har været ret dygtige til at tilpasse os. Fortællingen om flexicurity støder på grund her,« fortæller Torben Tranæs til Politiko.

Torben Tranæs har undersøgt udviklingen i dansk beskæftigelse efter den finansielle og økonomiske krise, der slog ind over Danmark og Vesten i 2008. Her viser det sig, at beskæftigelses­graden – altså andelen af borgere i den erhvervsaktive alder mellem 15 og 64 år som er i arbejde – er faldet langt mere i Danmark end i landene omkring os. Faktisk er det kun de særligt hårdt ramte økonomier i Grækenland, Spanien, Portugal, Cypern og Irland, der har klaret sig dårlige end Danmark. Til sammenligning er vores broderland Sverige meget hurtigt vendt tilbage til en beskæftigelsesgrad på niveau med tiden før krisen, og vores nabo i syd, Tyskland, har endda øget sin beskæftigelsesgrad siden 2008. Forestillingen om den danske models særlige velfærdsbårne tilpasningsevne passer simpelthen ikke, lyder det i analysen.

»Set i lyset af krisen har den samlede danske model ikke klaret sig godt. Fortællingen om flexicurity siger jo, at beskæftigelsen burde være kommet hurtigere op igen efter krisen, og at konkurrenceevnen var blevet forbedret hurtigere. Og det er ikke sket. Derfor er det helt essentielt, at vi nu via forskningen og den akademiske og politiske aktivitet får en grundig analyse af, hvad der virker og ikke virker. Det er nødvendigt for, at man kan lave de rigtige justeringer af arbejdsmarkedspolitikken. Noget der jo er et tiltrængt fokus på i disse år«

Analyse sætter spørgsmålstegn ved gamle sandheder

Torben Tranæs’ konklusioner er vidtrækkende, fordi de sætter spørgsmålstegn ved den måde, den danske velfærdsstat – med verdens højeste skattetryk og ditto store offentlige sektor – er blevet retfærdiggjort. Bagved tallene gemmer sig en stor værdi­politisk danmarkshistorie.

Man kan tale om to generationer af for­tællinger om velfærdsstaten. Første generation – ført i marken af social­demokrater som tidligere udenrigsminister K.B. Andersen og Ivar Nørgaard, chefredaktør på Aktuelt og finansminister, havde store drømme om, hvordan velfærden ville føre til gennemgribende forandringer ikke bare af samfundets institutioner, men af de danske borgere, deres mentalitet og kultur. Her legitimerede man en voldsomt forøget skatte­byrde med, at vi skulle væk fra egoisme og kappestræb om materielle goder og frem til en ny fællesskabsorienteret æra med fritid, uddannelse og kultur til de fleste og et mere humant samfund for alle. Men i 80erne blev det klart, at samfundet ikke blev nyt og mere humant, men i stedet præget af lavvækst og høj arbejdsløshed, og derfor dukkede der i 90erne – da Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft overtog stats- og finansministeriet – en ny fortælling op om den danske velfærdsmodel. Den blev via hollandske politologer døbt netop »flexicurity« – et selvopfundet ord, der signalerede, at markedets krav om fleksibilitet og lønmodtagernes behov for sikkerhed ikke var modsætninger, men kunne bruges til at understøtte hinanden.­

For Lykketoft og Nyrup Rasmussen handlede det socialdemokratiske velfærdsprojekt ikke længere om at realisere et helt nyt samfund, men om at kunne agere i en stadig mere global og omskiftelig kapitalisme. Markedet var et faktum og dets udsving mellem høj og lavkonjunktur et vilkår, der gjorde livslange ansættelser i samme job en saga blot. Dermed blev »tryghed« et nyt politisk buzz-word. Det afgørende nye var, at trygheden ikke blev leveret på bekostning af markedet, men ved at servicere det optimalt. Når staten spændte det økonomiske sikkerhedsnet ud under lønmodtagerne, hvis og når de blev fyret, gjorde man det dermed lettere for virksomheder at ansætte dem igen, fordi fagforeningerne afstod fra at kræve sikkerhed gennem overenskomsterne. Slagordet blev, at det blev billigere at hyre og fyre. Samtidig tog staten det på sig at videreuddanne og opkvalificere de arbejdsløse, så de kunne følge med nye krav på arbejdsmarkedet, dagpengeperioden blev forkortet og tidspunktet for aktivering fremrykket. Sådan blev det nye store argument for dansk velfærd, at vores økonomi var mere tilpasnings- og konkurrence­dygtig, netop fordi vi havde velfærd – en udvikling som CBS-professor Ove Kaj Pedersen ser som starten på konkurrence­staten, og som professor på SDU, Jørn Henrik Pedersen, forfatteren bag seksbindsværket »Dansk Velfærdshistorie«, ser som et begyndende omslag til et mere liberalt syn på borgeren som »det økonomiske menneske«, der styres af incitamenter og »noget for noget«. Den nye logik var, at vækst skabte grundlag for velfærd, der igen skabte grundlag for vækst.

