Det er blødt og langhåret. Brunt, måske med et strejf af orange. De tunge møbler synker ned, som stod de på en græsplæne, der stadig er blød efter en regnbyge, og når man støvsuger, lyder det som om, at en hel hvirvelvind af sand strømmer op gennem røret. I 70erne var der tæpper overalt, fra væg-til-væg og i stuer, værelser og køkkener. Men pludselig skete der et brud med det bløde underlag. Rene, hvide linjer og trægulve erstattede polstringen, og i lang tid har gulvtæpperne synet som en saga blot. Men kigger man nærmere på tæppernes historie og udvikling, vil man finde ud af, at de er her endnu. Bare i en anden form.
Tæpperne har været gennem noget af en rejse gennem årene. Det er diskutérbart, hvornår rejsen begyndte, men man mener, at de første tæpper så dagens lys en god snes år før Jesu fødsel. Omkring 7.000 år for at være så præcis som muligt i området omkring Mellemøsten eller måske i det centrale Asien. Hvordan tæppet blev udviklet, er der også forskellige bud på. En teori går på, at tæpperne blev opfundet af praktiske årsager, så nomader havde noget at skærme sig med mod de vekslende vejrforhold, de kom igennem på deres færd. En anden siger, at tæpperne oprindeligt var kunstværker især brugt til dekorationer under traditionelle fejringer.
Der er et stykke fra de orientalske tæpper, som kom først, til de tæpper, man så i alverdens hjem op gennem det 20. århundrede. Den tæppeindustri, vi kender i dag, kom til USA i 1791, hvor en mand kaldet William Sprague satte den første vævemølle i sving. I slutningen af 1800-tallet blev den teknik, der hedder tufting, udviklet af en amerikansk kvinde, og i 1930erne blev teknikken mekaniseret. Tuftingteknikken gjorde det muligt at producere tæpperne hurtigere og billigere.
Det var i 1950erne og 60erne, det for alvor gik løs med tæppebelagte hjem i Europa. Der kom tæpper over det hele, på væggene og i køkkenerne. I England var det tilmed populært med gulvtæpper på badeværelset. Måske ikke den mest praktiske løsning, hvis man var en familie med et eller flere drengebørn. Heller ikke i 70erne blev der sparet på tæpperne. Mange steder havde man såkaldte rya-tæpper. Langhårede, farvede og med ubestemmelige mønstre, så man ikke kunne se, om pletten var ketchup eller en del af designet.
Det store tæppeboom kom i en tid med frygt for atomkrig og oliekriser, og det havde sandsynligvis indflydelse på tæppernes stigende popularitet, fortæller tekstildesigner Marie-Louise Rosholm, der har designet tæpper og beskæftiget sig med tendenser siden 1985.
»Tæpper kan jo det, at de kan hygge om dig, og i den periode var der masser af behov for tryghed. Tæpper er en omsorgsting, og det handlede om at bygge rede indenfor, når verden udenfor var væmmelig. Samtidig var det et udtryk for velstand. Tæpperne blev billigere at anskaffe sig, flere kunne være med, og det blev anset som den største luksus,« siger hun.
Det var også i 70erne, at der kom stigende fokus på det danske tæppedesign. Væverne Vibeke Klint og Randi B. Studsgarth var med til at lave en udstilling kaldet Danske Ægte Tæpper, der blandt andet skulle gøre op med, at ægte tæpper var synonymt med tæpper vævet i Orienten. Det var en modreaktion på dårlig kvalitet af tæpper, der kom fra lande som Indien, og et tegn på, at man ville noget med dansk design. Dansk kvalitet.
Da 80erne ramte, gik det ned ad bakke med tæpperne – i hvert fald i de private hjem. I løbet af ingen tid var tæpperne fjernet og erstattet med plankegulve, klinker og linolium. I løbet af 80erne måtte flere danske tæppefabrikker lukke ned, og det bliver mere og mere sjældent at se et hjem med gulvtæppe. Folk havde simpelthen fået nok, fortæller Marie-Louise Rosholm.
»Det er altid sådan med tendenser, at hvis man arbejder i samme retning hele tiden som her med tæpperne, så kammer det over på et tidspunkt, og så går man over i den helt anden grøft. Man vender fuldstændig fra sort til hvidt meget pludseligt,« siger hun.
Men der er ingen grund til at synge »Altid Frejdig Når Du Går« og drikke gravøl, for tæpperne døde aldrig helt. For tiden bliver der eksperimenteret med farver, materialer og former, og det er de afpassede tæpper, der nu er for tæppeindustrien, hvad »det nye sort« er for modeverdenen. De afpassede tæpper kommer i alle mulige former og kan dekorere de nøgne træ- og klinkegulve. Samtidig kan man møblere sit hjem efter dem. Et tæppe i gangen i hjemmet eller på arbejdspladsen kan for eksempel vise, at det er her, man skal gå. Tæppet afgrænser en zone.
Den stigende popularitet inden for afpassede tæpper hænger måske igen sammen med krisen, som har hærget de sidste syv år og den velstand, tæpperne signalerer.
»Man har jo altid sagt, at jo større krisen var, jo længere var kjolelængderne, fordi det var et spørgsmål om velstand, om man havde råd til meget stof. Det er det samme med tæpperne. Et afpasset tæppe i god, danskdesignet kvalitet er en investering på linje med et kunstværk,« siger Marie-Louise Rosholm.