Brumlebien kan flyve...eller....

Sådan blev det også i løbet af 90erne, og i lang tid stod det på OECD-ros til flexicurity-modellen, Anders Fogh Rasmussen skrinlagde sit store liberale opgør med socialstaten, og Frankrig og Tyskland sendte delegationer til landet mod nord for at få inspirerende svar på gåden om, »hvorfor den danske humlebi kunne flyve«. Nu i kølvandet på krisen ser det så alligevel ud til, at humlebien taber afgørende flyvehøjde.

»Jeg havde troet, at vores model var mere robust, end den har vist sig at være. Det er både overraskende og tankevækkende,« siger Torben Tranæs.

Netop billedet med den trodsige danske humlebi, der mod alle odds flyver, genfinder man i et centralt testamente eller forsvarsskrift – »Den Danske Model« – nedfældet i 2009 af den politiker, der om nogen knyttes til flexicurity-modellen, tidligere finans- og udenrigsminister Mogens Lykketoft. Her angriber han den tidligere VK-regering for med manglende konjunkturafstemt økonomisk politik at have bortødet arven fra 90erne, og det er langs de samme forsvarslinjer, han afviser Torben Tranæs’ konklusioner.­

»Beskæftigelsestal kan man ikke bruge til noget som helst, når det kommer til en bedømmelse af flexicurity. Der er én eneste grund til, at beskæftigelsen har lidt større afbræk i Danmark siden 2008, når man sammenligner med Sverige og Tyskland, og det er, at VK-regeringen pustede en meget større låne- og friværdiboble op. Derfor fik vi et meget større tilbageslag, da boblen bristede. En masse mennesker mistede deres kreditgrundlag og holdt op med at bruge penge. Og dermed startede en negativ spiral – altså den største del efterspørgslen i et samfund kommer fra det private forbrug, og hvis folk ikke bruger penge, bliver flere arbejdsløse, og så bliver man endnu mere bange for at bruge penge og så videre. Det var den uansvarlige økonomisk politik op til 2008, der gjorde, at vi blev ramt hårdere end vores nabolande.«

Så du siger, at hvis vi havde haft en anden finanspolitik i 00erne, så havde flexicurity-modellen klaret udfordringen fra den globale krise bedre?

»Det, jeg siger, er, at den borgerlige regering udover en forfejlet økonomisk politik forsømte flexicurity-modellen ved at lade opkvalificeringsindsatsen, som var afgørende for succesen i 90erne, i stikken. Det er så det, beskæftigelsesminister Mette Frederiksen prøver at rette op på i øjeblikket.«

Torben Tranæs anerkender »et vist rum til det argument, at vores økonomiske situation kunne have set anderledes ud under et andet finanspolitisk eller for den sags skyld valuta-regime.« Men, siger han, det argument rækker ikke hele vejen:

»Ser man alene på beskæftigelses-udviklingen i 00erne, så følger vi faktisk OECD-gennemsnittet. Beskæftigelsen for herboende blev ikke pustet særlig op hos os, selv om den økonomiske aktivitet var højere. Spørgsmålet er, om der er noget i modellen, der særligt stimulerer lønningerne i opgangstider og særligt går ud over beskæftigelsen, når krisen rammer.«

Venstre vil spare milliardbeløb

Mens Lykketoft altså stadig står vagt om den bygning, han og daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen rejste i 90erne, er der intense forhandlinger om netop beskæftigelsespolitikken. Ikke mindst Venstre har udset sig det område som kilde til de besparelser på det offentlige budget, der kan give skattelettelser i en kommende vækstplan. Venstres gruppe- og næstformand Kristian Jensen forklarer:

»Vi mener, at man samlet set kan spare fire mia. 1,5 mia. på aktivering, uddannelse og regelforenkling, og 2,5 mia. på at folk kommer hurtigere i arbejde, og vi derved sparer overførselsindkomsten. Vi skal være meget bedre til matche ledige og virksomheder, så vi kan spare på dagpengene,« siger Kristian Jensen.

Han betegner analysen fra Rockwool Fonden som »overraskende« og »bekymrende«­.

»Det tyder på, at initiativerne for at sætte gang i væksten ikke har været stærke nok. Vi bliver nødt til at lave en meget ambitiøs vækstplan – mindre bureaukrati, større konkurrenceudsætning af den offentlige sektor, og så skal virksomhedernes omkostninger sænkes. Her kommer vi ikke uden om at se på skatter og afgifter.«

Politiko ville gerne have hørt beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), hvordan hun stiller sig til analysen fra Rockwool Fondens Forskningsenhed, men hendes presseafdeling meddeler, at det er umuligt for hende at besvare spørgsmål. Det vil man til gengæld gerne hos regeringspartnerne i Det Radikale Venstre. Arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq taler om forfejlet selvtilfredshed, når det kommer til flexicurity.

»Det kommer ikke bag på mig, at flexi­curity ikke har haft den tilpasningsevne, som vi alle sammen troede. Vi har lullet os selv i søvn i selvtilfredshed over, at vi havde et system, der kunne gelejde os igennem alle kriser. Og vi mente, at det var os, der skulle lære alle andre om arbejdsmarkedspolitik. Intet kunne være mere forkert.«

Farooq afviser Venstres spareplaner og taler ligesom Mogens Lykketoft om fornyet fokus på opkvalificering.

»Vores udgangspunkt er en reform, ikke en spareøvelse. Men når vi bruger milliarder og atter milliarder hvert år på opkvalificering og aktivering, så skal det altså virke. Det handler om en tidligere indsats, der er mere skræddersyret til den enkelte ledige. Det har manglet, fordi man i VK-regeringens tid fokuserede for meget på kontrol og registrering.«­

S: Hvor vil Venstre finde pengene?

Samme budskab kommer fra Socialdemokraternes vikarierende arbejdsmarkedsordfører, Lennart Damsbo-Andersen.

»Jeg kan slet ikke se, hvor Venstre vil hente deres besparelser henne. Problemet på beskæftigelsesområdet er, at man ikke har haft jobrelaterede mål på de kurser og aktivering, man har sendt folk ud på. Kommunerne er blevet målt på, om de har gjort noget, ikke på hvad de har gjort. Det laver den kommende reform om på.«

Men i modsætning til sin radikale kollega afviser Damsbo-Andersen kritik af flexicurity-modellen.

»Der er 600.000-700.000 mennesker, der har skiftet job igennem krisen, så fleksibiliteten i arbejdsmarkedet er der. Flexicurity har ikke en pind med beskæftigelsesgrad og tilpasningsevne at gøre. Vi har i øjeblikket store årgange, der forlader arbejdsmarkedet og nogle små årgange, der kommer ind, og vi har en høj ungdomsarbejdsløshed. Det giver en negativ virkning på beskæftigelsen, men vores ledighed er stadig lavere end i Tyskland og Sverige.«

Mellem yderfløjene i blå blok – DF og LA – er der til gengæld noget af en kløft. Mens DF er på linje med Socialdemokraterne og kalder Venstres besparelses-tilgang »forkert« og heller ikke mener, at flexicurity-modellen, har problemer, kalder LA-formand Anders Samuelsen Venstre-forslaget »symbolpolitik«, der ikke går langt nok. DFs arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted lægger for.

»Man kan ikke starte med at sige at man vil gøre noget for de ledige og så spare fire milliarder. Vores tilgang er at lave et nyt system og så se, hvor stor besparelsen bliver bagefter. Jeg ser ikke problemet ligge i flexicurity, men i vækst og efterspørgsel. Under krisen handlede det om virksomhedernes overlevelse og de har skåret ned for at klare den. Nu er vi så på vej ud af krisen, men virksomhederne vil gerne være lidt mere sikre, før de atter tør satse – når det sker, vil arbejdsløsheden falde, og flexicurity-modellen vil træde til igen, så virksomhederne vil ansætte folk igen også i kortere varighed,« analyserer Bøgsted, der mener, at vi bør få en mere fleksibel dagpengemodel.

»Det kunne være kortere dagpenge­periode i højkonjunktur og længere i lavkonjunktur. Og vi ser også på de supplerende dagpenge, og dem der bliver korttids­ansatte. I DF har vi et forslag om at afskaffe de såkaldte G-dage, hvor virksomhederne skal betale de første tre ledighedsdage for en dagpengemodtager efter en korttidsansættelse under tre måneder.«­

LA: Skatten skal ned

Over for DFs mere systembevarende tilgang står LA for en mere revolutionær opskrift.

»Vi har stadig et grundlæggende problem med, at afstanden mellem at være i arbejde og ikke at være i arbejde er for lille – og det tager luften ud af flexicurity-systemet. Derfor foreslår vi, at man letter skatten markant i bunden og giver folk, der er i arbejde, et fradrag på 7.000 kroner om året,« siger partiformand Anders Samuelsen.­

Han slår fast, at for LA er den eneste vej frem en mindre offentlig sektor.

»Altså ud af et BNP på ca. 1.500 mia. er det offentlige budget på 900 mia. Der betyder Venstres fire milliarder ingenting. Særligt ikke, når Venstre f.eks. har været med i en energi-reform, der hæver skatterne med tre-firemilliarder om året. Man bliver nødt til at sige, at den offentlige sektor skal være mindre, så vi kan sænke skattetrykket og halvere selskabsskatten, og på den måde bliver bedre til at tiltrække internationale investeringer end landene omkring os.«